Brande, Bukarest eller Berlin – partnervold foregår alle steder
Brande, Bukarest eller Berlin – partnervold foregår alle steder
Partnervold og partnerdrab er et europæisk og dansk problem, som vi skal gøre noget ved, mener Trine Bramsen (S) og Christel Schaldemose (S).

Ligestillingsordfører for Socialdemokratiet, Trine Bramsen og MEP for Socialdemokratiet, Christel Schaldemose
Partnerdrab er den anden mest udbredte form for drab i Danmark. Det er netop kommet frem i rapporten over drab i Danmark gennem de seneste år. 46 ud af 223 drab i Danmark i perioden 2017-2021 var partnerdrab.
Desværre ser det på ingen måde bedre ud udenfor de danske grænser. Hver dag bliver mindst 2 kvinder dræbt af deres partner eller af et familiemedlem i EU-landene.
Dette selvom en stor del af drabene kunne forebygges. Hertil kommer, at titusindvis EU-borgere hver dag udsættes for vold i hjemmet. I vores europæiske kultur bryster vi os af, at mænd og kvinder er lige.
Men når det kommer til partnervold og partnerdrab, så taler tallene over ofre desværre deres eget tydelige sprog.
Et problem på tværs af grænser
Vi kan ikke bare lukke øjnene for partnervold og partnerdrab, fordi det sker i vores nabolande. Ligesom vi heller aldrig må gøre det til et problem, som hører til bag hjemmets fire vægge.
Partnervold og partnerdrab er et samfundsproblem – og også et europæisk samfundsproblem, som bør bekæmpes på tværs af grænser. Uanset hvilket EU-land man bor i, bør man som voldsudsat opleve den samme beskyttelse mod partnervold.
Det bør være vores klare, fælles europæiske mål. Derfor fejrer vi, at den første lovgivning mod vold mod kvinder nu bliver vedtaget i EU.
Det er et stort og vigtigt skridt, som vil betyde, at kvinder overalt i Europa bliver bedre beskyttet. Men vi er ikke i mål, der er stadig meget, der kan gøres.
Voldpersoner lægger sjældent deres opførsel på en nærliggende rasteplads, når de kører over en europæisk landegrænse.
Derfor er det også et problem, at straffeattester og viden om partnervold fra myndigheder ikke følger med en voldsperson, når denne rejser eller flytter fra et EU-land til et andet. Hurtigere og mere gennemsigtig udveksling af informationer om voldspersoner vil styrke forebyggelsen, så en dømt voldsudøver ikke begår lignende kriminalitet i et andet EU-land.
Det samme gælder familiesammenføring. Det bør ikke være muligt at få familiesammenføring i noget EU-land, hvis man er dømt for partnervold eller partnerdrab i et andet EU-land.
Dele erfaringer
EU-landene er gode til at dele erfaringer, når det kommer til at minimere trafikdrab. Samme samarbejde eksisterer ikke omkring partnervold eller partnerdrab.
Derfor bør der nedsættes en europæisk taskforce, der skal hjælpe EU-landene med at udvikle de bedste redskaber til at forebygge partnervold og partnerdrab.
De kommende år vil mange flere kvinder desværre blive dræbt af deres partner
De kommende år vil mange flere kvinder desværre blive dræbt af deres partner.
Det er drab, hvoraf en stor del kunne være undgået, hvis vi satte ind tidligere ind, blandende os og delte viden. Både i Danmark. Men også i resten af EU.
Tilføj kommentar