Annonce

Fem afhoppede DF-gæs klar til Inger

Tidligere DF-folketingsmedlemmer er klar til at joine Danmarksdemokraterne - også Kristian Thulesen Dahl ventes at melde sig under Støjbergs vinger
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Hans Kristian Skibby, tidligere DF - nu på vej til Danmarksdemokraterne
Fem af seks afhoppede DF-folketingsmedlemmer står klar til at joine Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.

Det drejer sig om Hans Kristian Skibby, Liselott Blixt, Bent Bøgsted, Karina Adsbøl og Lise Bech. Den sjette DF-afhopper, Marie Krarup, har meddelt, at hun dropper politik efter denne folketingsperiode.

Hans Kristian Skibby meddelte allerede sin interesse onsdag aften - altså før Støjberg torsdag morgen i Skive Folkeblad breakede nyheden om, at hun nu danner partiet Danmarksdemokraterne - et partinavn, som valgnævnet godkendte tirsdag.

"Som Thorning-Schmidt sagde… der kommer en god løsning i morgen … det vil glæde mig - og så lige på Lindas og min 15 års bryllupsdag," skrev han på Twitter.

placeholder

 

Skibby siger til BT, at det nok ikke er skudt helt forbi at antage, at han er "meget interesseret".

Lise Bech udtalte torsdag morgen til P1, at hun formentlig godt kunne se sig selv i Danmarksdemokraterne, men at hun da lige skal høre nærmere om partiets politik først. Hun nævner konkret, at hun ikke er bekymret for, om hendes og Støjbergs syn på EU matcher. Hun ved nemlig, at Inger Støjberg er EU-skeptiker, lige som hun selv er.

Bent Bøgsted siger til Ritzau, at han "sagtens" kan se sig selv som medlem af Danmarksdemokraterne.

Karina Adsbøll og Liselott Blixt holder begge døren åben til Danmarksdemokraterne, men siger til henholdsvis Ekstra Bladet og Ritzau, at de lige skal se Støjberg-partiet nærmere an, før de melder noget konkret ud.

De seks afhoppede DF’erne har siden deres afhopning tidligere på året dannet en gruppering kaldet Gæs og Gaser.

To gange Thulesen Dahl på vej ud

Også DF’s tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl, ventes at tilslutte sig Inger Støjbergs nye parti. Det kan meget vel blive officielt kl. 13 torsdag, hvor Inger Støjberg holder pressemøde på Hadsund-kanten.

Seneste nye er at Kristian Thulesen Dahls bror, Jens Henrik Thulesen Dahl, onsdag aften blev vraget som partiets spidskandidat under en generalforsamling i DF-partiforeningen i Assens på Vestfyn.

Partiforeningens hidtidige formand Torben 'Trafik' Nielsen, siger til Ekstra Bladet, at han nu har trukket sig i protest mod valghandlingen, som han finder "demokratisk angribelig". Fire andre medlemmer af partiforeningens bestyrelse har også valgt at trække sig.

Alt tyder derfor på, at to gange Thulesen Dahl er på vej ud af Dansk Folkeparti.

Opdateres

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet