Man mærkede tydeligt vindene skifte, tilbage i 2013, da den nyopstartede bande, Loyal To Familia, begyndte at manifestere sig tydeligt i gadebilledet.

Selv husker jeg flere tilfælde, hvor man kunne se, at der var kommet nye boller på suppen i den kriminelle underverden.

Jeg stod en dag på Istedgade, lige ved Café Riccos, da en stor gruppe sortklædte mænd med Loyal To Familia skrevet på ryggen pludselig indtog hele kørebanen.

Det var højlys dag, og der var ingen tvivl om, at det handlede om at vise omverden, at de nu havde kontrollen.

De havde udnyttet det hul, der var opstået efter den sidste store rockerkrig, og virkningen af den sidste bandepakke, hvor mange fra andre grupperinger var blevet fængslet.

Man kunne også se forandringen på Nørrebro, nærmere bestemt i Folkets Park, hvor den nye gruppering var begyndt at organisere hashhandlen meget mere kontrolleret, der bragte mindelser om Pusherstreet på Christiania.

Det var som at se den berømte TV-serie, ’The Wire’, live.

Til dels i gode hænder

Tidligere, i årene 2007-2008, var der ikke store problemer mellem aktivisterne fra Ungdomshuset og banden på Blågårdsplads, men det var tydeligt, at Loyal to Familia fra 2013 begyndte at styre området meget håndgribeligt.

Reporteren og forfatteren, Carsten Norton, er aktuel med en ny bog om Loyal To Familias tilblivelseshistorie.

Han har tidligere udgivet et anmelderrost tobindsværk om rockergruppen Hells Angels, så man skulle mene, at man var i gode hænder, når man læser sig igennem den nye bog.

Det er man til dels også. Carsten Norton fokuserer især på bandens formodede leder, Shuaib Khan, der er søn af den kendte dansk-pakistanske politiker, Wallait Khan.

Shuaib Khan bliver allerede fængslet tilbage i 2007, da han, sammen med en gruppe af unge mænd, overfalder og knivstikker en 21- årlig mand på Jomfru Ane Gade i Aalborg med døden til følge.

Det skabte enorm furore i medierne

Shuaib Khan får otte års fængsel.

Mens Shuaib Khan sidder i fængsel, optrappes konflikten mellem Hells Angels og en række indvandrerbander på Nørrebro, og i 2009 publicerer Hells Angels ‘Sjakal-Manifestet’, hvor de påstår, at disse nye grupperinger er mere bestialske og modbydelige, end hvad de selv er.

Det skabte enorm furore i medierne, hvor også politikere blandede sig, og HA-rockeren, Jørn ‘Jønke’ Nielsen, der havde skrevet manifestet, har senere fortalt, at han fik stor ros af mange danskere for at bekæmpe disse ”fremmede”.

Skuespiller og tidligere bandemedlem i grupperingen, Brothas, Abud Mustafa, der også holdt til på Nørrebro, udtaler i den seværdige mini-serie, ’Hells Angels - Storhed og fald’, der fik premiere i år, at netop dette manifest var guf for indvandrerbanderne.

Konflikten og stigmatiseringen i medierne, hvor det fremstod som om, at Hells Angels var en slags helte, gjorde at indvandrergrupperne fik mange flere medlemmer.

Abu Mustafa er også aktuel med en bog om bandelivet og konflikten på især Nørrebro.

Generationsskifte

Shuaib Khan bliver fængslet igen, tilbage i 2014, efter at have overfaldet en kvinde. I fængslet angriber og slår han Abderozzak Benarabe, også kaldet ‘Store A’.

Det vakte stor opmærksomhed, fordi Store A blev anset for at være leder af banden, der styrede Blågårdsplads.

En anden leder af den gamle garde fra Blågårds Plads, 44-årige Abdessamade Benarabe, også kaldet ‘Lille A’, blev i år idømt 11 års fængsel for indsmugling af hash og kokain.

Det var, og er, en blodig konflikt med flere drab til følge

I konflikten mellem de gamle rockergrupperinger og indvandrergrupperingerne imellem, hører også historien om, at blandt andet Lille A kunne udnytte sine familiære forbindelser i Marokko til at skaffe sig hash direkte.

I 2012-13 var der tale om et generationsskifte, og den nye bande, Loyal to Familia, var nu i krig med mange forskellige bander i flere dele af landet.

Det var, og er, en blodig konflikt med flere drab til følge.

Vanskeligt at få overblik

Carsten Norton skriver udførligt og grundigt, men bogen bærer desværre også præg af en summarisk tilgang, hvor det ene overfald efter det andet gør læseren forvirret, fordi det er vanskeligt at få et egentligt overblik.

Det er som om, at bogen mangler kontekst, og den har for eksempel ikke konflikten med Hells Angels med, der ellers synes at være central nu med det seneste drab på Christiania.

Det nævnes ganske vist, at en alliance med Hells Angels i begyndelsen var udelukket, dengang balladen opstod mellem de forskellige fraktioner i indvandrermiljøerne, fordi rockergruppen ikke ville optage ”brune mennesker”.

Meget tyder på, at Hells Angels, Danmarks ældste, endnu eksisterende rockergruppe, har inspireret disse nye bander, der har taget deres organisationsstrukturer til sig.

I dag er det mere reglen end undtagelsen, at bandemedlemmer og afhoppere skriver bøger om deres bedrifter.

Det er også tydeligt, at Hells Angels er i gang med en strukturændring, og at et generationsskifte er i gang.

Og som Ubud Mustafa udtaler i miniserien om gruppen, så er unge kriminelle indvandrere og etnisk danske rødder ikke længere interesserede i motorcykler, beskidt tøj og rockernes traditionelle identitetsmarkører.

Det er ret tydeligt, at HA-rockeren ’Jønke’ har skabt en trend, dengang han var flygtet efter mordet på Makrellen, der var leder af rockergruppen Bullshit.

Der skrev han en selvbiografi, der er blevet solgt i ufattelig mange oplag.

I dag er det mere reglen end undtagelsen, at bandemedlemmer og afhoppere skriver bøger om deres bedrifter.

Tager vi nok afstand?

Der er noget særdeles usmagelig og paradoksalt over disse bøger, der er så populære, og når for eksempel Jørn ‘Jønke’ Nielsen i dag har stiftet et parti, så sidder man lidt med den fornemmelse, at vi som samfund ikke tager nok afstand, og i grunden støtter disse grupperinger, når de konstant eksponeres.

Det er ikke sådan, at Carsten Nortons bog fremstår. Alligevel er det prosaiske, hvor han ligesom sætter scenen, der giver læseren en mulighed for selv ”at være der”, med til at animere dramatikken og gøre de beskrevne personer flerdimensionelle.

Den er sådan lidt hverken-eller

Det er jeg i grunden slet ikke sikker på, at de har fortjent.

Carsten Nortons bog burde i grunden være et historisk rids, der skildrer Loyal to Familias historie.

Eller også burde den medtage en større grad af kontekst, for den er desværre heller ikke ”malende”, og derfor heller ikke et nuanceret tidsbillede.

Den er sådan lidt hverken-eller, hvilket desværre trækker en del ned.

 

’Bandekrigerne fra Blågårds Plads. Historien om Loyal To Familia’. Carsten Norton. Politikens Forlag.