Vi hører det igen og igen. Alle steder fra. De borgerlige siger det og ledende regeringsmedlemmer fra alle tre partier siger det: ”Vi fører den nødvendige og rigtige politik for Danmark”, ”Vi gør det fordi det er nødvendigt” og ”reformer er nødvendige for at sikre velfærden”. Man kunne blive ved i en uendelighed med at finde citater, hvor politikerne henviser til at man gør ditten eller datten for nødvendighedens skyld.

”Nødvendigheden” er blevet en helt ny ideologi i dansk politik, nødvendigismen. Man får det indtryk, at når politik er nødvendigt, så trumfer det ideer, holdninger og for den sags skyld principper.

”Nødvendigheden” er blevet en helt ny ideologi i dansk politik, nødvendigismen. Man får det indtryk, at når politik er nødvendigt, så trumfer det ideer, holdninger og for den sags skyld principper. Fordi ”det nødvendige og rigtige” er jo, som bekendt – det rigtige at gøre.

LÆS OGSÅ: Finansministerens fem fingeraftryk

Men hvem i alverden beslutter egentlig hvad der er nødvendigt og ikke nødvendigt? Er det embedsmændene? Vismændene? Politikerne selv?

Regeringen har indenfor den seneste uge fortsat sin kurs med at gå ”reform-amok”, som Statsminister Helle Thorning Schmidt (S) fik udtrykt det, da den økonomiske verdenselite for nyligt mødtes i schweiziske Davos. Tre store reformer på en uge. Man kan med sikkerhed ikke anklage regeringen for at sidde på hænderne, som Socialdemokraterne så ofte beskyldte Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen med i årene lige efter krisens indtog.

I den forgangne uges reformer har danskerne hørt det igen og igen: Regeringen sænker selskabsskatten fordi det er ”nødvendigt” hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence; regeringen vil fjerne det 6. SU-år fordi det er ”nødvendigt” at få de unge hurtigere igennem uddannelserne.; osv. Den ”nødvendige” politik er en højere sandhed.

Det handler lidt firkantet, om at være den der stiller spørgsmålet, snarere end at være den der kender svaret.

Men hvor stiller det Socialdemokratiet, når det der er ”nødvendigt” er blevet defineret af andre? Jeg er helt og holdent af den opfattelse, at for at ændre noget i politik, så handler det ligesom meget om at definere tidens samfundsudfordringer, ligeså meget som det handler om at løse problemerne. Det handler lidt firkantet, om at være den der stiller spørgsmålet, snarere end at være den der kender svaret.

Og nu kommer vi ind til kernen: Hvorfor bliver ”den nødvendige politik” opfattet som borgerlig politik? Enkelt – fordi det er Lars Løkke, der har bestemt hvad det er for et problem, der er tidens største.

Fra 2010 – midt i den største job og efterspørgselskrise – besluttede Løkke at nationens største problem var at øge arbejdsudbuddet. Efter valget har Løkke og de borgerlige defineret at det største problem for den danske konkurrenceevne er selskabsskattens størrelse og afgifternes omfang. Ergo, det er ”nødvendigt” at gøre noget ved. Regeringen gør ”det nødvendige”, men det er en nødvendighed som andre har skabt.

Ledende regeringsmedlemmer vil gerne sammenligne sig selv med de store socialdemokratiske koryfæer, som også gjorde det ”det nødvendige”. Forskellen er blot, at de store koryfæer som Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Krag, Anker og Nyrup selv havde skabt fundamentet for den politik de mente var ”nødvendig”.

I Socialdemokratiet må man i disse år gøre sig mere umage med selv at definere hvad der er nødvendigt for at Danmark skaber vækst, arbejdspladser og øger uddannelsesniveauet. Ellers er næste stop – som de borgerlige allerede har defineret – at lønnen skal sænkes. Fordi det er jo - "nødvendigt".