For fire dage siden, den 4. marts, blev kvinders ret til at bestemme over deres egen krop stadfæstet i den franske forfatning. Den første forfatning i verden, der garanterer ret til abort.

Ret til abort har man haft i Frankrig næsten lige så længe som i Danmark – det sørgede sundhedsminister Simone Weil for i 1975 – men som Simone de Beauvoir udtrykte det:

"Der skal kun en politisk, økonomisk eller religiøs krise til, før der sættes spørgsmålstegn ved kvinders rettigheder".

Så sandt. Præsident Macron begrundede forfatningsændringen med en opsigtsvækkende højesteretsdom i USA i 2022: Retten til fri abort er nu under afvikling her.

Forfatninger er vanskeligere at ændre end almindelig lovgivning. Med den nye forfatning kan kvinder i EU endnu engang se til Frankrig som foregangsland. Frankrig var dog ikke et foregangsland i forhold til kvinders stemmeret.

Mandlige, franske arbejdere fik stemmeret allerede i 1875; kvinderne måtte vente knap syv årtier mere.

Det styrkede franske kvinders stilling i familien

Fagforeningerne havde kun få kvindelige medlemmer, og socialisterne ignorerede kvinderne.

Samtidig var den franske kvindebevægelse borgerligt domineret, så kræfterne bag kravet om politisk borgerskab til kvinderne var begrænsede.

Derimod fik franske kvinder tidligt en slags økonomisk borgerret i forhold til moderskabet: Ydelser til familier har rødder tilbage fra Første Verdenskrig, og staten bistod historisk tidligt enlige mødre.

Det styrkede franske kvinders stilling i familien.

Rom-traktaten

I forhold til ligestilling på arbejdsmarkedet har vi imidlertid også noget at takke fransk inspiration for. Nemlig for artikel 119 i Rom-traktaten.

Efter nedkæmpelsen af fascismen i Anden Verdenskrig stod social retfærdighed højt på dagsordenen.

Kvinderne i Frankrig havde langt om længe fået stemmeret, og i 1946 bekræftede FN’s menneskerettighedserklæring kvinders ligeret.

Frankrig var blandt de første europæiske stater, der ratificerede denne konvention

To år tidligere var Folkeforbundets internationale trepartsinstitution, ILO, blevet vakt til live igen og vedtog som sit grundlag, at

”alle mennesker, uanset race, tro eller køn, har retten til at forfølge både deres materielle velfærd og deres åndelige udvikling under betingelser af frihed og værdighed, økonomisk sikkerhed og lige muligheder.”

I 1951 fulgte ILO principerklæringen op med en konvention, som forpligtede medlemsstaterne til at sikre lige løn til mænd og kvinder ”for arbejde af samme værdi”.

Frankrig var blandt de første europæiske stater, der ratificerede denne konvention.

Kul- og Stålfællesskabet

Frankrig var samtidig involveret i det overstatslige sektorsamarbejde i Kul- og Stålfællesskabet - og i forhandlinger om at genopbygge industri og landbrug gennem gradvis fjernelse af handelsbarrierer og fri bevægelighed for arbejdskraft imellem Tyskland, Italien og Benelux-landene: Det, der siden skulle blive til EF.

Social harmonisering var et aspekt af disse forhandlinger: ville forskelle i løn- og arbejdsvilkår landene imellem betyde noget for projektet? 

Nej, konkluderede en ekspertgruppe fra ILO i 1956 - ikke hvis de sociale forskelle var udtryk for produktivitetsforskelle. I takt med, at arbejdsdeling ville føre til produktivitetsvækst i alle seks lande, ville løn og arbejdsforhold blive forbedret.

Begrundelsen var rent økonomisk

Det ville stærke fagforeningers kollektive forhandlinger sørge for, mente eksperterne – og samtidig var ekspertgruppen overbevist om, at progressive regeringer var indstillet på at bruge de redskaber, ILO var begyndt at udvikle – blandt andet Ligelønskonventionen af 1951, og også ad lovgivningsvejen sikre sociale fremskridt.

Derfor kom der ikke nogen erklæring om sociale rettigheder ind i Romtraktaten. Traktatens ene kapitel om socialpolitik var et kompromis mellem de to hovedmodstandere: Tyskland og Frankrig.

