Hvem var egentlig fjenderne? Hvad var motiverne? Og hvorfor da overhovedet lave modstand? Den slags spørgsmål undersøger historiker Niels Wium Olesen i bogen ”Modstand” om den danske frihedskamp under Anden Verdenskrig.  

Et yndet kapitel i Danmarkshistorien inden for især film og litteratur, der vel nok for de fleste efterhånden virker temmelig fortærsket. Enten som populærkulturens forudsigelige sæbeopera med det militære drama og dets omkostninger som omdrejningspunkt - især for heltemodige modstandsfolk, ”Danmarks bedste sønner”, som de blev kaldt.

Istedet kaster vi nemlig ganske forfriskende blikket på modstandens politiske dimensioner

Eller som især i de senere årtier med en kritisk opmærksomhed rettet mod samarbejdspolitikken; de fiskere, der tog penge for at fragte jøder over Sundet eller de danskere i tusindtal, der drog i kamp på Østfronten imod kommunismen.

Her går Niels Wium Olesen en anden vej. Istedet kaster vi nemlig ganske forfriskende blikket på modstandens politiske dimensioner og de planer for efterkrigstiden, der kom til at præge forskellige dele af modstandsbevægelsen i national og international sammenhæng.

Modstandens fjer

Som en del af den populære serie 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag, der sætter fokus på alt fra septemberforliget 1899 til beatlemania, er det imidlertid ikke forfatterens fortjeneste alene.

Omslagets spraglede farver, de gråtonede billeder; det lille, lækre A5-format på ungefær 100 sider kendetegner nemlig denne voksende serie, der udgives hver måned og nu er nået til udgivelse nr. 32.

Med tilsvarende skarphed saboterer Niels Wium Olesen imidlertid kyndigt og nøgternt først og fremmest den sejlivede myte om at alle, på nær de åbenlyse forrædere, havde ret til at pynte sig med modstandens fjer, og dernæst myten om én samlet modstandsbevægelse med én fælles vilje.

Som når han redegør for de værdier og magtinteresser, der udspilledes sig omkring modstandsbegrebet - lige fra de revolutionslystne stjerner i DKP til de noget mere krigsforskrækkede medlemmer af Radikale Venstre.

Tænkevækkende opposition til et ellers noget udvandet modstandsbegreb

Eller når han gør det tydeligt, at holdningerne til væbnet modstand rent faktisk ændrede sig i takt med den tyske krigslykke ude i Europa svandt ind, hvad der da også bl.a. forklarer hvorfor Vilhelm Buhls stikkertale fra 2. september 1942 ikke var så stikkeragtig endda; at det snarere var noget, den blev efter urolighederne i august 1943.

På den måde sætter Niels Wium Olesen sig gang på gang tænkevækkende i opposition til et ellers noget udvandet modstandsbegreb, der ofte dengang som nu har legitimeret alt fra national samhørighedsfølelse til krigsdeltagelse i både Irak og Balkan ideologisk.

Kig jer i spejlet

Hele vejen igennem er det kombinationen af det lettilgængelige sprog og det alternative take på modstandskampen, der gør den her bog så fandens god.

Dlettilgængelige sprog og det alternative take på modstandskampen, der gør den her bog så fandens god

 

For Niels Wium Olesen kommer ikke bare med række nørdede indsigter, som i princippet kunne have stået tilbage noget så ligegyldige; han gør det i høj grad også med næse for folkelig formidling.

Og så uden han mister sit kritiske brod. Som når han stikker til sin samtids højtflyvende moralske selvbillede, hang til forfejlet populisme og manglende helhedsforståelse, hvad angår modstandskampen.

En tendens, der ifølge ham selv synes at spænde ben for, at man forstår de mange dilemmaer og paradokser, som rent faktisk prægede Anden Verdenskrig globalt og besættelsestiden i Danmark lokalt.

”Der er noget ironisk i, at besættelsestiden så tit leder til moraliserende betragtninger om den rette handlemåde for godt 75 år siden”, lyder det således et sted, idet han fortsætter:

”Moraliseringerne kommer fra generationer, der af ren og skær magelighed har haft svært ved at gøre noget ved den globale opvarmning. De samme generationer handler ubekymret med diktaturet Kina. Bare fordi det er billigere at købe kinesiske varer. Man kunne jo kigge sig i spejlet, før man fælder dom over sine forfædre under besættelsen.”

”Modstand” er en lille, særdeles velskrevet bog, der kaster et anderledes, men inspirerende blik på modstandskampen, den tyske besættelse og efterspillet, der fulgte, end man oftest vant til. Er man til Anden Verdenskrig eller dansk politik i efterkrigstiden og frem til i dag, bør man derfor straks slå til.