Lyden af effektivitet og ondskab gør denne film til årets måske bedste

’The Zone of Interest’ portrætterer kommandant i Auschwitz-Birkenau, Rudolf Höss, der levede i en villa sammen med sin kone og fem børn lige op ad muren til helvede på jord.
Foto: A24 Films
'The Zone of Interest' kandiderer til at være en af årets bedste film.
Jonathan Glazers film ’The Zone of Interest’, der får premiere i Danmark til januar, er et portræt af kommandant i Auschwitz-Birkenau, Rudolf Höss, der levede i en villa sammen med sin kone og fem børn.

Villaen lå lige op ad den administrative hovedlejr i Auschwitz, og sikkerhedsmuren ind til helvede på jord udgjorde espalier for familiens mange roser og prydblomster.

Rudolf Höss var en af de helt store administrative arkitekter bag ‘Den endelige løsning’, hvor nazisterne forsøgte at udrydde samtlige jøder.

Som inkarneret soldat og kommandant for udryddelseslejren, var Höss en væsentlig bidragsyder til effektiviteten, hvor tusindvis af jøder blev gasset, brændt og spredt for alle vinde hver eneste dag.

Erfaringen af andre lejre, hvor Rudolf Höss tidligere havde arbejdet, blev også udslagsgivende for hans mange metoder til at fremme massedrabet.

Det helt særlige ved ’The Zone of Interest’, er dens formsprog, hvor man får minimalt at vide om selve lejren, mens man i stedet fokuserer på familielivet og dennes mange nydelser og strabadser.

Det er i lydbilledet, der er minutiøst kopieret fra virkelighedens, hvor hundenes gøen, de mange skrig, skud fra pistoler og geværer samt krematoriets evindelige buldren, hele tiden kan høres.

Hele tiden drypper giften fra virkeligheden ud i samtalerne og oplevelserne, som familien gennemlever

Det er som kontrast, at disse lyde opfattes som særligt gruopvækkende, samtidig med, at vi følger familiens hverdage, hvor de nyder solen i haven, modtager gæster og nyder den omgivende natur.

Der er en helt særlig pointe, der bør blive ekspliciteret: mange vil nok opfatte filmen som et udtryk for, at familien slet ikke taler om, hvad der foregår derinde bag muren.

Men det er faktisk slet ikke tilfældet. Hele tiden drypper giften fra virkeligheden ud i samtalerne og oplevelserne, som familien gennemlever.

Moderen snakker med veninderne om jøderne og de deler deres værdigenstande. Sønnerne leger soldater, mens de i stigende grad indoptager lejrsoldaternes image og måde at være på.

Uden at afsløre for meget, så er det evident, at selv i hverdagen er tilstedeværelsen af drab, af overmagt og had til jøderne fuldkommen eksplicit.

Ufattelig gribende

Men det er, som sagt, kontrasten mellem det borgerlige familieliv, og mand og kones drømme om at leve her i det pastorale lebensraum, der gør at ’The Zone of Interest’ er så ufattelig gribende.

I det hele taget er det i detaljen at filmen for alvor er nørdet men også særdeles effektiv. Det er ikke pædagogisk formidlet, men kender man til historien, så er der hele tiden fakta, der bliver serveret.

Helt ned til Rudolf Höss’ forhold til en fange, familiens drømme om landbrugslivet, lugten fra krematorierne, der gjorde det nødvendigt at de måtte lukke vinduerne, når vinden var i den forkerte retning, samtaler med ingeniøren, der konstruerede de sidste ovne, der kom i brug i Birkenau, osv.

Grebet i ’The Zone of Interest’ er simpelthen overvældende og særdeles effektivt

Selve ideen om at lebensraum skulle bruges til at realisere ideen om et liv i pagt med naturen, delte familien Höss med blandt andet filosoffen Martin Heidegger, der bygger store dele af den ideologiske overbygning på sine filosofiske grundtanker på netop dette.

Og hvis man slet ikke er helt overbevist om, hvor uhyggeligt og grelt det står til, så sørger lydsiden i ’The Zone of Interest’ for momentvis at bryde ud i brølende lydkulisser, hvor der blandt andet bliver anvendt billeder, der minder om røntgensyn, hvor en mystisk kvinde lægger æbler ud til fangerne om natten, mens Rudolf læser op af eventyret Hans og Grethe for sine børn.

Grebet i ’The Zone of Interest’ er simpelthen overvældende og særdeles effektivt. Det er vildt som lyden fungerer som denne truende baggrund, der hele tiden kompromitterer familiens forsøg på at leve et normalt liv.

Tidligere portrætteringer

Rudolf Höss er tidligere blevet skildret på film i Alan J. Pakulas ’Sophie's Choice’ fra 1982. Her spiller Meryl Streep rollen som jøde, der bliver sekretær for Rudolf Höss i hans villa.

Her bliver hun antastet af ham, og hun snakker i en meget rørende scene med familiens datter. Meryl Streep fik en Oscar for bedste skuespillerpræstation.

Skildringen af Rudolf Höss i ’Sophie's Choice’ og i ’The Zone of Interest’ er nærmest som sol og måne, og det vidner mest af alt om, hvor stor og betydelig denne historiske begivenhed er, og hvor svært det er genfortælle den.

Det ville i hvert fald være forkert at vurdere portrætterne ud fra en idé om, hvilket der står virkeligheden nærmest, for det kan ingen levende afgøre.  

Man kan overordnet sige, at de nye film især fokuserer på det kølige

Sidste år fik Matti Genschonneck’s ’Wannsee-konferencen’ premiere, og den er også særdeles fremragende, fordi den viser hvorledes arkitekterne bag Endlösung nok har siddet sammen, og som funktionærer nærmest passionsløst skrevet drejebogen til folkemordet.

Også Wannsee-konferencen er gengivet tidligere på film af Frank Pierson i ’Conspiracy’ fra 2001, der også er god. Men igen er der tale om to film, der nok handler om det samme, men som er udført på radikalt forskellig vis.

Man kan overordnet sige, at de nye film især fokuserer på det kølige, dvs det faktum, at beslutningstagerne og udøverne af Holocaust også havde et privatliv og karrieremæssige bevæggrunde, der som kontrast til selve udfaldet netop er ekstra gruopvækkende.

Fra flere perspektiver

Som kontrast til ’The Zone of Interest’, bør filmene ’The Gray Zone’ fra 2001 og ’Saul´s Søn’ fra 2015 anbefales, instrueret af henholdsvis Tim Blake Nelson og László Nemes. Begge film bygger især på Miklós Nyiszlis vidnesskrift, om hans tid som læge under Josef Mengele i Auschwitz.

Han beretter især om den specielle enhed, Sonderkommandoen, der bestod af de jøder, der blev tvunget til at arbejde i selve krematorierne, og som samtidig fik lidt mere mad og lidt bedre vilkår, altså samtidig med, at måtte skovle ligene ind i ovnene, eller stable dem i bunker i massegravene, hvor de blev brændt.

Zonerne glider over i hinanden

Den berømte holocaust-overlever og forfatter, Primo Levi, skrev også om denne Sonderkommando, og et af kapitlerne i en af hans bøger, der handler om netop dem, bærer titlen ‘Gråzonen’. Om titlen til ’The Zone of Interest’ er opstået af den grund, er ikke noget, jeg har undersøgt nærmere, men det var i hvert fald grunden til at Tim Blake Nilson brugte samme titel til sin film.

Skellet mellem interessezonen og gråzonen er nok iøjnefaldende, men som lydene i både ’The Gray Zone’, Saul´s Søn og The Zone of Interest’ vidner om, så er der ingen skarpe skel.

Zonerne glider over i hinanden, og det er bemærkelsesværdigt at alle tre instruktører har fortalt, at lydene netop er vigtige, at larmen fra udryddelsesmaskinen er værd at fokusere på.

At ’The Zone of Interest’ mest klart fokuserer på disse lyde, som fravær af selvsyn af mordmaskineriet, gør ikke de to andre films lydkulisser mindre effektive, og netop derfor kan disse tre film sammenstilles, og derved komplettere hinanden, som skildringer af ‘Endlösung’, set fra flere perspektiver.

Enkelte bemærkninger

Der er dog enkelte problematiske sider af ’The Zone of Interest’, der bør bemærkes. Rudolf Höss stak af lige før Tyskland kapitulerede, og via hjælp fra sin chef, Heinrich Himmler, forsøgte han at skjule sig som gartner med ny identitet.

Han blev opdaget året efter og stillet for en domstol, hvorefter han blev udleveret til de polske myndigheder, der endte med at dømme ham til døden ved hængning, i selve Auschwitz, i en galge, der blev opstillet til formålet.

Det var et ønske af overlevere fra lejren, der havde anmodet om, at hængningen netop skulle foregå der.