Frankrig havde ønsket større sociale forpligtelser, men traktaten gjorde det klart, at socialt fremskridt måtte forventes at blive en sideeffekt af økonomisk vækst.

En lille smule social harmonisering kom dog med i Rom-traktaten, og det havde med arbejdstid og ligeløn at gøre – en indrømmelse til Frankrig.

Det var ikke en indrømmelse til noget princip om social retfærdighed eller ligestilling af kvinder.

Begrundelsen var rent økonomisk.

Høj bølgegang

Nogle af de regionale franske arbejdsmarkeder havde nemlig forud for krigen udviklet sig i en retning, som bragte kvinderne nærmere ligeløn.

Efter en generalstrejke i 1936 havde den franske stat - med den nye folkefronts-regering ved roret - dikteret et løft af ”abnormt lave” lønninger. Det var kvindelønninger, og kvinder fik nogle steder firdoblet deres løn. Samtidig fik både mænd og kvinder forkortet arbejdstiden til 40 timer om ugen med to ugers betalt ferie.

Efter den franske befrielse blev der i 1945 indledt trepartsforhandlinger og udstedt ministerielle dekreter, der skulle skabe orden i kaosset af forskellige lønninger på det franske arbejdsmarked.

Bølgerne gik højt i den centrale lønkommission

Man blev enige om principper og indplacering efter kategorier, baseret på faglige færdigheder. I princippet skulle en del kvinder og mænd så have samme løn...

Men nej, i praksis syntes arbejdsgiverne det var for dyrt: der måtte trækkes fra, når man var hunkøn, uanset faglighed.

Bølgerne gik højt i den centrale lønkommission, men den daværende arbejdsminister, Alexandre Parodi, tog arbejdsgivernes parti og accepterede en systematisk lønforskel mellem kvinder og mænd på 10 procent.

Regulering af konkurrencen

Det franske kommunistiske fagforbund, CGT, havde stillet krav om ligeløn tilbage i 1933. Fagbevægelsen mobiliserede, og den 10. juli 1946 underskrev en ny kommunistisk arbejdsminister, Ambroise Croizat, dekretet, der afskaffede de 10 procents forskel mellem kvinder og mænd på lønskalaen.

Den 11. februar 1950 vedtog man i Frankrig en lov, der udvidede de kollektive aftalers gyldighed på arbejdsmarkedet. Samtidig introduceredes princippet: ”Lige løn for lige arbejde”.

Da Frankrig, Italien, Benelux-landene og Tyskland påbegyndte forhandlingerne om et økonomisk fællesskab efter krigen, kunne Frankrig dermed med rette frygte for forvridning af konkurrenceforholdene i de industrier, hvor hovedparten af arbejdskraften var kvinder. Kompromiset blev artikel 119 i Romtraktaten, hvori det hed:

”Hver medlemsstat skal i løbet af den første fase sikre og efterfølgende opretholde anvendelse af det princip, at mænd og kvinder skal modtage lige løn for lige arbejde.”

Artikel 119 var altså en bestemmelse, der skulle regulere konkurrencen

Motivet for artikel 119 var altså økonomisk – det var ikke, som i FN’s og ILO’s erklæringer, forbundet med kvinders rettigheder. Ligestilling var ikke en værdi i sig selv, således om den senere skulle blive i EU.

Artikel 119 var altså en bestemmelse, der skulle regulere konkurrencen. Men den kom ikke desto mindre til at udgøre en bærende søjle i konstruktionen af en europæisk lovgivning om ligestilling og kamp mod diskrimination, som blev bygget op under Rom-traktaten i løbet af 1970’erne og 1980’erne.

Og EU-Domstolen bidrog aktivt med at forbinde artikel 119 til sociale bestræbelser og værdier - snarere end økonomiske hensyn.

Stewardesse fik kompensation

I 1976 udtalte Domstolen sig om et par sager, som oprindelig var rejst af en stewardesse, (Fr Defrenne), først mod den belgiske stat og siden mod sin arbejdsgiver, luftfartsselskabet Sabena.

Hun havde siden 1951 arbejdet som stewardesse for en lavere løn end den, mandlige kabine-stewarder havde fået. I 1968 blev hun afskediget. (Sabena havde en bestemmelse om, at kvinder ikke måtte arbejde som kabinepersonale, når de var fyldt 40 år).

EU-domstolen lagde i sin dom til grund, at Rom-traktatens artikel 119 gav ret til lige løn for arbejde af samme værdi i de lande, der var en del af det økonomiske fællesskab.

