Annonce

Ny rapport: Manglende kontrol skyld i stort millionunderskud i København

Manglende kontrol har givet et underskud på 50 millioner kroner i regnskaberne hos Teknik- og Miljøforvaltningen i København. “En virkelig alvorlig sag”, mener socialdemokrat
Ledelsen i Teknik- og Miljøforvaltningen i København har i flere år været for dårlig til at holde øje med lønudgifterne i forbindelse med forvaltningens anlægsprojekter.

Det er - ifølge Politiken - konklusionen i en rapport, der har haft til hensigt at give svar på, hvorfor forvaltningen tilbage i november opdagede, at der var blevet bogført løn for knap 50 millioner kroner, som politikerne ikke havde givet grønt lys til.

Samtidig fastslår rapporten, at pengene ikke er forsvundet på grund af fusk eller bevidst manipulation med regnskaberne.

Rapporten konstaterer, at der i årene 2017 til 2020 har været en utilstrækkelig kontrol og overvågning af forvaltningens afregningssystem, hvor medarbejderne har haft til opgave at registrere deres timetal i forbindelse med anlægsprojekter.

I løbet af de tre år har forvaltningen altså regnet med lønudgifter for 46 millioner kroner mere end budgetteret.

Ikke tilfredsstillende kontrol

“Direktionens ledelsestilsyn vedrørende aflønningsmodellen har været mangelfuldt i hele perioden,” hedder det i rapporten, hvor man også kan læse, at direktionen ikke i tilstrækkelig grad har sikret en tilfredsstillende kontrol “i forhold til den økonomiske risiko, der er forbundet med modellen”.

Ifølge rapporten kan der spores problemer med registreringen af medarbejdernes timeregistrering helt tilbage til 2008.

Har været bekendt med de økonomiske udfordringer, men har ikke reageret

Rapporten placerer ikke noget ansvar hos enkelte medarbejdere, men kaster et kritisk lys på Teknik- og Miljøforvaltningens afdeling for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold, hvor de budgetansvarlige ifølge rapporten “har været bekendt med de økonomiske udfordringer, men har ikke reageret herpå eller informeret direktionen herom”, ligesom kommunens regler og retningslinjer i flere tilfælde ikke er blevet efterlevet.

Det er vicedirektøren i Teknik- og Miljøforvaltningen, der er ansvarlig for, at lederne i forvaltningens afdelinger har de nødvendige kompetencer, fremgår det af rapporten, som også slår fast, at Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) og politikerne i udvalget ikke har haft mulighed for at vide besked om problemerne og reagere på dem.

“En virkelig alvorlig sag”

Rapporten skal drøftes på et ekstraordinært møde i Intern Revision i morgen onsdag, hvor den er fortrolig. Samtidig har Teknik- og Miljøområdet dog offentliggjort rapporten forud for fredagens møde i udvalget.

Noget, der undrer Andreas Keil (S), medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune og en del af Intern Revision.

Det er mærkeligt, at man offentliggør rapporten inden mødet

“Det er en meget mærkelig fremgangsmåde. Det er en virkelig alvorlig sag det her, så det er mærkeligt, at man offentliggør rapporten inden mødet i Intern Revision, fordi man ikke mener, at der er nogen personoplysninger i den,” siger Andreas Keil til Netavisen Pio og fortsætter:

“Virkeligheden er, at den her sag godt kan få personalemæssige konsekvenser, også i forhold til afskedigelser. Ud fra konklusionen i rapporten er der ikke noget, man kan klandre borgmesteren for, så rent politisk er der ikke så meget. Så man skal kigge på forvaltningen, og hvordan de har arbejdet, og her er der selvfølgelig plads til forbedringer for at sige det pænt.”

Andreas Keil understreger, at sagen vil få konsekvenser, men om den vil få personalemæssige konsekvenser i form af fyringer eller tjenstlige advarsler, ved han endnu ikke.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet