Hvad får egentlig en midaldrende og i offentligheden ukendt mand til at skrive en selvbiografi? var min første tanke, da jeg fik Erik Herss’ selvbiografi ”Fra rod til rose” i hånden.

Måske, tænkte jeg, er det det samme, som får folk til at stille op i X-Factor. Fredag efter fredag møder vi de håbefulde teenagetroubadourer, der krænger flødebollepop ud til Statsradiofoniens seere.

Erik Herss’ selvbiografi er X-Factor i ordets smukkeste og ikke-nedladende betydning. Det er upoleret og utrænet og præget af amatørens momentvise famlen efter retning. Men hvis man evner at se igennem, at facaden ikke er poleret, står der noget så sjældent som et menneske med noget på hjerte.

Fra Rod til Rose er grundlæggende delt op i tre dele. Den første, der handler om Herss’ opvækst og ungdom først som arbejderbarn i København og siden som fodsoldat, da arbejderfronten rykkede over Vestvolden og indtog den nybyggede københavnske vestegn. Den anden del, der handler om Herss’ arbejdsliv og særligt tiden i FOA. Og den sidste del, der er en slags samfundskritisk essay og afslutning.

Herss’ opvækst bliver forklaret gennem en række enkeltstående historier eller anekdoter. Anekdoterne er hyggelige og til tider morsomme – lidt som at møde en mand på et værtshus, der over et par guldøl fortæller røverhistorier fra gamle dage. Det tog lidt tid for undertegnede at forstå, at der ikke var noget overordnet formål med de mange historier, men at selve historierne var formålet i sig selv.

I delen om Herss’ arbejdsliv er særligt tiden i FOA interessant. Erik Herss beskriver det, han selv opfatter som en kommunistisk overtagelse af FOA, hvor en række tidligere DKP’ere med formand Dennis Kristensen i spidsen satte sig på magten i forbundet og ifølge Herss uddelte ledende poster til partikammerater. Herss beskriver også, hvordan Dennis Kristensen efter Herss’ opfattelse kørte sin egen skjulte dagsorden ved SOSU-konflikten og fik spillet forskellige offentlige medarbejdergrupper ud mod hinanden.

Herss’ syn på udviklingen i FOA – et af Danmarks største fagforbund – er interessant og læsværdigt, fordi han oplevede det selv. Det er unikt i den forstand, at Herss forsøger at rive maskerne af den kommunistiske infiltration, som han mener er til skade for de offentligt ansatte.

I bogens afslutning gennemgår Erik Herss samfundsudviklingen på en række punkter. Genremæssigt og metodisk falder afsnittet lidt uden for rammerne af resten af bogen. Erik Herss’ overordnede pointe er, at samfundet har udviklet sig til en kombination af en kapitalistisk profitjagt og en marxistisk/stalinistisk udslettelse af individet. Det enkelte menneske – siger Herss – har kun en værdi, der svarer til den profit, der kan skabes i økonomisamfundets hamsterhjul.

Et markant synspunkt, der måske er skærpet så meget, at man ender på et overdrev. Men Herss argumenterer stærkt og stringent for sit synspunkt, og man sidder som læser tilbage med rigeligt at tænke over.

Fra Rod til Rose bærer til dels præg af, at det ikke er en trænet, skolet, uddannet forfatter, der står bag. Men den manglende røde tråd, det udefinerbare formål med anekdoterne og genreforvirringen bliver opvejet af, at Herss i modsætning til så mange andre har noget på hjerte. Han brænder for at komme ud med sine budskaber. Den autencitet er lige så forfriskende, som den er sjælden – i denne X-Factor-tid.