Det kan i grunden undre, at atombombens tilblivelse og sprængning i dag er blevet så central en begivenhed. Måske på grund af krigen i Ukraine. Eller måske fordi at atomenergi som ressource er blevet et alternativ igen.

Det kan imidlertid ikke forklare hvorfor den amerikanske succesforfatter, Cormac McCarthy, endte med at skrive to romaner om Manhattan Projektet, matematikken og atomfysikken, idet han har arbejdet med disse romaner i mere end tyve år. Det er blot tilfældet, at udgivelsen af dem var sidste år, og at han nu er død.

Måske filminstruktør Christopher Nolan har været inspireret af nutidens krise og fare for anvendelse af atomvåben igen, men det er tvivlsomt, for filmen ’Oppenheimer’ er snarere en kulmination og afslutning på et større projekt, som han har arbejdet på i mange år.

Forandrede verden

Om filminstruktør Wes Anderson har haft nutiden i tankerne, da han lavede sin film, ’Asteroid City’, der fik premiere i år, er også vanskeligt at afgøre.

Mest ligner denne et absurd teaterstykke, opført foran biografen Palads, med pastelfarverne som eneste ledetråd og med små atomprøvesprængninger i horisonten.

Hvis man skal sige noget positivt om Wes Andersons film, der foregår i Los Alamos, hvor Manhattan Projektet foregik, så er det at den arbejder med konspirationsteorier, hvor ufoer og aliens optræder og fremstilles i dette absurde univers, hvor virkeligheden synes umulig at tage seriøs.

Opfindelsen af atombomben er og bliver en verdensbegivenhed, der forandrede verden

Hemmeligholdelse og løgne, i forbindelse med tilblivelsen af verdens første atombombe, kan på mange måder godt anskues som startskuddet til nogle at vor tids mere vilde konspirationsteorier, hvor den amerikanske regering angiveligt skulle lyve om nærkontakt med aliens.

Christopher Nolans ’Oppenheimer’ er af en helt anden støbning end Wes Andersons komedie. Den fremstår eksakt, og den er også blevet kritiseret for at være en slags undervisningsfilm med musikvideo-lignende indslag.

Dette er imidlertid ikke tilfældet, fordi historien er stærkt vinklet og meget er udeladt. I hvert fald er filmen alvorlig og med et budskab, der er umiskendeligt: Opfindelsen af atombomben er og bliver en verdensbegivenhed, der forandrede verden.

Kulminationen

Det er i grunden underligt, at Christopher Nolans mesterlige film, ’Tenet’, og til dels også ’Interstellar’, blev modtaget lunkent. Det er kringlede film, der har det til fælles, at de omhandler fysikken, og de bygger på nutidens mest komplicerede ideer om virkelighedens beskaffenhed.

Filmen ’Inception’, der fik fremragende anmeldelser, handler om menneskets psyke og bevidsthedens labyrintiske kringelkroge, hvor opfattelsen af især tid, men også rummet, er relative.

Her udfoldede Christopher Nolan for alvor sin idé om, at fortællinger ikke nødvendigvis er lineære eller kausale. Det eksperimenterede han også med i sin debutfilm, ’Memento’, hvor kronologien konstant går både frem og tilbage.

Der er også en forbindelse til hans mesterlige og banebrydende Batman-trilogi

’Memento’ og ’Inception’ handler om vor bevidstheds plastiske og manipulerbare beskaffenhed, hvorimod ’Interstellar’, ’Tenet’ og ’Oppenheimer’ handler om fysik og matematik. Som visuelt og narrativt konstruerede fortællinger er de vanskelige at skelne fra hinanden.

Der er også en forbindelse til hans mesterlige og banebrydende Batman-trilogi, sådan rent visuelt, fordi en virkelighed, hvor tiden er relativ og rummet ustabilt, på mange måder åbner en breche for superheltenes kræfter.

’Oppenheimer’, set som kulminationen på Christopher Nolans tidligere film gør, at den fremstår som en fuldkommen overbevisende fortælling om vor tid, der for længst er rendt fra størstedelen af menneskehedens virkelighedsopfattelse.

Kapløbet

Filmen handler, helt konkret, om videnskabsmanden J. Robert Oppenheimer, der stod som koordinator og videnskabelig ansvarlig for Manhattan Projektet.

I filmen får vi indblik i kapløbet mellem tidens videnskabsmænd, hvor selve gennembruddet vil blive afgørende for verdenskrigens afslutning og derfor også hvorledes fremtiden vil tage sig ud.

’Oppenheimer’ er betydelig - og genial - fordi den ligestiller selve bombens sprængning med kvantefysikkens gennembrud. Udviklingen af bomben ramte matematikken, fysikken og filosofien så radikalt, at man med rette kunne tale om en kopernikansk vending.

En vending, som flertallet aldrig har forstået. Da præsident Harry S. Truman skulle hylde Oppenheimer efter bombningen af Hiroshima og Nagasaki, sagde han, at Oppenheimer havde besejret fjenden med ”universets basale kræfter”.

