Til fest hos Frank

Det startede sløvt. Med en Magnus Heunicke i dårligt humør og en ærgerlig statsminister, men som aftenen skred frem, øllene røg ned og tallene viste, at Socialdemokraterne stadig er landets største kommunale parti, blev det ganske festligt.
Facebookchat i går kl. 17.02: ”Louise, hvad er dresscoden i aften?”

Tre timer før Frank Jensens valgfest i Vega har jeg stadig ikke besluttet mig for, hvad jeg skal iklæde mig. For hvordan vil sådan nogle socialdemokrater fejre en kommunal hovedstadssejr? Jeg har aldrig været til kommunal valgfest før. Og vil det overhovedet blive en god fest? (Det her var vel at mærke, inden at Epinions ”exit-prognose” blev pillet fra hinanden…)

”Jeg vil sådan sige fredagsfin”, svarer Louise.

Fredagsfin. Okay. Så bliver det den røde kjole og et par støvler. Der er nødt til at være lidt farver på, tænker jeg. Hvis vi alle møder op i sort, bliver det for trist.

Fagbevægelsen på høflighedsvisit
”Hvad pokker Claus, er du her også? Jeg troede kun, I dukkede op, når det gjaldt folketingsvalg.”

Dansk Metals formand Claus Jensen er en af de første, jeg får øje på gennem lokalet på Vega. Dørene er lukket ind til den store sal. Det er åbenbart meningen, at festen skal foregå – indtil Frank Jensen ankommer, naturligvis – i et aflangt barlokale, som støder op til den store sal.

”Ja, ja,” siger Claus Jensen. ”Vi er altid med, når det gælder Socialdemokrater, der er på valg. Det ved du jo.”

Også den tidligere SF’er og skatteminister Thor Möger er her. Og politisk ordfører Magnus Heunicke, som er fanget mellem at nyde det festlige selskab og samtidig bekymre sig om målinger. Det ene øjeblik smiler han og giver sig selv lov til at nyde en øl. Det næste løber han rundt med rynker i panden og telefonen i hånden.

Og det er blevet sværere at passere gennem lokalet nu. Jeg kan i hvert fald ikke længere spotte Claus Jensen.

Heunicke: Det er træls
”Hvordan har du det?” spørger jeg Magnus Heunicke, som endnu engang er ved at mase sig gennem lokalet.

”Jamen, det er træls. Jeg hader at tabe til Venstre. Og sådan ser det jo ud nu, hvis vi skal tro på målingerne. Øv! Jeg hader det.”

Men Magnus Heunicke får ikke lov at stå i lang tid, før en sikkerhedsvagt kommer hen: ”Hun kommer nu.”

Stemningen er ellers god blandt de fremmødte. Gamle kammerater, nye kammerater, kærlige kammerater, Christiansborg-kammerater og frivillige kammerater mødes i en skøn forening. De sidste tre ugers intensiv valgkamp skal belønnes, hvad enten det går godt eller skidt.

”Og i det mindste holder vi stadig skansen i Aalborg, Århus og København. Så helt galt er det ikke. Odense må vi stadig afvente og se,” overhører jeg.

Sweaterjoke for 117. gang
”Der er ingen tvivl om, hvem der er vores overborgmester efter 1. januar. Det er vores Frank!”

Helle Thorning-Schmidt slutter sin tale af med tryk på vores. Samtidig åbnes dørene ind til scenen. Det er ligesom himlens porte. Det klarer lys og den friske luft strømmer ind til de overophedede socialdemokrater, der i ønsket om at høre alt, hvad deres leder siger, har oparbejdet en rumtemperatur på 45 grader. Men det er lige meget. For nu kommer Frank. Bykongen. Ham vi fester for. Iført hanstholm-strik. Eller er det en Mads Nørgaard?

”Tusind tak til alle jer frivillige. For jeres kæmpe indsats og engagement. Jeg kunne ikke have gjort det uden jer.”

Frank Jensen er rørt. Det er tilskuerne også. Alle klapper, mens de bidder sammen om ølglassene og holder dem fast med tænderne. Yes, tænker jeg. Nu kommer festen. Odense er tilmed sikret, men…

Afskedskram og ord som ”arbejde i morgen” dominerer lige pludselig lokalet. Frank har allerede forladt festen. Tilbage på rådhuset. Helle er også væk, og så jeg ikke også Wammen på et tidspunkt?

Til gengæld virker det til, at de tilbageværende ikke har bekymringer om arbejde i morgen. De vil have mere øl, og nu begynder DJ’en også at skrue op for musikken. De kan jo godt de der socialdemokrater. Nogle af dem i hvert fald.

Toiletknald og Thor Möger
Efter fem øl bliver et toiletbesøg nødvendigt. Jeg bruger lejligheden til også at tjekke Twitter, men midt i tisseriet bliver det åbenlyst, at der er nogle, som ikke er gået på toilettet for at tisse. Kvindelig stønnen breder sig i hvert fald hen over toiletbåsene.

Tilbage i baren ser jeg, at Thor Möger stadig holder ud. Jeg er nødt til at høre, hvordan han oplever sin første socialdemokratiske valgfest:

”Det er godt. Jeg er glad for at være her – på den rigtige side. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at jeg måske ikke har været med til nogle flere socialdemokratiske fester. Men sådan er det jo.”

En sidste at gå hjem på
Da klokken nærmer sig 02 begynder Vega-medarbejderne at gelejde os ud. Diskret, men bestemt. Den ene bar bliver lukket ned og lokalet halveret. De tilstedeværende består nu blandt andet af nogle unge DSU’ere på dansegulvet, mens kulturordfører Mogens Jensen, energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil og pressemedarbejder David Tarp er i gang med en større politisk diskussion.

Skærmene viser ikke længere live-tv med valgresultater. I stedet for er der et stort hvidt A på en rød baggrund. De klare skærme står i skarp kontrast til de noget trætte ansigter i lokalet.

”Toga!” råber en. ”Vi skal på Toga.” Festen skal åbenbart fortsætte på det politiske værtshus Toga Vinstue, mener nogen. Jo, nej, måske. Folk er trætte, men tilfredse. Det gik godt. S er stadig Danmarks største kommunale parti. Heldigvis. Ikke mere nedgang nu.

”Vi lukker nu!” råber bartenderen, tænder lyset og viser os ud mod trappen. Vi er alligevel så mange tilbage, at vi er i stand til at danne en mindre kø ved garderoben. Mens jeg pakker den røde kjole ind i vinterjakke og halstørklæde, bryder en dyb herrestemme ud i sang:

”Når jeg ser et rødt flag smælde…”

De omkringværende slutter sig hurtigt til, og på få sekunder gjalder det gamle Folkets Hus af arbejdersang.

De kan jo godt de der socialdemokrater, tænker jeg. De er faktisk ret gode til det, hvis bare man giver dem lidt tid. Gode til at fejre sig selv og et resultat, som gik langt bedre end frygtet.


Kommentarer fra Facebook