Netavisen Pios fællesskabskanon

Individets selvrealisering er i for høj grad blevet omdrejningspunktet for både samfunds- og kulturlivet. Derfor har Netavisen Pio lavet en fællesskabskanon, der hylder litteratur, hvor fællesskabet er rammen for menneskers samvær.
Politik er ikke alene lovforslag og budgetter. En politisk vision for en samfundsopbygning må også slå rod i folks sind, hvis resultaterne ikke bare skal være af flygtig karakter. Man kan ikke adskille kampen for et fælles velfærdssamfund fra ønsket om, at mennesker også i deres daglige virke indgår i stærke fællesskaber. Derfor er det afgørende for en politisk bevægelse at have en kulturel vision.

Man bliver en fattig politisk kraft, hvis man kun har politiske forandringer til mønt og hånd. Der skal også være kulturel forandring til pynt og ånd.

Mere end nogensinde lever vi i individets tidsalder. De store, folkefællesskaber er under pres, og kulturlivet er blevet en ledsaget vandring ud i individets selvrealisering. Fra kriminalromaner, hvor en enkelt persons genialitet fanger forbryderen til tv-seriers nedladende syn på lønmodtagerne, er det individet, der er rammen.

Dels skaber det en usand kultur. Hvor mange af os har egentlig klaret noget nævneværdigt på egen hånd uden at indgå i en eller anden form for fællesskab? Dels skaber det et forkvaklet samfundssyn, hvor fællesskaberne bliver presset til fordel for individet.

Hvis fællesskabet fortsat skal være omdrejningspunktet for samfundet og for den menneskelige interaktion, må vi sikre os, at fællesskabet og samværet mellem mennesker igen får en fremtrædende plads i dansk kulturliv.

Det er i dét lys, Pios fælleskabskanon skal ses.

Kanonen skal ikke forstås som en dannelsesguide. Den menneskelige dannelse skabes i samværet med andre – ikke ved at læse særlig udvalgt litteratur.

Kanonen skal derimod tjene som eksempler på litteratur, der taler fællesskabets, menneskeværdets og den sociale indignations sag. Litteratur der af den grund er værd at læse eller læse igen, og som måske kan inspirere andre forfattere til at give fællesskabet en større og vigtigere rolle i deres litteratur.

Ved udvælgelsen af værkerne i kanonen, har vi ikke nidkært gennemgået forfatterens politiske synspunkt. Det afgørende er, at litteraturen taler fællesskabets sag.

Dog er litteratur skrevet af forfattere, der hviler på et ikke-demokratisk grundlag siet fra. Andersen Nexø, Kirk og Bergstedt har eksempelvis hver især begået læsværdig litteratur, men det er ikke nærværende netavis’ opgave at fremhæve eller hylde anti-demokrater. Vi har i kanonen kun medtaget prosa-værker.

Vi vil frem mod sommer løbende beskrive hvert af værkerne i kanonen.

Pios fællesskabskanon er som følger:
Henrik Pontoppidan – Ørneflugt, 1894
Jeppe Aakjær – Vredens Børn, 1904
Nils Nilsson – Dokken, 1933
Mogens Klitgaard – Der sidder en mand i en sporvogn, 1937
Tove Ditlevsen – Barndommens Gade, 1943
Vita Andersen – Hold kæft og vær Smuk, 1989
Jan Sonnergaard – Radiator, 1997
Jonas T. Bengtsson – Submarino, 2006

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce