Faldende opbakning til fagbevægelsen risikerer at kvæle den danske model

Hvis den danske model forsvinder, bliver vi alle sammen fattigere. Derfor er behov for en skarp værdidebat om fagbevægelsens rolle, hvis modellen skal overleve
Foto: Flickr: Klaus Berdiin Jensen
Jeg har mødt unge mennesker, der ikke melder sig ind i en fagforening på grund af prisen.

De vil hellere købe den nyeste iPhone eller en mountainbike og føler sig udødelige.

Hvorfor skal de dog betale fagligt kontingent, når de allerede får en pæn løn, pensionsopsparing, feriepenge og ret til efteruddannelse i en alder af 25 år?

Jeg har også mødt lønmodtagere, der har meldt sig ud af fagforeningen på grund af prisen. Vi får alligevel ikke noget for pengene, siger de. Det rene vås, replicerer jeg.

I de faglige organisationer har vi haft en tilbøjelighed til at ryste på hovedet ad de såkaldte gratister. Pænt og sagligt argumenteret for, hvorfor det var vigtigt at være medlem af en fagforening,

Medlemsfald truer den danske model

Fagforeninger der forhandler og vedligeholder de kollektive overenskomster. Når medlemmerne alligevel er smuttet ud ad døren, har vi kaldt dem usolidariske ignoranter og levet videre i den tro, at faren drev over.

Men nu går det ikke længere! En ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at antallet af lønmodtagere, der er medlemmer af en traditionel fagforening, er faldet fra cirka 70 procent i 2000 til 53 procent i 2018.

Den udvikling truer den danske model, og i løbet af få år risikerer vi et usikkert arbejdsmarked med lovbestemte minimumslønninger, ringere arbejdsvilkår, mindre kompetenceudvikling, ringere konkurrencekraft og stigende ulighed.   

Modellen ikke udødelig

På trods af faldende organisationsgrad betragter vi i 2021 stadig den danske model som udødelig.

Vi ser jo arbejdsmarkedets parter forhandle den ene trepartsaftale på plads med regeringen efter den anden.

Hjælpepakker og lønkompensationsordninger har holdt hånden under beskæftigelsen og givet muligheder for opkvalificering under corona-pandemien.

Den faldende organisationsgrad risikerer at kvæle den danske model

Fagforbund som FOA, BUPL og Dansk Sygeplejeråd m.fl. har lige forhandlet overenskomster på plads med KL og Danske Regioner. Og sidste år landede en god overenskomst for de privatansatte i Produktionsdanmark.

Alt sammen vidnesbyrd om en stærk model, så ingen grund til alarm, bilder vi os ind.

Men kendsgerningen er den stik modsatte: Den faldende organisationsgrad risikerer at kvæle den danske model, og det må og skal vi forhindre i dansk fagbevægelse.

Ingen enkel snuptagsløsning

Hvordan gør vi så det? Der er ingen enkel snuptagsløsning, hvor vi fra den ene dag til den anden får de unge til at melde sig ind i fagforeningen og gratisterne til at bruge penge på solidaritet og fællesskab.

Men jeg tror, at noget af det allervigtigste for os er at få en værdidebat om den danske model.

Den mest presserende værdidebat herhjemme handler nemlig ikke om udlændingepolitik men om fagforeninger og overenskomsternes betydning for et roligt og rigt arbejdsmarked.

Brug for en skarp værdidebat

Hvor ville jeg ønske, at vi kunne få en skarp værdidebat om, hvordan der går en lige linje mellem et velorganiseret arbejdsmarked til et stærkt velfærdssamfund.  

En debat om, hvordan den danske model kan undergraves, hvis politikere ikke understøtter den.

Hvis den danske model forsvinder, gør det os alle sammen fattigere.

Sådan som vi så under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der for snart tyve år siden gjorde ihærdige forsøg på at smadre modellen med ideologiske angreb.

Hvis den danske model forsvinder, gør det os alle sammen fattigere. Dansk erhvervsliv ved det jo godt, men tier i stedet for at lovprise den.

En moderne CEO elsker fagforeningen

Ingen topleder i dansk erhvervsliv ved sit fulde fem mener, at den danske model er en klods om benet for virksomheden.

Tværtimod kan en moderne direktør, det der på businessdansk hedder en CEO, se, at de har dygtige og ansvarlige medarbejdere, der i den grad bidrager til at skabe værdi for virksomheden.

