Annonce

Kampen tager til om de grønne stemmer

Veganerpartiet bliver klar til folketingsvalget, ALT er det allerede – og hvad med Uffe Elbæk? Der bliver kamp om de grønne stemmer
Mens opmærksomheden den seneste tid mest har drejet sig om konkurrencen om stemmerne på højrefløjen i dansk politik, intensiveres nu den samme konkurrence på venstrefløjen eller den del, som kan kaldes den grønne fløj.

Veganerpartiet nåede således onsdag de nødvendige 20.182 vælgererklæringer, der kræves for at blive opstillingsberettiget til Folketinget (nu skal vælgererklæringerne godkendes endeligt af Indenrigsministeriet). Og dermed skal måske tre, men i hvert fald to, partier konkurrere om de grønne stemmer.

placeholder

Veganerpartiet har tre mærkesager: Dyrerettigheder, folkesundhed og naturen. Hvilket i forvejen ikke bare er mærkesager for Alternativet og afhopperne fra partiet – de såkaldte frie grønne stemmer. Det er sådan set, om end selvfølgelig i mindre grad, mærkesager for De Radikale, SF og Enhedslisten – De Rød-Grønne (som partiet officielt hedder).

Pædofili

Men som navnet siger, går Veganerpartiet ind for vegansk kost, uden at det af den grund vil blive ulovligt at spise kød i Danmark, hvis partiet kommer til magten og får 90 mandater.

Det vakte dog opsigt tidligere på året, da Veganerpartiets medstifter og forperson, Michael Monberg, sammenlignede kødspisning med pædofili.

Både pædofili og at spise kød er moralsk forkert

”Vi møder tit den holdning, at fordi en person har lyst til den her handling - at spise kød - så skal vi ikke blande os i det,” forklarede Michael Monberg til B.T. ”Men moral er ikke subjektivt, og både pædofili og at spise kød er moralsk forkert”.

Gravkammerets stilhed

Veganerpartiet har hidtil ikke villet pege på en statsministerkandidat, men sagt, at man peger på den kandidat fra det parti, der har den mest grønne og bæredygtige målsætning. Hvilket i praksis nok ender med at blive den socialdemokratiske formand.

”Det er det mindst dårlige,” har det lydt fra Michael Monberg.

Michael Monberg har også opfordret Alternativets medlemmer, hvis partiet stadig klarer sig dårligt, til at komme over i hans eget parti. En ikke utænkelig tanke. Altså at alternativisterne stadig klarer sig dårligt.

I den sidste meningsmåling meningsmåling inden sommerferien fik Alternativet således kun 0,5 procentpoint, eller 2,5 procentpoint mindre end ved folketingsvalget, og enigheden efter splittelsen tidligere på året minder efterhånden mest om gravkammerets stilhed.

Uden den mikrofon kan det være svært at trænge igennem i medierne og offentligheden

Alternativets leder, Josephine Fock, og partiets enlige folketingsmedlem Torsten Gejl har samtidig det problem, lig afskalningen ‘Frie Grønne Stemmer’, at de udgør en afgørende stemme i Folketinget i nogle sammenhænge. Og uden den mikrofon kan det være svært at trænge igennem i medierne og offentligheden.

Uffe samler bandet

En af de første til at lykønske Veganerpartiet var Alternativets tidligere leder, Uffe Elbæk, der på Twitter konstaterede, at han om nogen ved, hvad det kræver for et parti at indsamle de nødvendige underskrifter til at blive opstillingsberettiget.

placeholder

Uffe Elbæk – og de tre andre afhoppere fra Alternativet – lavede i marts, hvad han selv beskrev som en ”politisk kontrakt”. De Frie Grønne Stemmer, som afhopperne kalder sig, var blevet enige om et politisk kontorfællesskab på Christiansborg og havde givet hinanden tid til at finde ud af, hvad de ville bruge deres nye situation til. Rasmus Nordqvist skulle nu ikke bruge lang tid. I maj meldte Alternativets tidligere politiske ordfører sig ind i SF.

Siden har Uffe Elbæk været i gang med at putting the band back together, som det hedder i filmen The Blues Brothers om Jake og Elwoods forsøg på at gendanne deres R&B-band og dermed redde det katolske børnehjem, hvor de blev opfostret. En række tidligere medarbejdere i Alternativet er blevet ansat: Nemlig Uffe Elbæks tidligere sekretær Heval Yildirim, den tidligere presserådgiver Bjarke Charlie, som er vendt tilbage i samme rolle, og en anden tidligere presserådgiver, Rune Langhoff, er også tilbage på Christiansborg. Nu i rollen som politisk rådgiver for Sikandar Siddique.

Men om det ender med en tænketank, et netværk eller et parti er endnu uafklaret. Alternativet udsprang af netværket Under Radaren, som Uffe Elbæk stiftede efter at være stoppet som først kulturminister og siden radikal.

Kannibaler

Som folketingsvalget afslørede, og det seneste år har bekræftet, er der sket et både folkeligt og politisk ryk på den såkaldte grønne dagsorden, og den grønne dagsorden har på rekordtid fået den samme styrke, som udlændingedagsordenen havde tilbage i 00’erne.

Da Alternativet tilbage i 2015 foreslog en kødfri dag om ugen i de offentlige institutioner – for at skåne miljøet og for at nedbringe det alt for store indtag af kød – blev det anset for lige så kontroversielt som partiets forslag om en 30 timers arbejdsuge. Forslaget er selvfølgelig ikke blevet til virkelighed, men kan vel næppe længere kaldes kontroversielt.

Så Veganerpartiet taler til en stadig større vælgergruppe, om end kun 2,5 procent lever vegetarisk (herunder en del af disse vegansk)

De vil kannibalisere hinanden med stemmespild som resultatet

Spørgsmålet er, om gruppen ved det kommende folketingsvalg vil være stor nok til ikke bare to, men måske tre grønne partier. Eller om de vil kannibalisere hinanden med stemmespild som resultatet.

Foreløbig er regeringens flertal ikke truet i meningsmålingerne. I den seneste meningsmåling står partierne i rød blok til 57,9 procent af stemmerne, så der er nok at give af. Men danske folketingsvalg afgøres historisk oftest af få mandater, så der kan meget vel endnu engang blive brug for hvert eneste af dem.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Og her troede man ikke at dansk politik kunne blive dummere end Enhedslisten!

Også kommer der flere venstreorienterede tosser på banen!