Stewardessen fik således kompensation på grundlag af artikel 119

Ligelønsprincippet måtte ifølge Domstolen gælde for de oprindelige medlemslande fra og med 1962, til trods for, at et egentligt ligelønsdirektiv først blev udsendt af EU-rådet så sent som i 1975.

Stewardessen fik således kompensation på grundlag af artikel 119, og EU-kommissionen fik hård kritik af Domstolen for ikke at have arbejdet mere aktivt for ligelønsprincippets udbredelse i medlemslandene.

Danmark blev som bekendt medlem af EF i 1972. I den offentlige debat i Danmark i forbindelse med ansøgningsprocesserne spillede hverken 40-timers ugen eller ligeløn for kvinder nogen rolle - selv om disse forhold kunne have været brugt som positive argumenter for medlemskab – al den stund, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd havde opstillet dem begge som målsætninger for den samfundsmæssige udvikling.

Her satte man for første gang ord på ligestilling som et gode

Embedsværket havde i 1962 givet EF-Kommissionens henstilling til medlemslandene i 1960 om ”gennemførelse af ligeløn inden 30. juni 1960” ord med på vejen.

Mulige problemer blev opregnet: ’forøgede produktionsomkostninger’, ’forværring af konkurrenceevnen’ og ’råderummet for den fri forhandlingsret versus behovet for lovgivning’ – alt muligt andet end uligelønnen mellem mænd og kvinder.

Ligestilling som et gode

Justitsministeriet skrev senere, (1971), en rapport om konsekvenserne for ligestillingen i Danmark af et EF-medlemskab. Her satte man for første gang ord på ligestilling som et gode.

Det franske udgangspunkt i konkurrencehensyn blev nævnt, men man fremhævede også, at ”uanset denne forhistorie” for artikel 119, måtte den opfattes som en bestemmelse, der sigtede mod en bedre social stilling for kvinderne, al den stund at endelig gennemførelse af ligeløn igen var blevet fremhævet som en central målsætning i kommissionens udkast til et socialpolitiske program. (Vedtaget i 1974).

Det drejede sig om to kvinder, som mente sig diskrimineret i forhold til mænd i tilsvarende stillinger på Danfoss

I 1975 udsendte EU-Rådet et direktiv om ”indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder”.

Ti år senere bad den faglige voldgiftsret i Danmark EU-Domstolen om rådgivning i en sag om brud på ligelønsprincippet mellem HK Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening.

Det drejede sig om to kvinder, som mente sig diskrimineret i forhold til mænd i tilsvarende stillinger på Danfoss.

Lønsystemet her indeholdt kriterier som fleksibilitet, faglig uddannelse og anciennitet, og i første omgang mente retten ikke, at HK havde bevist, at der var tale om kønsdiskriminering.

Lovgivning og politik er sammenflettede størrelser

Efterfølgende prøvede HK igen, på grundlag af statistiske oplysninger for 157 personer på Danfoss i perioden 1982-86 hvoraf det fremgik, at gennemsnitslønnen for mænd var 6,85 procent højere end for kvinder.

I sin udtalelse i 1989 gik EU-Domstolen hårdt til Danfoss. Man indførte såkaldt ’omvendt bevisbyrde’:

”såfremt en virksomhed anvender et helt uigennemskueligt lønfastsættelsessystem, har arbejdsgiveren bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgør, at gennemsnitslønnen for kvindelige lønmodtagere er lavere end for mandlige.”

Lovgivning og politik er sammenflettede størrelser.

Grund til at sende en tanke i dag

Frankrig fik artikel 119 i Rom-traktaten, og lønmodtagere og jurister bragte problemer til afgørelse hos EU-domstolen, som på sin side skubbede lovgivningen videre i retning af den ligestilling mellem mænd og kvinder, som feministiske bevægelser havde sat på dagsordenen i slutningen af 1960’erne.

Den 24. april 2023 – godt 60 år efter udløbet af EF-medlemslandenes frist for at gå aktivt ind i ligelønskampen – vedtog EU-Rådet nye regler om løngennemsigtighed. Til hjælp i kampen mod den kønsbestemte lønforskel, som vi jo ikke har fået helt has på endnu.

Der er således grund til at sende en venlig tanke til både Frankrig og EU den 8. marts.