Ny mail afslører: Simon Aggesen skulle hjælpes "under-cover"

Forvaltningen i Frederiksberg Kommune arbejdede ihærdigt på at hjælpe Aggesen med at undgå at betale til en parkeringsfond i forbindelse med opdeling af herskabslejlighed
Foto: Frederiksberg Kommune/Andreas Houmann
Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K)
Frederiksberg Kommune har hidtil pure afvist, at Simon Aggesen, der i 2019 blev borgmester, fik særbehandling af forvaltningen af kommunen i forbindelse med sagen om opdeling af Aggesens kæmpe herskabslejlighed på Frederiksbergs Allé i to.

Nu rokker en ny mail, som Ekstra Bladet fremlægger onsdag, alvorligt ved den påstand.

Direktør i kommunen, Ulrik Winge, har over for Netavisen Pio hidtil hævdet, at den uofficielle service og rådgivning, som Aggesen modtog fra forvaltningen i 2017 - på et tidspunkt, hvor familien Aggesen ikke officielt havde anmodet om en opdeling af lejligheden i to - var helt normal og ligger på linje med den rådgivning, man ville have givet til enhver anden borger i kommunen.

En grundholdning, som fastholdes i kommunens officielle redegørelse til Ombudsmanden, som overvejer at gå ind i sagen.

Kommunalforsker: Særbehandling 

Aggesen modtog intensiv rådgivning gennem det meste af 2017. Det viser akter i sagen, som Netavisen Pio har gennemgået. Akterne viser blandt andet, hvordan Aggesen undgår at etablere elevator i opgangen. En udgift i millionklassen.

Kommunalforsker Roger Buch har over for Netavisen Pio betegnet det som utænkeligt, at almindelige borgere kunne få samme service og rådgivning, som den Simon Aggesen fik gennem hele 2017:

Det er helt utænkeligt, at en almindelig borger kunne få sådan en service

"Det er helt utænkeligt, at en almindelig borger kunne få sådan en service," vurderede Roger Buch over for Netavisen Pio 2. oktober.

I den nye mail, som Ekstra Bladet omtaler onsdag - og som er en af en række bilag, som vedlægges forvaltningens redegørelse til kommunalbestyrelsen (Pkt. 375 Redegørelse om konkrete boligsager), står der sort på hvidt, at den rådgivning, som Simon Aggesen modtager i 2017 skal fortsætte med at være “under-cover“. Det nævnes direkte i en mail forfattet af afdelingschef i By, Byggeri og Ejendomme, Lillian R. Madsen til enhedschef Pernille B. Mogensen 9. maj.

Mailen handler grundlæggende om mulighederne for at lade Simon Aggesen - dengang rådmand i kommunen - undgå at betale 262.000 kroner til en parkeringsfond.

Det normale er, at der skal etableres en ekstra parkeringsplads i baggården til ejendommen, hvis én lejlighed deles op i to, og den slags er ikke gratis. Men Simon Aggesen og fru Josephine vil svært gerne undgå denne ekstra udgiftspost.

Lillian R. Madsen skriver:

vi skal have en vurdering (men stadig undercover) af hans konkrete forhold

“Jeg synes SA sagde han havde P-pladser, har I undersøgt det? Det er ikke nok at se de gamle sager, vi skal have en vurdering (men stadig under-cover) af hans konkrete forhold,” hedder det i den opsigtsvækkende mail, som meget bemærkelsesværdigt ikke indgår i den officielle byggesag.

Her er den afslørende mail - mailen er en af en række bilag, som er vedlagt Frederiksberg Kommunes redegørelse til kommunalbestyrelsen

 

Byge af spørgsmål

I kølvandet på et magistratsmøde mandag stiller en samlet opposition nu dette opklarende spørgsmål vedrørende den famøse mail:

“Det er i mail af 9. maj 2017 angivet, at der skulle laves en 'undercover'-vurdering. Direkte oversat betyder 'undercover' som bekendt 'under dække', og mailen er ej heller journaliseret på byggesagen, men er kommet frem i forbindelse med anmodningen om redegørelse. Forvaltningen anmodes om at oplyse om, hvorvidt det er i overensstemmelse med sædvanlig god forvaltningsmæssig skik at foretage 'undercover-vurderinger', der ikke journaliseres.”

2. viceborgmester, Michael Vindfeldt, har, ifølge Ekstra Bladet, yderligere sendt en byge af opfølgende spørgsmål afsted til forvaltningen:

“Helt ærligt forstår jeg ikke begrebet 'undercover'-vurdering. Undercover betyder direkte oversat 'under dække', og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad vurderingen skulle være under dække af,” siger Vindfeldt til Ekstra Bladet.

I sidste uge konkluderede Frederiksberg Kommune, at Simon Aggesen ikke på nogen måde har fået særbehandling, men den køber Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet ikke. De har derfor stiller en lang række opklarende spørgsmål til redegørelsen. Et af spørgsmålene lyder:

Forvaltningen bedes vurdere, hvorvidt dette er i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om notatpligt

'Der findes tilsyneladende ingen telefonnotater, mødenotater eller anden dokumentation for den mundtlige vejledning og drøftelse. Forvaltningen bedes vurdere, hvorvidt dette er i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om notatpligt.'

Forvaltningens forklaring på "under-cover"

Af "Redegørelse til Magistraten om boligsager omtalt i medierne", som blev fremlagt i udkast for rådmændene i Frederiksberg Kommunalbestyrelse mandag, fremgår det, at udtrykket "under-cover" blot skal forstås således, at afdelingsleder Lillian R. Madsen (LRM) beder enhedschef Pernille Birk Mogensen (PBM) undlade at opstarte en egentlig sagsbehandling, men blot "selv undersøgte spørgsmålet":

"Det  skal  bemærkes, at  LRM  i  den  forbindelse   i  en mail til  PBM  (9. maj  2017)  bad  om,  at  de  konkrete  forhold  undersøges og i  den forbindelse  skrev: ”Vi  skal  have  en  vurdering (men  stadig  undercover) af  hans  konkrete forhold”.

LRM  har  oplyst,at intentionen med mailens  formulering  var at  bede  om,at PBM selv  undersøgte  spørgsmålet  uden  at  sætte  egentlig sagsbehandling i  gang,  idet  der  på  det tidspunkt  i  forvaltningen var interne overvejelser om,  hvordan  sager  om  boligtilvækst (tagboligsager,  opdelingssager  og  konverteringssager)  skulle  behandles,  når  ansøgerne  henviste til  allerede  eksisterende parkeringspladser i gårdene."

Tjente godt 11 millioner kroner

Simon Aggesen og fru Josephine købte tilbage i 2016 den store herskabslejlighed på Frederiksberg Allé 8.

En officiel tilladelse til at opdele den 460 kvadratmeter store lejlighed i to blev givet 4. juni 2018.

Året efter sælger parret begge ejerlejligheder. Slutresultatet er, at parret på tre år har tjent over 11 millioner kroner.

Opdateret med selve "under-cover"-mailen, som indgår i "Redegørelse til Magistraten om boligsager i medierne" kl. 18.45. Opdateret kl. 20.45 med forvaltningens/afdelingsleder Lillian R. Madsens forklaring på udtrykket "under-cover"

 

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce