Nordic Waste-pressemand sletter i panik snyde-manual: Sådan snører du kritiske journalister
Nordic Waste-pressemand sletter i panik snyde-manual: Sådan snører du kritiske journalister
Den skandaleramte jordrensningsvirksomheds pressemand udbreder sig på det sociale medie X om, hvordan man som pressemedarbejder pumper journalister og giver intetsigende svar.
Nordic Waste, jordrensningsvirksomhed ved Randers, ejet af mangemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen
Den skandaleramte jordrensningsvirksomhed ved Randers, Nordic Waste’, pressemedarbejder, Søren Møgelvang Nielsen, udbreder sig på det sociale medie X om, hvordan man som presse- og kommunikationsansat snører journalister.
Et af Møgelvangs kommunikationsråd lyder, at man ved hjælp af "intetsigende svar” kan “lokke vigtig information ud af journalister”.

Et andet råd lyder:
“Som alternativ kan et intetsigende svar på mail give dig den information, du står og mangler.”
Og:
“Alt du skal gøre er at skrive et intetsigende svar, som består af corporate bullshit med lige dele selvfølgeligheder og ligegyldigheder. Du svarer kort sagt ikke på en skid.”

Et tredje kommunikationsråd fra Nordic Waste-pressemand Møgelvang lyder:
“Det er nemlig ofte i journalistens opfølgende mail, du får langt mere information. Journalister er trods alt også mennesker, og hvis de er på sporet af en god historie bliver de lige så ivrige og utålmodige, som alle andre, hvis de ikke lige får den info de er ude efter”.
Og:
“I deres opfølgende mail vil de derfor ofte røbe deres dybe indsigt i sagen.”

Sletter fluks fem opslag
Kort efter at Netavisen Pio kontaktede Søren Møgelvang Nielsen for en kommentar til opslagene på X, valgte Søren Møgelvang Nielsen at slette flere opslag med råd til kommunikatører.
valgte Søren Møgelvang Nielsen at slette sine opslag med råd til kommunikatører
Møgelvang Nielsen sletter på den konto fem af syv opslag - alle forfattet i 20. januar sidste år. Møgelvang har nu også slettet andre lignende opslag med kommunikationsråd om journalister udgivet i ugen op til den 20. januar sidste år.
Ud over at slette opslagene om, hvordan man snører journalister, reagerede Møgelvang Nielsen ikke på Netavisen Pios henvendelser.
Netavisen Pio kan fremlægge dele af opslagene, fordi vi inden vi henvendte os til Søren Møgelvang Nielsen tog skærmbilleder af opslagene på X.
Møgelvang Nielsen offentliggjorde opslagene kort efter, at han blev selvstændig kommunikations- og pressemand i september 2022. Før det var han kommunikationsdirektør i Danish Agro a.m.b.a.
Nordic Wastes hovedejer er mangemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre.
Virksomheden beskyldes for at løbe fra sit ansvar i sagen om et forurenet gigantisk bjerg af urenset, giftigt jord, som truer med at forurene Alling Å og dermed også Randers Fjord og i sidste ende Kattegat. I værste fald risikerer den nærliggende landsby Ølst at blive begravet i urenset jord fra Nordic Waste.
Nordic Waste opgav før jul at begrænse skaderne af det jordskred af forurenet jord, som startede for en måneds tid siden. Samtidig fyrede virksomheden samtlige medarbejdere og indstillede virksomhedens drift.
Østergaard-Nielsens hovedvirksomhed hedder USTC Group og er baseret i Middelfart.
USTC Groups aktiviteter dækker levering af bunkers til shippingindustrien, tankskibsfart, dør-til-dør logistik, risikostyring, it-aktiviteter og bæredygtige energiløsninger.
Også pressekontakt for Jensens Bøfhus
Østergaard-Nielsen familien er også medejer af bøfkæden Jensens Bøfhus, der siden marts 2020 har ligget i konflikt med fagforbundet 3F, fordi Jensens Bøfhus - efter 30 år med overenskomst for sine ansatte - opsagde overenskomsten med 3F. Lige siden har der været konflikt mellem 3F og bøfkæden.
Søren Møgelvang Nielsen har de sidste omkring ni måneder også været bøfkædens pressekontakt.
Torben Østergaard-Nielsen blev landskendt på grund af den såkaldte Dan-Bunkering-sag.
anklaget for at overtræde internationale regler ved at have leveret jetbrændstof til de russiske fly
Dan-Bunkering - et af Torben Østergaard-Nielsen daværende selskaber - blev i 2021 anklaget for at overtræde internationale regler ved at have leveret jetbrændstof til de russiske fly, som bistod det syriske diktatur under den syriske borgerkrig.
Retssagen endte med, at Dan-Bunkering måtte betale 34 millioner kroner i bøder. En fortjeneste på 15,6 millioner kroner blev beslaglagt, og den administrerende direktør i Dan-Bunkering blev idømt fire måneders betinget fængsel.
Under et retsmøde blev der afspillet en telefonsamtale, der var blevet aflyttet af politiet.
Under telefonsamtalen understreger Torben Østergaard-Nielsen, at man jo ikke ligefrem behøver at rutte med sandheden.
Netavisen Pio afventer fortsat Søren Møgelvang Nielsens reaktion
Opdateret 18.01. kl 11.15
Tilføj kommentar