Resultatet af sprængningen af bomben og dens psykologiske efterskælv blev også startskuddet til opgøret med positivismen

Hvor basalt det end måtte forekomme, er teknikken og videnskaben bag atombomben langt fra enkelt at forholde sig til. Tænk blot på hvor radikalt accelererende videnskaben skred frem i disse årtier, med relativitetsteorien, erkendelsen af inkommensurabilitet, ufuldstændighederne i teori, atomspaltning, sorte huller og tiden som en ekstra dimension.

Fra Einstein over Bohr, Heisenberg, Gödel og frem til Oppenheimer blev verden, som vi mente at kende den, fuldstændigt skudt i grus.

Resultatet af sprængningen af bomben og dens psykologiske efterskælv blev også startskuddet til opgøret med positivismen som videnskabsteoretisk grunddisciplin og diskursteorier og magtkritik vandt frem.

Jagt på kommunistiske medløbere

De nye kritiske teorier, der var fostret under verdenskrigen, gjorde intet for at forklare eller anskueliggøre fysikkens eller matematikkens gennembrud. Siden er især filosofien forvitret og gjort overflødig, overfladisk og latterlig. Det er i sig selv en kæmpe katastrofe.

Måske dette skifte, hvor de humanistiske videnskaber mistede forbindelsen til fysikken og matematikken også er grunden til, at vi i dag ikke rigtig ser filosoffer, der har gode bud på alternative energiformer, eller reelle løsninger på de naturkatastrofer, vi står overfor i dag.

Under alle omstændigheder er det et paradoks, at det var samarbejdet under tilblivelsen af atombomben, der skabte succesen, men også en nærmest total splittelse, videnskabsgrene imellem, mange årtier efterfølgende.

Videnskabsmænd, der arbejdede for deres regeringer, blev anset som kollaboratører

I Christopher Nolans film bliver denne mere ideologiske kamp eksponeret i den Kolde Krigs indtog, hvor Oppenheimer blev ofret i McCarthy-processerne, hvor man paranoidt ledte efter kommunistiske medløbere overalt i det amerikanske samfund.

Afviklingen af krigen førte til atomkapløbet og ideologiernes tidsalder var født.

Videnskabsmænd, der arbejdede for deres regeringer, blev anset som kollaboratører, eller i hvert fald som suspekte, og denne tilknytning blev grundlæggende et ærinde for tidens nye systemkritikere, der endnu i dag dominerer human- og socialvidenskaberne.

Rost af videnskabsfolk

Christopher Nolans samarbejde med fysikere og videnskabsmænd er essentiel for hans mange film om tid. En film som ’Interstellar’ er blevet rost af videnskabsmænd, fordi den mimer de abstrakte teorier så nøjagtigt.

Det samme kan man sige om ’Tenet’, hvor Christopher Nolan for første gang beskæftigede sig eksplicit med Oppenheimer. ’Tenet’ er en sci-fi fortælling, hvor en fremtidig Oppenheimer løser gåden om tidens reversibilitet, og krigen mellem nutiden og fremtiden opstår.

Alligevel er både Michel Houellebecq og Christopher Nolan succesfulde

Mange af tidens store forfattere har faktisk fattet radikaliteten, men deres tanker omkring netop det bliver negligeret.

Tag for eksempel forfatteren Michel Houellebecq, der mener at hele det tyvende århundredes litteratur blot er en gentagelse af det nittende århundredes, og at sci-fi-litteraturen var den eneste gangbare, fordi den beskæftiger sig med videnskabens fremsyn og brud med tidens virkelighedsopfattelse.

Alligevel er både Michel Houellebecq og Christopher Nolan succesfulde, men det er mere på trods af deres ideer, end fordi de eksperimenterer med dem.

Går ud over vores forstand

Sprængningen af atombomben og kvantefysikkens opdagelse er begivenheder i verdenshistorien, der har så kolossalt et gennembrud, at det endnu ikke har indhentet flertallet. Dette er per definition blot momentant, og tiden må en dag indhente os, slå flertallet som revolutionært, og vores virkelighedsforståelse må lide et radikalt knæk.

Det er uomtvisteligt, at det vil ske en dag. Og Christopher Nolan er lige der, lige foran os, med sine ekstremt udfordrende film, der i den grad går ud over vores forstand, udfordrer os og tegner en fremtid, der i grunden er en del af vor fortid, der er ved at indhente os.

Selve filmen ’Oppenheimer’ er gennemført stilistisk, og skuespillet er eminent. Det er, først og fremmest, et portræt af J. Robert Oppenheimer og andre af tidens fremmeligste videnskabsmænd, og filmen har stærkt fokus på paradokset: 

At et masseødelæggelsesvåben er resultatet af tidens mest radikale, videnskabelige gennembrud, der samtidig også lagde ”den gamle verden” i graven, og skabte en horisont, vi endnu den dag i dag skuer imod, uden at begribe hvad der er ”derude”.

 

Christopher Nolan. ’Oppenheimer’. 2023. Universal.