Nordic Waste har indgivet en konkursbegæring - nu hænger borgerne på regningen for oprydningen
Nordic Waste har indgivet en konkursbegæring - nu hænger borgerne på regningen for oprydningen
S-ordfører: "Meget forargeligt" at Nordic Waste nu flygter fra regningen og ansvaret. Milliardær-ejerfamilien om konkursen: "Der er ingen andre udveje"

Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre ejer USTC Group, som ejer hovedparten af Nordic Waste. Familien ejer også - sammen med en fynsk rigmand - Jensens Bøfhus
Den kontroversielle jordrensningsvirksomhed Nordic Waste ved Randers har - ganske som frygtet - fredag morgen indgivet en konkursbegæring.
Dermed ser det ud til, at borgerne - skatteyderne - hænger på regningen for det enorme oprydningsarbejde, der pågår, for at undgå forurening af Alling Å, Randers Fjord og i værste fald at den nærliggende landsby, Ølst, fuldstændig begraves af det enorme bjerg af forurenet jord på Nordic Waste-grunden.
Et jordbjerg af forurenet jord, som siden december har været i skred i retning af Alling Å og også i retning af Ølst.
Cowi Consult har i en rapport anslået, at den samlede regning for oprydningen kan løbe op i godt 2,2 milliarder kroner.
“Nordic Waste deler til fulde alles bekymring for jordskredet. Desværre har jordskredet nået et omfang, som gør, at vi som virksomhed ikke er i stand til at løfte opgaven med at bekæmpe det,” skriver Nordic Waste i en pressemeddelelse, der fortsætter:
overstiger alene den økonomiske sikkerhedsstillelse i påbuddene langt selskabets økonomiske formåen
“Derudover overstiger alene den økonomiske sikkerhedsstillelse i påbuddene (Givet forleden af Miljøstyrelsen - den krævede sikkerhedsstillelse lyder på 205 millioner kroner, red.) langt selskabets økonomiske formåen samt juridiske forpligtelse. Af den grund er vi desværre nødt til at indgive konkursbegæring for Nordic Waste.”
Nordic Waste konkluderer i pressemeddelelsen, at virksomhedens ansvarsforpligtelse stopper som følge af konkursen.
S-ordfører: "Meget forargeligt"
Socialdemokratiets miljøordfører, Anne Paulin, er forarget over Nordic Waste's ageren i forureningsskandalen indtil nu:
"Den måde Nordic Waste har ageret på i den her sag er meget forargelig. Nordic Waste har tjent masser af penge på at drive virksomheden. Det har været muligt for virksomheden at hive mange millioner ud af deres overskud. Og nu flygter de fra regningen og ansvaret," siger Anne Paulin til Netavisen Pio og fortsætter:
Og nu flygter de fra regningen og ansvaret
"Nordic Waste hævder, at de ikke kunne have gjort anderledes i den her sag, og nu må andre tage over og stå for oprydningsarbejdet. Det er meget forargeligt."
TV 2 oplyste forleden, at Nordic Waste i sit seneste offentgjorde regnskabsår, som løb fra 1. januar 2022 til 1. april 2023 omsatte for mere end 47 millioner kroner og overskuddet lød på 20 millioner kroner.
I regnskabsåret året før lød overskuddet på 18,5 millioner kroner.
Danmarks 6. rigeste familie
Det er Danmarks 6. rigeste familie - Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre - der ejer hovedparten af den nu konkurserklærede virksomhed, Nordic Waste.
Familien står bag USTC Group i Middelfart.
USTC Groups aktiviteter dækker levering af bunkers til shippingindustrien, tankskibsfart, dør-til-dør logistik, risikostyring, it-aktiviteter og bæredygtige energiløsninger.
Østergaard-Nielsen-familien ejer også - sammen med en anden fynsk rigmand - Jensens Bøfhus-kæden, der i marts 2020 opsagde overenskomsten med 3F. Lige siden har Jensens Bøfhus og 3F ligget i faglig konflikt.
Vil oprette fond til støtte for naboer
Østergaard-Nielsen familien skriver i en anden pressemeddelelse, at familien vil oprette en klimafond på 100 millioner kroner. Første projekt bliver at hjælpe beboere i Ølst:
"Fokus for første projekt i den kommende fond er allerede besluttet. Halvdelen af pengene, som vi har afsat i 2024 – altså 50 millioner kroner – skal gå til at hjælpe naboer og lodsejere omkring Ølst, der uforskyldt har været ramt af jordskredet. Hvordan pengene bedst gør en forskel, besluttes i en tæt dialog med de berørte beboere," skriver Østergaard-familien.
Sagen i Ølst har anskueliggjort, at klimaforandringerne er store
"Sagen i Ølst har anskueliggjort, at klimaforandringerne er store, og at vi ikke har den nødvendige viden til at forudse konsekvenserne. USTC forpligter sig til allerede i 2024 at donere 100 millioner kroner til den kommende fond," hedder det.
I pressemeddelelsen - lagt på USTC's hjemmeside - udtaler Torben Østergaard-Nielsen sig for første gang offentligt om sagen. Han betegner konkursen som beklagelig, men samtidig også som 'uomgængelig':
en meget ubehagelig men desværre uomgængelig beslutning
”Vi har siden december haft en frygt for, at vi ikke kendte det fulde omfang af disse naturkræfter, hvilket desværre skulle vise sig at være korrekt. At det nu ender med en konkursbegæring i Nordic Waste, er en meget ubehagelig men desværre uomgængelig beslutning, som vi alle havde ønsket kunne være undgået. Men der er ikke andre udveje.”
Ifølge Økonomisk Ugebrev er ejerfamilien Østergaard-Nielsen god for 42 milliarder kroner.
Opdateret kl. 10.30 med blandt andet kommentarer fra S-miljøordfører Anne Paulin
Tilføj kommentar