Så tag ordet og lad os få den nødvendige værdidebat om fagbevægelsens betydning for den danske model.

Lad os få en ærlig debat om, hvad det vil koste dansk velfærd og dansk konkurrencekraft, hvis vi ikke i fremtiden kan mønstre over halvdelen af danske lønmodtagere i de overenskomstbærende fagforeninger?

Udenlandske erfaringer skræmmer

En værdidebat, der gør det tydeligt, at Danmark har alt at miste, hvis vi lader den danske model kuldsejle. Det er der mange sørgelige vidnesbyrd om rundt om i verden.

Se USA, hvor fagforeningerne er bandlyst i mange virksomheder. Den lave organisationsprocent betyder en svag fagbevægelse, der ikke har muskler til at sikre amerikanske arbejdere en løn, som de kan leve af.  

Eller kig på Frankrig, hvor strejker og arbejdsnedlæggelser hører til dagens uorden, fordi den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter sejler. Eller se til Tyskland, hvor uligheden vokser og otte millioner tyskere i dag er working poor.

Skræmmeeksemplerne er mange. Vi skal forhindre, at Danmark bliver et af dem.

Formand for FH-sektion Fyn. 


placeholder

Kommentarer

Dybest set var det den danske model der reddede os under coronaepidemien. Modellen lærer os at stå sammen. At modellen koster noget for alle parter. Uanset hvilke beslutninger vi tager. Ad åre bliver alle parter klogere. De kloge beslutninger kommer forrest i rækken. Men det koster. Demokratiets pris. Vil du altid købe billigt bliver produktet på lang sigt derefter.

I USA betaler de prisen. EU gange to og alles kamp mod alle. Endda med våben i håndbagagen. Anders Foghs USA har meget at lære!

De unge i Danmark bestemmer selv om de foretrækker Danmark frem for USA. I Danmark betaler man sit fagforeningskontingent og skat og folkekirkeskat med glæde.

Ellers får man det USA med en halv million døde under en pandemi, som vi netop har set. Og folk der går på gaden og råber, at de også har betydning.

Den der ønsker betydning melder sig i en fagforening, i et politisk parti og betaler via kirkeskatten til vores historie og kultur. Har man ekstra overskud ud over det finansielle, kan man deltage aktivt i fagforening, andre foreninger herunder politiske og melde sig til et menighedsråd.

Men nogen skal hele tiden holde de unge ørerne, så de lærer hvordan systemerne fungerer. I USA går de unge til skydetræning.
Hvert land sine traditioner.

Men med Socialdemokratiets nuværende styrke er meget magt gået fra fagforeninger til de politiske partier på Christiansborg. Det sparer strejker. Organisationsfolk skaber resultater og ikke konflikter. Foreningsfolk på venstre og højre side i dansk politik forstår at få folk med sig og skaber legitimitet. Store partier bygger på organisationer. Og de har behov for medlemsbidrag. Ingen kan kommunikere på sociale medier uden en iPhone eller iPad. Hvem skal betale prisen. Kommunikation og demokrati koster. Det har amerikanere aldrig forstået. Derfor elskede Fogh USA. Han troede at alt var gratis i USA. Ingen skat. Hurra! Ingen fagforeningskontingent. Hurra!

USA har verdens dyreste sundhedsvæsen.
USA har verdens dyreste selvforsvarssystemer.
USA har verdens dyreste forsvar.

Alligevel listede coronaen sig ind i folks hjem i USA og 500.000 måtte i graven.

“Alles adfærd bliver helt afgørende”. Sagde Mette Frederiksen 11. marts 2020.

Det organisationsløse USA havde ikke en chance. Forsvarsløse!

Mon Anders Fogh lærer sin børnebørn dette?!?

Mon du lærer dit barn dette! Mette Frederiksen er resultatet af en gammel dansk fagforeningstradition.
“Alles adfærd bliver helt afgørende”

I kampen for bedre arbejdsvilkår.
I kampen for bedre realløn.
I kampen for et bedre samfund.

I kampen mod en pandemi.

Der er mange at takke. Mange unavngivne helte.

