Simon Kvamm opfordrer de unge til at stemme, Lisbeth Zornig har sat sig i spidsen for at få de socialt udstødte til at sætte et kryds, og Monte Carlo på P3 er lige nu på kommunalvalgsturné. Hovedbudskabet er enkelt: Det er ikke vigtigt, hvad du stemmer, bare du stemmer!

Der er al mulig god grund til at forsøge at hæve stemmeprocenten til kommunalvalget. Sidste gang i København var valgdeltagelsen helt nede på 54,4 procent og på landsplan lå den på 66 procent. Cirka hver tredje stemmeberettigede dansker valgte altså at blive hjemme.

Et af argumenterne for at stemme er, at hvis ikke man gør det, har man ikke ret til at brokke sig over politikerne. Det er selvfølgelig noget sludder. Hvis man betaler skat, kan man brokke sig, alt det man vil. Uanset, om man har stemt på fjolserne oppe på rådhuset eller ej.

Men det er da klart, at det er et problem at legitimere politiske beslutninger, hvis kun halvdelen har taget del i den demokratiske proces.

Stemmesteder ud til folket
Jeg var tirsdag den 12. november til et valgmøde på McDonald’s på Nørreport i København. Familierestauranten har ydmygt stillet sig til rådighed som valgsted, så man kan kombinere cheeseburgere og chili cheesetops med et kryds på for eksempel liste A. Andre lignende tiltag gælder blandt andet de såkaldte stemmebusser.

Det skulle angiveligt få flere til at stemme.

Men det er jo ikke, fordi det er besværligt eller tidskrævende at stemme i Danmark. På den lokale folkeskole på Amager, hvor jeg selv stemmer, har jeg endnu ikke oplevet at stå i kø, de tre-fire gange jeg har stemt der.

Og har du ikke tid på valgdagen, kan man allerede nu stemme på biblioteker eller i kommunens borgerservice. Du skal ikke registrere dig, du skal ikke stå i kø, du skal bare løfte røven fra sofaen og gå ned og stemme.

Kommunalpolitik er kedeligt
Lad os dog være ærlige over for hinanden. Kommunalpolitik er ikke specielt ophidsende, og det er ikke præget af de samme ideologiske og værdipolitiske kampe, som man kender fra Christiansborg.

Dermed ikke sagt, at kommunalpolitikerne ikke træffer rigtige vigtige beslutninger. Oftest er kommunalpolitikerne (uden for Københavns Rådhus i hvert fald) besindige mennesker, der skal prioritere, om man skal have cykelstier her eller der. Eller om en halv times længere åbningstid i SFO’en skal betales med højere takster eller ændringer i normeringerne. Små ting som har betydning for en masse menneskers hverdag.

Kommunalpolitik handler altså ikke om det organisatoriske omkring selve stemmeafgivningen. Det handler om de tre år og 10 måneder, der er mellem valgene. Og dem burde man kigge på.

Kunne man for eksempel ikke give kommunalpolitikerne og de lokale parti- og vælgerforeninger noget støtte, så de kunne komme ud med deres politik mellem valgene? Kunne man ikke give penge til sekretærbistand til oppositionen på rådhusene? Så den politiske kamp ikke foregik imellem en fuldtidsansat borgmester med en administration i ryggen på den ene side og en flok glade amatører på den anden.

Måske det kunne gøre, at flere lærte deres lokalpolitikere at kende.

Give støtte til de lokale vælgerforeninger, så de kunne ansætte en medarbejder til at organisere partimedlemmer i boligområder med lav valgdeltagelse. Give partierne mulighed for at synliggøre, hvad det er, de arbejder for til daglig.

Støtte til de politiske ungdomsorganisationer, så de kunne ansætte lokale medarbejdere til at få flere unge involveret i det politiske arbejde.

En styrkelse af demokratiet koster penge. Men i mine øjne vil de mange millioner være bedre givet ud, hvis man gav støtte i de tre år og 10 måneder mellem kommunalvalgene. I stedet for, som nu, bare at bruge det hele på kampagner, hvis eneste budskab er, at man skal stemme, fordi det er vigtigt.

Artiklen er også blevet bragt på KL's hjemmeside.