Annonce

Kastebold i 15 år: Godt 9.000 udsatte får nu et samlet behandlingstilbud

Misbrugere med psykiske problemer har siden kommunalreformen været kastebold mellem kommuner og regioner. Men det slutter nu med en aftale indgået mellem kommunerne, regionerne og regeringen - FOA: Stærk aftale
Foto: Indenrigs- og Sundhedsministeriet/Arthur Cammelbeeck
Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister
Misbrugere med psykiske lidelser har lige siden kommunalreformen blev gennemført i 2008 været kastebold mellem kommuner og regioner.

Men fra næste år får de anslået 9.200 udsatte borgere et samlet og sammenhængende behandlingsforløb ét sted, nemlig hos regionerne.

Det er SVM-regeringen, der sammen med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner har indgået aftale om rammerne for et samlet regionalt tilbud af høj faglig kvalitet til mennesker, der både har en psykisk lidelse og et behandlingskrævende misbrug.

Aftalen er torsdag faldet på plads som led i årets økonomiforhandlinger med KL og Danske Regioner og betyder, at man nu kan etablere et nyt, integreret dobbeltdiagnosetilbud i regionerne og omlægge de særlige pladser i psykiatrien til et længerevarende, regionalt tilbud med fokus på den samme målgruppe.

FOA har svært ved at få armene ned

Indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V), erkender, at misbrugere med en psykisk lidelse i alt for mange år ikke har fået den nødvendige hjælp:

har i alt for mange år ikke fået den nødvendige hjælp

“Mennesker med både en psykisk diagnose og et misbrug har i alt for mange år ikke fået den nødvendige hjælp, og det har været vigtigt for mig at sikre den her sårbare gruppe et samlet tilbud af høj kvalitet. Derfor er jeg utrolig tilfreds med, at det nu endelig er lykkedes at nå til enighed med regioner og kommuner om et nyt samlet tilbud, og at vi sikrer en tæt faglig opfølgning på kvaliteten.”

“Med omlægningen af de særlige pladser i psykiatrien sikrer vi, at pladserne bliver langt mere fleksible, så vi bruger de samlede ressourcer bedst muligt. Dermed undgår vi, at sengepladser står tomme i en presset psykiatri, men at de tværtimod gavner den særlige gruppe af mennesker, der har så hårdt brug for dem.”

Også Fagforbundet FOA glæder sig over aftalen:

Jeg har svært ved at få armene ned

”Jeg har svært ved at få armene ned. Nu er der endelig en aftale på plads, der løser den gordiske knude, som vores mest sårbare borgere alt for længe har været snøret inde i,” siger Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i fagforbundet FOA.

Hun understreger, at det er super vigtigt, at behandlingen af misbrug og psykisk lidelse samles et sted:

”Netop fordi det er nogle af vores samfunds mest udsatte borgere, skal vi kunne stille med et fagligt relevant og helhedsorienteret tilbud. Derfor er det så vigtigt, at behandlingen af både misbrug og psykisk sygdom samles i et sammenhængende tilbud.”

Cheflæge Jakob Krarup, Psykiatrisk Center Sct. Hans, er også meget tilfreds:

“Jeg er en glad mand. Det, jeg har håbet på i fem år, er nu en realitet. Nu skal vi smøge ærmerne op og i gang. Det handler om de mest udsatte borgere. De har alt for længe ikke fået et ordentligt tilbud. Nu vil de få en integreret, samtænkt behandling,” siger han til Politiken.

Gradvis indfasning

Det nye tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser tager udgangspunkt i en faglig visitationsretningslinje, udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen med rådgivning fra en bredt sammensat, faglig arbejdsgruppe samt en ekspertvurdering af den relevante målgruppe.

På den baggrund er parterne enige om, at målgruppen for dobbeltdiagnosetilbuddet fagligt skønnes at udgøre ca. 9.200 personer. Tilbuddet indfases gradvist fra næste år – startende med den gruppe, som ikke i dag får behandling for deres misbrug. Størrelsen på den målgruppe, der flyttes fra den kommunale misbrugsbehandling, udgør 4.600 personer.

Med aftalen er parterne desuden enige om at omlægge de nuværende 114 særlige pladser i psykiatrien til 88 pladser i et længerevarende og mere fleksibelt tilbud forankret i den regionale psykiatri målrettet samme patientgruppe. Det skal sikre, at flere i praksis får en plads, eftersom de særlige pladser har haft store problemer med belægningen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det tyder på mere effektiv behandling når man skærer 26 pladser
væk, kunne man ikke have fundet ud af det for længe siden.