I USA ledte befolkningen rent fysisk efter helte på Capitol. De leder fortsat.
I Danmark tvinger fagforeninger de rige til at dele deres rigdom med de fattige. Det startede med Pio.
I USA vælger de rige selv om de vil dele. Derfor er USA et frit liberalt land.
I Danmark har det en pris at være rig. Det har fagforeninger retfærdigt besluttet igennem årene. Den nedslidte medarbejder har ret til understøttelse, sygesikring og pension. Fair? Ja, selvfølgeligt! Men i USA kæmper de stadig på gader og stræder som Danmark i 1960erne.
Arnes pension er prikken over i’et i ordet fagforening. Alle de andre elementer i ordet står for et stort spektrum af tilbud som man får brug for i såvel private som offentlige erhverv. Fagforeninger tænker langt. Dækker hele livet. Og langt de fleste uheld man kan forstille sig. Måske coronaen har udfordret mange fagforeninger. Ret til beskyttelsesmidler for eksempel.

Men kampen koster! Og der er kun fællesskabet til at betale.

Kan du ikke udtrykke dig lidt kortere? Der er ingen, der gider læse dine alenlange kommentarer.

De der har deres på det tørre, kan organisere sig i forsvaret mod at de fattigere får deres andel, de kan ikke organisere sig for at bevare et velfærdssamfund, selv om de inderst inde ved at også de er afhængigt af det.
Fagbevægelsen og velfærdssamfundet dør, hvis de dårligst stillede på arbejdsmarkedet ikke føler at det kan betale sig for dem at være organiseret. Lønnen og arbejdsforholdene handler mere om hvor stort arbejds udbudet er i forhold til efterspørgslen og mindre om folk er organiseret. EU sikrer tilsammen med en borgerlig regering, hvad enten den kalder sig borgerlig eller ej, at arbejds udbudet er så højt at løn og arbejdsforholdenes standard, mere går baglæns end forlæns. Fagbevægelsen må blive mere national, den må tvinge regeringer og EU til at satse på den lokale arbejdskraft og skippe de virksomheder som der ikke er lokal arbejdskraft til, af til det øvrige EU, forstår fagbevægelsen ikke det, så er vi på vej mod amerikanske tilstande og våbentræningen kan begynde.

Fagbevægelsen mister opbakning ikke pga. kontingentet, men fordi fagbosserne i mange år har gjort et rigtigt dårligt stykke arbejde:

- vendt det blinde øje til stigende ulighed
- gennem passivitet accepteret et sekundært arbejdsmarked
- vendt det blinde øje til aldersdiskrimination og anden diskrimination i rekrutteringen
- gennem passivitet accepteret velfærdsforringelser,

- gennem passivitet reelt bakket op om skiftende regeringers reformamok, forringelser af dagpenge, førtidspension, kontanthjælpsforhold, brug af gratis arbejdskraft osv.

- har haft en laissez faire tilgang over for den nye tekniske tilgang.

Vi står over for en teknisk tidsalder, hvor mange excellencer spår, at mange vil miste jobbet, - og ja, så dukker nye op, fortæller de jubelglade, - og fortier, at mange af de fyrede ikke har kvalifikationerne til de nye job. Og de jubelglade fortæller livligt om, hvordan vi fremover må forvente 30-50 jobskifte over et arbejdsliv. Hvor spændende ikke? Vi kommer ikke til at kede os. Om ikke andet bliver vi alle eksperter i jobansøgninger.

Med den teknisk tidsalder risikerer vi en eskalation af uligheden. Og alligevel mærkes ingen bekymring hos fagbosserne. Tværtimod, synes de blot at fokusere på, hvilke fantastiske eksporteventyr, det kan åbne op for, særligt med den danske model. Ja, særligt for den stærke middelklasse, - og ja, så pyt. Pyt med den stigende polarisering, at flere og flere udsættes, om det skyldes diskriminering, mangel på efteruddannelse, små skavanker eller blot uheldige omstændigheder.

Jeg ser selv den tekniske tidsalder som en fantastisk mulighed, men fagbossernes laissez faire tilgang gør mig stærkt bekymret for et tredelt arbejdsmarked, et for toppen, et for den stærke middelklasse og et for resten, der må leve et forhutlet liv som daglejere eller som understøttet gratis arbejdskraft. Med fagbossernes nuværende tilgang bliver det alles kamp mod alle, og ja, så ligger det jo i kortene, at man sparer fagkontingentet.

Man kan også vende den rundt og påpege, at aldrig har vi haft så meget brug for fagbevægelsen. Men det kræver jo, at man ser, at de gør en forskel.

Ingen fagforening: se hvordan det går i fx sydamerika blandt mange af de fattige landmænd.
Fagforeningsbosserne er vist med deres lønninger kommet langt væk fra hvem de repræsenterer.

Annonce