Radio24syv’s direktør og chefredaktør, Jørgen Ramskov, tager godt imod nyheden.
På sin Facebook-profil skriver han: ”Det var da en dejlig besked før weekenden. 4 x 70 mio kr. som Radio24syv kan søge.”
Radio24syv’s ejere undlod at søge om tilladelse til en fire-årig forlængelse af deres nuværende sendetilladelse på FM-båndet. Medieforliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti fastslog nemlig, at 70 procent af medarbejderne skulle arbejde mindst 110 km. fra København. Det mente Radio24syv’s ejere var urimelige vilkår – og i protest undlod ejerne bag radiokanalen derfor at søge om fortsat sendetilladelse – og det trecifrede million-beløb, der fulgte med sendetilladelsen.
Der er næppe tvivl om, at ejerne – PeopleGroup og Berlingske Media – nu vil lægge billet ind på de fire gange 70 millioner kroner. Jørgen Ramskov skriver således ”back in business” på sin Facebook-profil.
Den ene af Radio24syv's programchefer, Mads Brügger, jubler på Twitter:
"Det er først slut når den tykke dame synger. Regeringen og Dansk Folkeparti laver redningsplan for Radio24syv:
Jakob Kvist, der udgiver i PeopleGroup, der ejer 30 procent af selskabet bag radioen, siger til Berlingske, at han er "meget, meget glad" for aftalen, og at PeopleGroup med stor sandsynlighed er klar til at byde på DAB-radioen.
"Jeg kan ikke tale for hele ejerkredsen, men for mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg er meget positiv, glad og taknemmelig for den aftale, der nu ligger, og - med det forbehold, at vi jo skal se betingelserne - vil byde på kanalen, så Radio24syv kan fortsætte," siger Jakob Kvist.
Også Anders Krab-Johansen, koncerndirektør i Berlingske Media, der ejer 70 procent af selskabet bag Radio24syv, er positiv:
"Det er positivt, at politikerne har genovervejet medieaftalen, og det vil jeg gerne rose dem for. Vi kan se, at der er mulighed for en ny digital radiokanal, og det ser absolut interessant ud. Om rammerne er på plads til, at vi vil søge om at drive kanalen, kan jeg ikke sige endnu. Vi skal først se udbudsbekendtgørelsen og foretage en samlet vurdering," siger Anders Krab-Johansen, koncernchef i Berlingske Media og bestyrelsesformand i selskabet bag Radio24syv.
Kulturminister Mette Bock (LA) er meget tilfreds med aftalen:
“Jeg er glad for, at vi nu har fået rammerne på plads for den nye DAB-radiokanal. Vi får et åbent og attraktivt udbud. Den nye radiokanal vil få en stærk kulturprofil – og ikke mindst et godt økonomisk fundament, så kanalen kan levere nyhedsudsendelser og kulturprogrammer af høj kvalitet. Jeg håber, at kanalen kan styrke mangfoldigheden på det danske radiomarked og give borgere i hele landet et godt alternativ til det eksisterende radioudbud."
Det hører nok med til historien, at ideen med at flytte Radio24syv til Vest-Danmark ikke er en ide, der er groet i regeringens have, men derimod et stort ønske fra Dansk Folkeparti.
De facto tvangsflytningen af Radio24syv har i hele forløbet været stærkt omdiskuteret. Dansk Folkeparti fik tilsyneladende kolde fødder undervejs. I hvert fald meldte DF-formand Kristian Thuelsen Dahl pludselig ud, at Radio24syv måske kunne fortsætte som digital radio.
På Twitter skriver Kristian Thulesen Dahl lige ud, at aftalen med regeringen om en ny digital radiokanal sikrer, at "Radio24syv kan fortsætte":
"God aftale der giver mulighed for, at Radio24syv kan fortsætte som DAB-radio! Medieaftalen og denne tillægsaftale sikrer, at ønske om at skabe et DK i mere balance også på mediefronten fastholdes - samtidig med at dem, der er glade for 24syvs tilbud, også kan få dem i fremtiden."
Det indgår i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, at den nye DAB-radiokanal - som altså meget sandsynligt bliver Radio24syv - som noget nyt får lov til at spille musik og sende reklamer.
Hidtil har Radio24syv modtaget 95 millioner kroner årligt i støtte fra staten. Nu sættes beløbet ned til 70 millioner kroner. Til gengæld er der så mulighed for reklame-indtægter.
Rammerne for den nye radiokanal vil blive sendt i høring i maj 2019.
Kilde: Kulturministeriet