Det er selvsagt en meget stærk måde at vise det sandfærdige i folkemordet

’The Zone of Interest’ indeholder faktisk en sekvens, der er nutidig, fra Auschwitz, men ikke nogen billeder af selve galgen, hvor han blev hængt.

Det er selvsagt en meget stærk måde at vise det sandfærdige i folkemordet, et greb, som Steven Spielberg også anvendte i sin film om holocaust, ’Schindler’s List’ fra 1993, der slutter med nutidsbilleder fra Jerusalem, hvor overleverede besøger stedet, hvor ”frelseren” Schindler er begravet.

Det problematiske i portrættet af Rudolf Höss i ’The Zone of Interest’, er ikke, at alle de mange detaljer fra livet i lejrene ikke er med, og filmen er som sagt konstrueret således, at man kan se den uden særlig meget viden, men at den samtidig vokser voldsomt, jo mere viden man har i forvejen.

En ordentlig mand

Alligevel er det problematisk, at Rudolf Höss’ sadistiske tendenser slet ikke er med.

I hans selvbiografi, som han skrev i Polen, mens han ventede på at blive hængt, forsøgte han at skildre sig selv som en barmhjertig og ordentlig mand, der forsøgte at få sine underordnede til ikke at være så bestialske over for lejrenes fanger.

Men andre faktuelle sandheder om Rudolf Höss vidner om, at han udstak vilde og bestialske straffe, også i Auschwitz. Det bør, trods alt, ikke overses.

I den forstand minder Rudolf Höss’ forsvar for egne handlinger om nazisten Adolf Eichmann, der blev taget til fange i 1960, og stillet for en domstol i Jerusalem.

Disse selvfremstillinger er stærkt problematiske

Her påstod han, at han selv var en ordentlig mand, der ikke hadede jøder, ligesom alle mulige andre nazister, men blot, og af ren ære, fulgte ordrer.

Disse selvfremstillinger er stærkt problematiske, og det er i grunden ærgerligt, at de samtidig har givet anledning til, at man efterfølgende har defineret deres ondskab som værende banal, og slet ikke motiveret af et egentligt had eller nogen egentlig ideologi.

Det er problematisk, simpelthen fordi det er forkert.

Meddelagtighed

En anden problematisk detalje i ’The Zone of Interest’, er drømmesekvensen, der er filmet som var det et røntgenbillede, hvor en kvinde lægger æbler ud til fangerne.

Det fremstår som om, at det er en kvinde, der bor i nærheden af lejren, dvs en polsk kvinde, der gør dette af godhed, men sandheden er, at der stort set ikke var nogen naboer, og at området var ryddet for beboere, inden den endelige, tredelte lejr stod færdig.

Desuden er der en pågående og opblussende historisk strid, der netop handler om holocaust, og som splitter vandene i Tyskland, Polen, Ungarn og Ukraine.

Det handler om især disse landes meddelagtigheder i forsøget på at udrydde jøderne, hvor man især i Polen og i Ungarn har oplevet forsøg på at gøre befolkningen til ofre for de tyske nazister, som om at de også blot var forfulgte, ligesom jøderne.

Dette er stærkt problematisk, eftersom en stor del af den polske, ungarske og ukrainske befolkning var eksplicitte jødehadere, der i høj grad hjalp tyskerne.

Samme tendens til selvrenselse for skyld gjorde sig gældende i 1962-65 i Tyskland, hvor man førte retssager imod tidligere SS-mænd fra Auschwitz. De skyldige og deres familier og venner, ligesom en stor del af det tyske embedsvæsen, forsøgte at negligere retssagens betydning, fordi de jo blot var tale om folk, der udførte ordrer.

Om Jonathan Glazer har spekuleret over dette, da han lavede sin film, er ikke til at svare på, men en fortolkning kunne resultere i denne noget uheldige fremstilling, især fordi de andre polske folk, der er med i filmen, arbejder for familien Höss, og behandles som fanger og trues med at blive dræbt.

Han mener derimod at ’The Zone of Interest’ er et udtryk for det, som han kalder for 'Holokitsch’

Men det er smådetaljer, for alt i alt er ’The Zone of Interest’ en helt igennem unik og voldsom film, der fortjener at vinde de helt store filmpriser, hvilket den nok også vil ende med at gøre.

Alligevel er journalist på avisen The New Yorker, Richard Brody, ikke enig i den overvejende positive omtale af filmen. Han mener derimod at ’The Zone of Interest’ er et udtryk for det, som han kalder for ‘Holokitsch’.

