Forfatterne Keld Skovmand og Lene Tanggaard har med deres nye bog ”Hvad vi taler om, når vi taler om at lære - syv lærestykker ” sat sig for at gøre os klogere på at få defineret begrebet læring.

Formålet med bogen at få os til at diskutere, hvilken betydning det har, når der går inflation i at bruge begrebet læring.

Med brugen af læringsbegrebet er der desuden opstået et helt nyt læringssprog, som fylder vores skole, uddannelse og hverdag med uklart sprog og flydeord.

Når læringsbegrebet må forklares

Man skal måske kende lidt til baggrundshistorikken for at forstå, hvorfor der er behov for den nye bog. Siden årtusindskiftet har begrebet læring vundet indpas og særligt folkeskolereformen fra 2014 medvirkede til, at fokus ændrede sig fra undervisning til læring.

Dermed skiftede man fokus fra en input-tankegang til en output-tankegang, altså fokus fra undervisningens helhed og til elevernes individuelle målbare læreproces.

Der er dermed kommet mere fokus på at sætte mål for elevernes læring end på, hvad undervisningens indhold og formål bør være. Siden da har målstyring og læringsmål for den enkelte elev været styrende i skolen.

Skovmand og Tanggaard giver i bogen gode eksempler på, hvilke konsekvenser ting som målstyring og læringsmål har for eleverne, når de konstant skal være optaget af deres egen læring og af at opfylde individuelle mål: 

”Relationen mellem eleven og målet risikerer at træde i stedet for forholdet mellem menneske og verden. Hvor undervisningen via fagene gerne skulle åbne vinduer og døre ud imod verden, risikerer eleverne med læringsmålene i stedet at møde et spejl eller at løbe panden imod en mur”.

De beskriver, hvordan der ved for et ensidigt fokus på læring ikke bliver tid og rum for at lukke omverdenen ind i undervisningen således: ”Eleverne lukkes i stedet ind i et spejlkabinet, hvor de ikke ser andet og andre end sig selv, uanset hvor de vender sig hen. Eleverne tilbydes selvspejlinger i stedet for vinduer til verden.”

Skolens opgave er mere end læring

Skovmand og Tanggaard gør opmærksom på vigtige forhold.

For det første at skolen ikke kun har en læringsfunktion, men også en oplysningsfunktion og skolens opgave er langt mere omfattende end målstyring og læringsmål.

For skolens formål og indhold handler også om at eleverne lærer vores samfundsværdier at kende, såsom åndsfrihed, ligeværd og demokrati, men også at blive i stand til selvstændig, kritisk tænkning og stillingtagen.

For det andet anfægter Skovmand og Tanggaard den præmis, at skolen kun handler om læring. De mener, at grundskolen i dag bliver domineret af et indholdsløst læringssprog, og de præsenterer derfor et langt mere nuanceret begreb om at lære.

Et velfunderet opgør med læringsbegrebet

Bogen er et velfunderet opgør med læringsbegrebet og forfatterne kommer vidt omkring, hvordan begrebet læring er blevet et ord, der efterhånden bruges i flæng af alle og i alle situationer.

Det dækker over stort set alt fra skole og til at beskrive, hvad vi gør os af erfaringer generelt i hverdagen.

Læring er blevet det nye sort, et buzzword, der bruges flittigt i højhastighedssamfundet med krav om alle skal udvikle sig i et konstant højaktivt tempo.

Det skal give udtryk af, at vi lærer af alt, hvad vi foretager os. Det gør vi nu ikke, vi erfarer, vi prøver, vi oplever, vi får indsigt osv., men der er ikke nødvendigvis tale om læring.

Læring er blevet til et tomt procesord, som anvendes i mange situationer, men det fremgår sjældent, hvad det egentlig dækker over. Når man taler om læring er det, ifølge forfatterne, ofte nødvendigt at spørge: Hvad mener du egentlig, når du siger læring? 

Det udgør et reelt problem, når vi er nødt til at spørge ind til et ords betydning og anvendelse.

En vigtig debatbog

Bogen har flere vigtige formål ud over at skabe debat. Den forklarer, hvad skolens opgave går ud på, og den går i dybden med de udfordringer, der opstår når skolen bliver domineret af et indholdsløst læringssprog.

Ud over viden og indsigt, indeholder den en række praktiske eksempler og illustrationer til at understrege pointerne, og den er skrevet i et sprog, der kan læses af alle.

Bogen stiller en række spørgsmål til debat, som alle lærerværelser og uddannelsessteder med fordel kan kaste sig over, hvis man ønsker at skabe en ny og bedre praksis, men den er mindst lige så velegnet til politikere og embedsfolk, der beskæftiger sig med uddannelsespolitik.

Keld Skovmand og Lene Tanggaard. ”Hvad vi taler om, når vi taler om at lære”. 200 sider. Hans Reitzels Forlag. Er udkommet.