Det er åbenbart kommet på mode at stifte sit eget parti i disse tider, men ved læsning af Jørn ‘Jønke’ Nielsens spage programerklæringer samt påstande om, at han vil være ”den ærlige på Tinge”, er det nu forbløffende at måtte konkludere, at han overgår de andre nye partier i tomme paroler.

Det helt skøre med Jørn ‘Jønke’ Nielsen var dog, at lovforslaget om genindførelse af en art blasfemilov ifølge ham var helt fjong, for han var godt nok træt af Rasmus Paludan, som han mener er fej, fordi han altid er omgivet af politibetjente, når han laver sine koranafbrændings-sessions.

Her svarede Rasmus Paludan, at han da godt vidste, at han ville blive gennembanket, hvis han troppede op uden beskyttelse, men at ægte fejhed da var at troppe op ude foran et andet menneskes hjem, bevæbnet med et skydevåben, som man så benytter til at nedskyde denne, mens ofrets kone ser på.

Her henviste Rasmus Paludan til Jørn ‘Jønke’ Nielsens bestialske mord på præsidenten for rockergruppen Bullshit i 1984, Henning Norbert Knudsen, også kaldet Makrellen.

Om vi i 2024 skal have mulighed for at stemme på en mand, der har myrdet en anden mand og aldrig fortrudt, og som for øvrigt samtidig mener, at de værste mennesker er dem, der agerer stikkere for politiet, ja, det må tiden jo vise.

Under alle omstændigheder fik vi et forbud mod afbrænding og anden form for skænding af hellige skrifter

Det er i hvert fald skøre tider, rent politisk, hvor Donald Trump stiller op igen til USA's præsidentvalg i år, Vladimir Putin fører krig mod Ukraine og Israel er i gang med en omfattende gengældelseskrig mod terrororganisationen Hamas.

Under alle omstændigheder fik vi et forbud mod afbrænding og anden form for skænding af hellige skrifter og symboler, en lov, der kan ende med at ramme kunstnere.

I den forbindelse blev William Friedkins berømte horrorfilm, ’The Exorcist’ fra 1973, bragt op som et eksempel på et kunstværk, der ville være forbudt at publicere i dag.  

Filmene

William Friedkin var en af de helt store filminstruktører, som vi måtte sige farvel til i 2023. Hans betydning kan ikke overdrives.

På filmfronten glimrede Danmark ganske vist ikke i 2023. Det var faktisk et lidt skuffende år, med Nikolaj Arcels ’Bastarden’ som en undtagelse.

Den handler om det første spæde forsøg på at opdyrke Heden, men er ellers helt igennem fiktiv. Rammefortællingen er dog specifikt langt i året 1755 og fremefter.

Det er en ganske fin film, der nok kan imponere, også i udlandet. Alligevel tror jeg ikke, at den vil vinde de helt store priser, selvom den har formatet, ligesom Ridley Scotts ’Napoleon’, der foregår et halvt århundrede senere, og som blandt andet er blevet kritiseret for at være en kende for fiktiv.

Det er bare som om, at vi aldrig bliver færdig med Anden Verdenskrig

På den internationale scene var Christopher Nolans ’Oppenheimer’, der handler om ”Atombombens fader”, en af de helt store, positive overraskelser.

Den landede samtidig med filmen Barbie, og blev et stærkt omtalt fænomen, Barbenheimer, men jeg må ærlig talt indrømme, at Barbie for mig at se var noget værre juks.

Filmen’ Oppenheimer’ og filmen ’The Zone of Interest’, der får premiere i begyndelsen af januar i Danmark, handler begge om Anden Verdenskrig. ’The Zone of Interest’ handler om Rudolf Höss, der var øverste leder i Auschwitz, og som levede med sin kone og børn lige op af muren ind til lejren.

Det er bare som om, at vi aldrig bliver færdig med Anden Verdenskrig, og både faren ved atombomben og antisemitisme synes igen og igen at være en trussel imod verdensordenen. Det er blandt andet derfor at disse to films aktualitet og succes er så overraskende og kærkomne.

