Dansk Folkeparti. Smag lige på det. Man får hurtige associationer af et parti af folket og for folket. Et parti, som er demokratisk opbygget og hvor alle stemmer bliver hørt og respekteret. Et parti, hvor man foragter eliten, det totalitære og det topstyrede. Sandheden er nok nærmere, at Dansk Folkeparti aldrig har været folkeligt og sandsynligvis er det mest topstyrede parti i dansk politik.

Når Morten Messerschmidt heiler i Tivoli, så følger der et rap og fingrene og ikke andet. Parties darlings bliver aldrig ekskluderet. Det er de for fine til.

Hov det mente vi ikke
Det så vi senest på valgkampens 8. dag, hvor topstyringen af partiet brød ud i lys lue kombineret med en omgang åbenlys populisme, som efterlod partiets top og i særdeleshed Søren Espersen splitterravende nøgne. Torsdag morgen foreslog partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, at der skulle indføres en punktafgift overfor engelske ord i diverse reklamer. Så lige pludselig skulle vi sige ”Jeg elsker det” i stedet for ”I’m lovin’ it” og ”Bar’ gøre det” i stedet for Nikes ”Just do It”.

Der skulle dog ikke gå mange timer inden partiets kulturordfører, som ellers er højt på strå blev banket godt og grundigt i gulvet af partiets top. Søren Espersen fungerede som bøddel. De havde hurtigt opdaget, hvor uigennemtænkt forslaget var og det bidrog også til stor morsomhed overalt på de sociale medier.

Der skulle dog ikke gå lang tid før farven på Søren Espersens ansigt blev endnu mere rød. Det viste sig, at Dansk Folkeparti selv havde foreslået punktafgiften i forhold til engelske ord adskillige gange senest i oktober 2012 og for at gøre historien endnu mere komisk. Særligt fordi både Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen selv stod som medunderskrivere.

Parties darlings nøjes med rap over fingrene
Tilbage til topstyringen og det påståede folkeparti. I januar 2015 lavede Berlingske en artikelserie med fokus på partiets styring, hvilket gav udslag i en række interessante fortællinger. Heriblandt et hav af partiets medlemmer, som var blevet ekskluderet for forskellige udtalelser og kritik af partiet. Det gennemgående var dog, at de alle var partirødder nederst i fødekæden.

For når Mogens Camre kommer med stærkt islamofobiske udtalelser, så får han en påtale og når Morten Messerschmidt heiler i Tivoli, så følger der et rap og fingrene og ikke andet. Parties darlings bliver aldrig ekskluderet. Det er de for fine til.

Til det har partiet en indpisker, som sendes landet rundt for at sætte medlemmerne på plads. Han hedder Poul Lindholm og går internt i partiet under navnet ”Poul Blod”.

Pas på 'Poul blod' kommer på besøg
Der er altså en vis ironi over, at partiet, som gang på gang forsøger sig som bannerfører for ytringsfriheden er det parti i Folketinget, hvor medlemmerne har mindst at skulle have sagt og hvor der skal mindst til for at blive ekskluderet. Samtidig med, at der følger en nøje screening af enhver, som ønsker at melde sig ind i partiet eller stille op til et valg af nogen art. Samtidig beretter adskillige tidligere medlemmer om, at personer der stiller op til hovedbestyrelsen i praksis er godkendt af hovedbestyrelsen først og ellers får man kontant at vide, at man ikke skal stille op. Til det har partiet en indpisker, som sendes landet rundt for at sætte medlemmerne på plads. Han hedder Poul Lindholm og går internt i partiet under navnet ”Poul Blod”.

Det burde stå klart for enhver, at Dansk Folkeparti aldrig har været tilnærmelsesvis tæt på folket og at partiet er dybt topstyret. Det er det seneste eksempel med Alex Ahrendtsen er et fremragende bevis på. Og når man så klokker i det, så smiler man nervøst og undskylder med, at det mente man ikke rigtigt. Im lovin’ it eller som DF vil have det; 'jeg elsker det'.

 
Tarek Ziad Hussein (f. 1992) er stud.jur. på Københavns Universitet og blogger på tarek.dk. kommentarer
’Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen