Annonce

S-gruppeformand færdig efter TV-dokumentar: Men én ting vil han ikke svare på

Erik Swiatek vil ikke svare på om han har fået valgkamp-bidrag fra Carl Richard Christensen fra TV 2-dokumentaren ‘Den Sorte Svane’
Foto: Køge Kommune og TV 2
Erik Swiatek (S), gruppeformand, Køge Byråd og Carl Richard Christensen, skandaleramt erhvervsmand
Formanden for den socialdemokratiske gruppe i Køge, Erik Swiatek, trak sig søndag morgen som gruppeformand.

Det oplyser Køges borgmester, socialdemokraten Marie Stærke.

Erik Swiatek trækker sig som gruppeformand i kølvandet på, at han i sidste uge over for Dagbladet Køge/Sjællandske Nyheder erkendte, at det sandsynligvis er ham erhvervsmanden fra TV 2-dokumentaren Carl Richard Christensen - alias Køge-Calle - sigter til, når han i TV-dokumentaren ‘Den Sorte Svane’ omtaler en politiker på rådhuset i Køge, som han jævnligt har frokostmøder med:

Carl Christensen er en del af min omgangskreds, så det er korrekt

“Carl Christensen er en del af min omgangskreds, så det er korrekt, at jeg mødes med ham. En halv snes gange om året.”

Fredag morgen oplyste Erik Swiatek over for Netavisen Pio, at han fremadrettet ikke fortsætter sine frokostmøder med Køge-Calle:

“Det enkle og korte svar er nej. Det er ikke en mulighed,” skriver Erik Swiatek i en sms-besked til Netavisen Pio.

Da Netavisen Pio spurgte Swiatek om, om han kunne fortsætte som S-gruppeformand i kølvandet på at have erkendt en rimelig tæt kontakt med Køge-Calle - der i TV 2-dokumentaren vedgår at have vasket store pengebeløb hvide for TV 2’s muldvarp, Amira Smajic - lød svaret:

“Hvad angår om jeg kan fortsætte som gruppeformand er det en beslutning gruppen må vurdere og beslutte.”

Men søndag morgen meddelte Køge-borgmester Marie Stærke så, at hun er tilfreds med, at Erik Swiatek over for hende har meddelt, at han stopper som gruppeformand:

Det kan ikke gå, at Socialdemokratiets gruppeformand mødes så intenst med en type som ham

“Det kan ikke gå, at Socialdemokratiets gruppeformand mødes så intenst med en type som ham,” siger Marie Stærke (S) til TV 2.

Borgmesteren understreger samtidig, at hun stadig har tillid til Erik Swiatek som medlem af byrådet. Og at hun ikke har grund til at tro, at Swiatek har “begået noget som helst ulovligt”.

Tavs om mulig valgkampstøtte

Swiatek ønsker ikke at kommentere sin beslutning om at stoppe som gruppeformand nærmere over for Netavisen Pio.

Netavisen Pio har fredag og igen mandag morgen spurgt Erik Swiatek, om han har modtaget valgkampstøtte fra Carl Richard Christensen.

Det spørgsmål svarede Erik Swiatek ikke på fredag. Mandag morgen lyder svaret pr. sms:

Jeg har ingen kommentarer

“Jeg har ingen kommentarer.”

Køge-Calle deltog onsdag aften - uvidende og via skjult kamera - i TV 2-dokumentarserien, ‘Den Sorte Svane’, der i fem dele afdækker kriminalitet begået i et samarbejde mellem underverdenen og tilsyneladende fine advokater, rådgivere og specialister.

Køge-Calle er et kendt ansigt på Køge-kanten, hvor han ejer en række ejendomme. Han var medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Køge fra 2010 til 2014. Køge-Calle er tidligere filialdirektør i Jyske Bank og Roskilde Bank.

Han har også i en årrække været direktør for Herfølge Boldklub.

Det fremgår af afsnit to, at Carl Richard Christensen så udmærket kender TV 2’s muldvarp, erhvervsjuristen Amira Smajic, og at han tidligere har hvidvasket pænt store pengebeløb for hende:

Vi havde jo en deal på, at når du ville have en overførsel på 1 million, så kom du med 1,15 million kroner

“Vi havde jo en deal på, at når du ville have en overførsel på 1 million, så kom du med 1,15 million kroner, tror jeg, det var,” siger han blandt andet i de skjulte TV-optagelser, og tilbyder, at han og Amira Smajic kan lave samme model igen.

Carl Richard Christensen afviser dog kategorisk over for  Finans  at have medvirket til hvidvask og skatteunddragelse. Han skriver til mediet, at hans udtalelser i de skjulte optagelser er “fremprovokeret” af TV 2’s muldvarp.

Opdateres

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mon så Carl Richard Christensen betalte skat af hans fortjeneste på 150.000 kr., når han hvidvaskede en million?