For øvrigt er det interessant, at Edward Bergers filmatisering af Erich Maria Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’, en antikrigsroman om Første Verdenskrig, blev overordentlig vel modtaget til de mange prisoverrækkelser i år.

Samtidig er det forbløffende hvor forskellige ’Intet nyt fra Vestfronten’,’ Oppenheimer’ og ’The Zone of Interest’ faktisk er.

De er alle meget særprægede og eksperimenterende film, og kan derfor ikke klandres for, at deres succes alene hviler på tematikken. Som film er de alle stilfornyende, hvor lydsiden udgør en stor del selve plottet.  

Meget tyder på, at nye tider med nye krav er under opsejling

Det var også interessant at konstatere, at en film som den sidste i rækken af ’Mission Impossible’ nærmest druknede i ’Oppenheimers’ succes. Især fordi 2023 også var året hvor Marvels masseproduktioner med superhelte i deres multiverser oplevede et kommercielt knæk.

Meget tyder på, at nye tider med nye krav er under opsejling, og at de gamle formler er ved at miste deres kraft.

Af året dokumentarfilm er det værd at nævne især to: Laura Piotras dokumentarfilm om fotografen Nan Goldin, ’All The Beauty and the Bloodshed’ tematiserer Amerikas opioid-krise, hvor lægeordineret medicin har ført til ekstremt mange dødsfald og narkomani.

Krisen er forårsaget af den stenrige Sackler-familie, der har produceret medikamentet Oxycontin, og som samtidig er blevet anerkendt som filantropiske bidragsydere til kunstmuseer verden over.

Nan Goldin har deltaget aktivt i et utal af aktioner mod familiens hvidvaskning af deres navn, samtidig med, at mange af hendes venner og bekendte er blevet afhængige af stoffer. Det er desværre en krise, der også er kommet til Danmark.

Den anden fuldkommen spektakulære dokumentarfilm fra 2023 er den norske instruktør Margreth Olins ’Songs of Earth’, hvor hun portrætterer sine forældre, der lever i en norsk bygd. Det er storslåede billedmageri, og man forbløffes over, at den slags smukke steder virkelig findes.

Men Margreth Olin er bestemt ikke den eneste nordmand, der gør sig gældende i disse tider. Det gør forfatteren Jon Fosse også, der fik årets Nobelpris i litteratur. Det er ikke kun Karl Ove Knausgård, der evner at fange hele verdens opmærksomhed fra Norge, og ej heller alene Jon Fosse.

En forfatter som Carl Frode Tiller er også en verdensstjerne, eller burde i hvert fald være det. Hans roman, ’Flugt’, der udkom på dansk i år, er intet mindre end blændende og eksperimenterende på en forbløffende facon.

’Flugt’ var klart en af dette års bedste læseoplevelser, der blandt andet sætter spot på det af miste sit barn.

Bøgerne

På det litterære felt gik det en hel del bedre end på filmfeltet i Danmark. Flere udgivelser glimrede og var klart store læseoplevelser.

Her skal i hvert fald nævnes Helle Helles ’Hafni fortæller’, om den midaldrende kvinde i krise, der tager på et smørrebrødsroadtrip. Ja, det lyder skørt, men det er dælme skøn læsning, og Helle Helle skriver så forbandet godt og unikt.

En kende mere prosaisk, men også klart læseværdig, er Kim Blæsbjergs ’De bedste familier’, en familiekrønike, der handler om fabrikken Cheminova. Det er et stykke Danmarkshistorie, og Kim Blæsbjergs formår virkelig at spinde det helt store historiske netværk ud over fortællingen.

Romanen tematiserer opbygningen af velfærdsstaten, men også dennes pris og bagside. Romanen blev også positivt modtaget, og har samtidig også solgt overordentlig godt.

Mange internationale udgivelser kunne også nævnes, men her nøjes jeg blot med en

Sidst, men ikke mindst, skal også nævnes Kristian Bang Foss’ modige roman, ’Manden der bar solen’. Det er på mange måder en fuldkommen vild roman om bronzealderen, der på papiret kunne gå galt på så uendelig mange måder.

Men det gør denne roman faktisk ikke, og Kristian Bang Foss balancerer med sproget, så det ikke virker kunstlet, men som om, at det passer til denne fjerne datid, hvor underligt det ellers må lyde, eftersom vi ikke ved meget om den periode i historien.

Det er som om, at Kristian Bang Foss har en øresnegl koblet til fortiden, sådan at datidens tro på guder og ånder virker dagligdags, samtidig med, at hans formidable evne til at skildre landskaber og relationer mellem mennesker gør, at romanen alligevel går op i en højere enhed. Det er et af dette års helt store litterære bedrifter.

Mange internationale udgivelser kunne også nævnes, men her nøjes jeg blot med en. Det er David Granns ’The Wager’, der handler om den britisk-spanske krig i 1700-tallet. Egentlig er det ikke en roman, men den er alligevel skrevet som en sådan.

At læse om datidens liv på skibene, om krigen og om de mennesker, der blev tvunget med på sådanne farefulde rejser, er så uendelig meget mere interessant og vildt, end at se tv-serier, såsom ’Alene i Vildmarken’.

Dødsfald

Vi måtte også sige farvel til mange i 2023. Her skal blot nævnes fire danskere, som jeg selv bed mærke i: Peter Belli, Søren Krarup, Hejremanden, Henrik Nordbrandt. En musiker, en politiker, et fænomen og en digter.

De har, hver især, sat deres helt særlige præg på Danmark, ja, også Hejremanden, der for alle københavnere, der frekventerede Frederiksbergs Have, var kendt for at være ham, der fodrede hejrene, der kom helt hen til ham, når han kaldte på dem.

Peter Belli var i grunden bare en kopist, der sang danske versioner af amerikanske og engelske sange, men var samtidig et fænomen, der bragte pigtrådsmusikken til Danmark, og som samtidig formåede at fortolke sange sådan, at det nærmest patetiske, som man ellers kun kender fra amerikanske countrysange, faktisk fik en noget nær værdig stemme.

Apropos countrymusik, så var 2023 også året, hvor denne genre blev en del af den kommende amerikanske valgkamp. Hele to countrysange nåede til tops på den amerikanske pop-hitliste, alene fordi de kunne bruges politisk af den yderste højrefløj.

Han levede livet på kanten med heftig druk og stofmisbrug

Oliver Anthony, der tidligere var totalt ukendt, fik et megahit ved at kritisere folk, der er på overførselsindkomst.

Men først og fremmest var 2023 et musikalsk efterår for Irland. Både Shane MacGowan og Sinéad O’Connor sagde farvel.

Shane MacGowan var forsanger i det irske folkemusikband, The Pogues, og deres bedrift bestod i, at de tilførte denne traditionelle genre et strejf af punk. Han levede livet på kanten med heftig druk og stofmisbrug, og med både stor succes og lige så store fald.

Det lykkedes Shane MacGowan at skabe et af nutidens allerstørste julehits, der også i år lå i toppen af de mest spillede.

Men Shane MacGowan levede som sagt et meget hårdt liv. Han havde alligevel stor respekt omkring sig, og mange andre store musikere har gennem tiden forsøgt at genrejse ham fra sumpen, blandt andet Nick Cave, der i 1992 indspillede ’What A Wonderful World’ sammen med ham.

Også Sinéad O’Connor var noget helt særligt, der samtidig levede et usædvanligt omskifteligt liv med mange bump på vejen. Med monsterhittet, fortolkningen af Prince’ Nothing Compares To U’ fra 1990, blev hun en absolut verdensstjerne.

Det var året efter Murens Fald, og festen var allerede forbi, og måske netop derfor var tårerne, som hun fældede, og den heftige kvindekamp, som hun siden kæmpede så inderligt i, så tidssvarende.

Den er provokerende og stærkt eksperimenterende

Verden af i går synes i hvert fald at være under afvikling. Den kommer tilbage igen, som vi ser det med filmene om Anden Verdenskrig, men lige nu forsvinder noget af fortiden markant for os.

Matthew Perry døde også i år. Han var især kendt som Chandler Bing i den sejlivede sitcom ’Friends’, der nærmest er symbolet på selve årtusindskiftet.

Det skrev for eksempel Theis Ørntoft i sin roman fra i år, ’Jordisk’, der desværre skuffede. Men i Sam Esmail's film, ’Leave The World Behind’, der fik premiere på Netflix, er afskeden med Friends et helt centralt tema.

’Leave The World Behind’ er på mange måder en rigtig god - og meget underlig - film. Den er provokerende og stærkt eksperimenterende, men omtrent hundrede gange bedre end Wes Andersons eksperimenterende miniserie, der også har haft premiere på Netflix.

Måske også fordi ’Leave The World Behind’ helt eksplicit handler om et farvel til en virkelighedsopfattelse, der vitterligt ikke er til at skimte mere?

For i grunden er der ikke meget, der i den grad trænger sig på, og det i stigende grad, som årene går, som klimaproblematikkerne. Det skaber brydninger og rystelser i landbruget og i vores opfattelse af os selv.

Det er også derfor, at det igen i år er værd at huske på, at megen rigtig god og vigtig litteratur handler om netop disse problemer.

Her glimrede blandt andet oversættelsen af Dave Coulsons ’Den tavse Klode’, der så pædagogisk redegør for de trusler, som især insekterne, men også hele det biologiske system, er udsat for.

Jeg er overbevist om, at vi ikke har hørt det sidste ord om den sag

Den svenske forfatter, Patrick Svensson, der har skrevet en særdeles god bog om havet, bør også nævnes her.

Det helt særlige ved disse bøger, der handler om helt eksakte problematikker, er deres formmæssige strategi, hvor det på en samme tid er en litterær nydelse af læse, samtidig med, at det videnskabeligt og historisk er betydelig videregivelse af viden.

Men først og fremmest må den danske forfatter, Mathilde Walter Clark, her nævnes, for hendes bog om minkskandalen, ’Det blinde øje’, blev - mildest talt - modtaget med storm. Det er en fremragende, spiddende og næsten satirisk gennemgang af især mediernes og landbrugets formidling af sagen, så selve minken - og den aktuelle kontekst - næsten blev glemt.

Jeg er overbevist om, at vi ikke har hørt det sidste ord om den sag, og denne særdeles læseværdige bog.

Sidst men ikke mindst vil jeg pointere, at min favorit i år var oversættelsen af A.J Bakers ’Vandrefalken’ fra 1967.

Bogen har fuldkommen bjergtaget mig, og selve genre, Nature Writing, har jeg været særdeles optaget af i år. Med klimakrisen og biodiversitetskrisen, der samtidig også synes at være en mere omfattende, eksistentiel krise, er det vederkvægende og opløftende at læse litteratur, der beskæftiger sig med at forstå og beskrive naturen mere vildt og mere intenst.

Nature Writing vil nok ikke redde verden, endsige sætte en stopper for de mange krige, men det er et felt, der synes at vokse i popularitet, og som for mig at se er så uendelig meget vigtigere og mere spændende, end identitetskriser som centrale tematikker i litteraturen, om så det er klasse, køn, race eller seksualitet, der er på dagsordenen.

Det er i hvert fald derfor, at kulturen altid er vigtig

På en måde virker disse identitetskampe som navlebeskuende, og det bliver ligesom overeksponeret, grundet krigen i Israel og Palæstina, hvor værdikampen i dag, tusindvis af kilometer fra kampene, pludselig af blusset op, så alt for mange sidder derhjemme i deres sofaer og har en mening om korrekt krigsførelse samt retten, eller mangel på samme, til at dræbe mennesker.

Disse mange kriser er, som alle burde kunne indse, ikke ukendte for kulturen. Den behandler de bagvedliggende mekanismer, og den beskæftiger sig med mulige, fremtidige scenarier.

Måske det er grunden til, at en genre som science fiction igen er blevet populær, fordi fremtiden ikke synes mulig at forudsige.

Det er i hvert fald derfor, at kulturen altid er vigtig. Det er blot et spørgsmål om at kunne navigere i dette uendelige hav af ligegyldigheder, som det meste kultur faktisk er, og spotte perlerne, der kan forandre det hele, eller i hvert fald dig selv.

I ønskes alle et rigtig godt nytår!