Annonce

Bred aftale om dagpengesystemet

Regeringen har i dag indgået en aftale med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om et mere fleksibelt dagpengesystem.
Regeringen har i dag indgået en aftale med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om et mere fleksibelt dagpengesystem. Også de radikale forventes at tiltræde aftalen, der lægger sig tæt op ad de anbefalinger som Dagpengekommissionen kom med i mandags.

”Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at få markante indrømmelser af regeringen, så vi tilfører nye og flere penge til vores dagpengesystem,” skriver socialdemokraternes formand Mette Frederiksen (S) på sin Facebook og fortsætter: ”Det gør, at vi nu kan sikre tryggere og mere retfærdige forhold for vores arbejdsløse.”

Aftalen betyder, at der årligt tilføres 300 millioner kroner til dagpengesystemet. I forhold til de omdiskuterede karensdage, så indføres der tre dage om året og ikke de otte som Dagpengekommissionen havde spillet ud med.

Regeringen skriver i en pressemeddelelse at aftalen betyder, at det blandt andet bliver det mere attraktivt for ledige at tage kortvarige ansættelser, ligesom der indføres en sundere incitamentsstruktur for dimittender. Det sidste betyder, at nyuddannede fremover får lidt lavere dagpenge.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

”Det glæder mig, at vi har kunnet indgå en bred aftale om et meget omdiskuteret emne. Aftalen sikrer, at det bliver mere attraktivt at tage et arbejde, og dermed har vi fået sat et vigtigt flueben og skabt ro om dagpengesystemet.”

LO: Fornuftig aftale med en enkelt tidsel
Fagbevægelsens førstemand Harald Børsting er umiddelbart tilfreds med aftalen, ikke mindst med de færre karensdage, men siger også at den lavere dimittendsats for ikke-forsørgere er en høj regning.

"Jeg er tilfreds med, at forligspartierne har lyttet til fagbevægelsen og begrænset antallet af karensdage til en enkelt dag hver fjerde måned. Vi får nu et dagpengesystem, som er mere attraktivt end det nuværende, og som understøtter det fleksible danske arbejdsmarked," siger Harald Børsting, men er som sagt ikke tilfreds med at de nyuddannede rammes.

"Dimittendsatsen for nyuddannede bør i mine øjne være højere end 71,5 pct. Vi nåede i kommissionen frem til, at 78 pct. var rimeligt. Det er naturligvis sympatisk, at der ikke ændres ved dimittendsatsen for forsørgere. Men jeg synes, sondringen mellem forsørgere og ikke-forsørgere er uhensigtsmæssig. Den sondring hører ikke hjemme i dagpengesystemet," slutter LO-formanden.

De nye dagpengeregler vil efter planen træde i kraft 1. januar 2017.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet