Annonce

EL vil ”veksle årtiers tilbageslag” og sprøjte milliardbeløb i ungdommen

Højere dagpengesats, mere i SU og et trecifret millionbeløb afsat til uddannelsesområdet, er blandt initiativerne i et nyt ungeudspil fra Enhedslisten.
Enhedslisten lancerer torsdag et såkaldt ungeudspil, der skal ‘vende udviklingen for ungdommen’ og sikre et milliardbeløb til velfærd på ungeområdet.

“Årtiers tilbageslag skal vekslet til ti gode år for de unge”, skriver partiet med blokbogstaver i forslaget, der i alt indeholder syv ‘ungerettigheder’.

Udspillet indeholder initiativer for knap 14 milliarder kroner, og pengene skal bruges på en måde, der “bidrager til et mere lige samfund”.

Forslaget skal blandt andet finansieres ved at indføre en højere selskabsskat, styrket skattekontrol og formueskat.

Højere SU

“Mange helt almindelig unge på landet og i byerne kæmper med at finde vej i ungdomslivet og samfundet presser, og hjælper desværre ikke nok,” siger politisk ordfører for Enhedslisten, Mai Villadsen, ved præsentationen af udspillet.

Enhedslisten vil blandt andet hæve SU’en med 1.000 kr om måneden, og sætte skatten ned for unge med de laveste arbejdsindtægter.

Derudover vil Enhedslisten fjerne den besparelse på dagpengesatsen for nyuddannede, dimittenddagpengene, som regeringen har lagt op til i udspillet ‘Danmarks kan mere I’.

Skoler skal indføre normkritisk seksualundervisning 

Enhedslisten mener også, at seksualundervisningen på landets uddannelsesinstitutioner skal lægge større vægt på de udfordringer, der kan opstå i ungdomslivet, som for eksempel kan handle om samtykke.  

Det burde handle mere om samtykke, grænser og forskelligheder

Derfor vil partiet indføre obligatorisk ‘normkritisk’ seksualundervisning i folkeskolen og på alle ungdomsuddannelser - et forslag, der vil koste 145 millioner kr. i følge partiets oversigt over udgifter for udspillet.

Hvis du ikke er helt skarp på betydningen af ‘normkritisk undervisning’, så er det en tilgang, der sætter spørgsmålstegn ved de gældende normer i samfundet for eksempelvis krop, køn og seksualitet.

“Seksualundervisning i dag er ofte fokuseret på pubertet, seksuelt overførte sygdomme, graviditet og prævention - men i mindre grad, hvordan man navigerer i et ungdomsliv eller sikrer samtykke. Det burde handle mere om samtykke, grænser og forskelligheder,” skriver partiet i deres nye udspil.

Forbedringer af psykiatrien

Derudover indeholder udspillet også et krav om, at der skal udarbejdes en særskilt børne- og ungdomspsykiatrisk handleplan, der skal indgå i en kommende 10 års-plan for hele psykiatrien.

Partiet har afsat 500 millioner kr. i forslaget om en national handleplan for unge med psykiske lidelser.

“Alt for mange unge med psykiske problemer oplever, at de ikke bliver hørt eller taget alvorligt, og at de ender på lange ventelister, hvis de endelig får hul igennem til systemet,” lyder det i udspillet.

placeholder

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Enhedslistens ønske om "normkritisk seksualundervisning" er med andre ord endnu et forsøg på problemimport af det efterhånden velkendte woke, intersektionelle bavl, der ser ud til at være temmelig udbredt blandt tossede rigmandsbørn på nordamerikanske universiteter. Og at netop Enhedslisten er hoppet på den vogn, bør ikke kunne overraske nogen.