Det kan der faktisk være noget om. Det er også betænkeligt, at netop Holocaust og dens mange forbrydere optræder så ofte i film og romaner, der grundlæggende er fiktive eller rene gætterier.

Det er et stående spørgsmål om for eksempel selve Auschwitz-Birkenau, der i dag er et mindesmærke, og som hvert år besøges af mere end halvanden million gæster, ikke også er lidt kitsch, når de for eksempel bruger mere end en million kroner på at sætte ny pigtråd op, fordi de gamle forvitrer og forsvinder.

Eller det faktum, at man i dag kan besøge den første lejr og se den galge, hvor Rudolf Höss blev hængt.

Noget af det bedste i år

Måske Jonathan Glazer selv har været opmærksom på, at sådan en film kan være kitsch. Sekvensen i filmen, hvor man ser arbejdere i Auschwitz feje gulvene i et gaskammer og pudse ruderne ind til de mange genstande, som er bevaret, er i hvert fald et så kritisk blik, der kan antyde dette.

Grænsen, eller zonen, mellem kitsch og tankevækkende kultur er desværre nok mindre, end vi er villige til at erkende.  

De er i hvert fald begge nogle af dette års bedste film overhovede

Om det er Christopher Nolans ’Oppenheimer’, der også fik premiere i år, og som skildrer afslutningen på Anden Verdenskrig, via bomberne, der blev smidt over Nagasaki og Hiroshima, der er den bedste film, eller om det er ’The Zone of Interest’, er vanskeligt at afgøre.

De er i hvert fald begge nogle af dette års bedste film overhovedet, og med Anden Verdenskrig som en tematik, der i grunden aldrig er blevet lagt i graven, men som hele tiden dukker op igen, og som præger vores civilisationer, selv så mange år efter.

 

Jonathan Glazer: ’The Zone of Interest’. Den er baseret på en roman af Martin Amis. Musikken er skabt af Mika Levi. Filmen får premiere i Danmark i januar.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

The Zone of Interest!

Ja, hvad er det statsminister Mette Frederiksen tager med i sin nytårstale 1. januar 2024?

The Zone of Interest!

Mogensen mener at hun ikke slipper uden om “ofrene” ude i den manglende velfærd!

Finansministeriet er tapetseret med milliarder af kroner, som Alex Vanoupslaugh igen og igen understreger, når top-top skatten skal uddebatteres!

Lars Løkkes storsyghuse der har smadret regionernes økonomi, må endelig ind i zonen!

Manden må betale hvad uhyrlighederne har kostet af ufinansierede omkostninger!

Evnerne til de store regnestykker og forudsigeligheden i uforudsete omkostninger, gør Wammen må sættes på opgaven!

Ofrene flyder på gader og stræder!

Alt imens Mette Frederiksen kæmper sin heroiske kamp imod Putin!

The Zone of Interest er mere relevant end nogensinde!

Virkelighedens mur imellem SVMs chefter og virkeligheden ude i regioner og kommuner!

The Zone of Interest leves ud hver dag i vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, plejehjem, storsygehuse, etc.

SVM ser ikke, vil ikke se, kun den endelige løsning - udryddelsen af inflationen- rager statsministeren og co.

De døde i region Midtjylland tales der aldrig om!

Thi de døde jo blot!

Uden operation!

Uden at nå frem forrest på ventelisten!

Og i vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, plejehjem der venter og venter babyer, småbørn, elever og gamle!

Venter på at de bliver set!

Af dem!

At komme ind i zonen!

The Zone of Interest!

Mogensen venter spændt på Mette Frederiksens nytårstale!

Kommer danskerne ikke med i fru Frederiksens Zone of Interest, ja, så er løbet endegyldigt kørt!

Siger Mogensen!

Og manden der flyver og flyver og kender klima-zonerne, taler ellers helst om klimaet!

Men han har alligevel set over hegnet uden for flyvepladsen!

Og fået øje på danskerne!

Der er fanget i det socialdemokratiske velfærds-spin!

Og edderkopperne hedder mistrivsel en mass!

Men først skal Mogensen lige ud af transithallen!

Nu hilser han på amerikanske soldater i uniform!

The Zone of Interest kan hurtigt skifte!

Mon vuggestuebarnet Amy bliver årets person i fru Frederiksens tale!

Amerikanske Amy der skal gå i vuggestue i Karup!

Annonce

Annonce