Fællesskabet bør spille en større rolle i dansk kultur. Derfor har Netavisen Pio lavet en fællesskabskanon over litteratur, hvor fællesskabet er det bærende element. Tove Ditlevsens Barndommens Gade fra 1943 er det femte værk i vores kanon.

Derfor er Barndommens Gade med i fællesskabskanonen
Alene for sin beskrivelse af et københavnsk arbejderkvarter i 30’erne kunne Barndommes Gade komme i betragtning til fællesskabskanonen. Ditlevsens distancerede beretning om de vesterbroske fællesskaber og udenforskaber, de skæve eksistenser og den varmende solidaritet er blandt socialrealismens bedste. Den er smuk i sin spartanske form. Den er rå uden at være brovten, den er kærlig uden at være slumromantisk. Den er håbefuld og pessimistisk, den er levende, og den er eviggyldig.

Det ville dog være en devaluering af romanen at dvæle ved miljøbeskrivelsen alene. En god miljøbeskrivelse kan enhver damebladsskribent lave, hvis vedkommende blot gør sig umage og kender det miljø, der skal beskrives.

Barndommens Gade hæver sig op for mængden, fordi den beskriver det famlende, usikre individ, der knapt tør følge en vej i livet af frygt for, hvad der venter. Det er en førstehåndsberetning om ungdommens usikkerhed, hvordan det store livsfællesskab nogle gange kan være så skræmmende i al sin uendelighed.

Barndommens Gade er en skildring af, hvor kort der i ungdommens og det tidlige voksenlivs sind kan være mellem drømme og frygt. Og det er en kulturel huskekage ikke mindst til Socialdemokratiet om ikke kun at kæmpe for stadigt bedre levevilkår for den brede befolkning. Vi skal også være drømmefangernes parti, der omfavner menneskets usikkerhed og gør den til en spirende fremtidstro.

Det handler Barndommens Gade om
Barndommens Gade handler om pigen/kvinden Esther, der vokser op i bageste baggård på Vesterbro i København i 30’ernes krisetid. Og i bedste socialrealistiske stil kunne vi sådan set stoppe der. For handlingen er dybest ikke udefrakommende begivenheder, men Esther selv og hendes transformation fra barn til voksen i et miljø, der på én gang er fraværende og eskapismeundertrykkende.

Vi følger Esthers families daglige kamp for at få enderne til at mødes, vi oplever Esthers tryggende skam over at tilhøre samfundets bund, og vi møder stoltheden ved at tage vare på sig og sine. Vi følger med i Esthers dagdrømmerier om en verden udenfor, hvor tingene er mulige og pengene mange. Vi kommer ind i sindet på en ung pige og følger hende på rejsen mod en voksen kvinde.