Annonce

Opskriften på lavere sygefravær? Bedre arbejdsmiljø!

Et godt arbejdsmiljø er det bedste våben i jagten på lavere sygefravær. Vi har brug for klare regler og bedre vilkår for arbejdsmiljørepræsentanter.
Uanset om vi taler om den offentlige eller den private sektor, er det ikke til at komme udenom, at et godt arbejdsmiljø er nøglen, hvis man vil skrue ned for sygefraværet – og op for trivslen.  

Og lige netop det har arbejdsmiljørepræsentanterne øje for – men de har brug for en hjælpende hånd. Derfor gør Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, 2019 til arbejdsmiljørepræsentantår, som tirsdag blev skudt i gang med en stor konference i Odense.

De befinder sig lige dér, hvor problemerne løses bedst: ude på den enkelte arbejdsplads

Målet er at give ekstra vind i sejlene til de tusindvis af arbejdsmiljørepræsentanter, som hver dag passer på kollegernes arbejdsmiljø. De befinder sig lige dér, hvor problemerne løses bedst: ude på den enkelte arbejdsplads.

Så arbejdsmiljørepræsentanter er vigtige spillere. Og hvis det skal lykkes Danmark at vende skuden i en tid, hvor stress er blevet en folkesygdom, og 17.000 i gennemsnit er sygemeldt hver dag på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø, er vi nødt til at give dem bedre kort på hånden.

Lad os få klare regler om psykisk arbejdsmiljø – nu 

Som regeringens eget ekspertudvalg også har peget på, mangler vi klare regler om psykisk arbejdsmiljø.

I trafikken har vi færdselsregler for at undgå, at folk kommer til skade. Men hvad har vi i lovgivningen, når det handler om, hvordan vi færdes sammen på arbejdspladsen for at undgå problemer som stress? 

Ikke andet end et par overordnede paragraffer.

Det er ikke nok. Der er hårdt brug for, at Danmark får konkrete regler, som eksempelvis slår fast med syvtommersøm, at arbejdsgiver skal sørge for, at der er balance mellem arbejdsmængde og arbejdstid. Ligesom det skal være tydeligt, at arbejdsgiver skal sikre, at arbejdspladsens politik om, hvordan man i fællesskab tackler stress, ikke bare ender med at være pæne ord i skrivebordsskuffen.

Det er klart, at ledelsen ikke kan leve op til det ansvar på egen hånd

Det er klart, at ledelsen ikke kan leve op til det ansvar på egen hånd – det kræver et godt samarbejde med medarbejderne. Så hvis nye regler kommer på plads, får arbejdsmiljørepræsentanterne en central rolle i dialogen med ledelsen om ressourcer, arbejdsopgaver og om, hvordan man bedst hjælper stressramte tilbage på arbejdspladsen. Og ikke mindst også, når der skal lægges rammer for, hvordan man vil undgå mobning, seksuel chikane og konflikter.

Sverige viser vejen

Jeg håber, at Christiansborg er klar til at se i øjnene, at det er den vej, vi skal. Sverige har allerede vist, at det virker. Det er nu flere år siden, at deres bekendtgørelse om socialt og organisatorisk arbejdsmiljø trådte i kraft. Og de høster frugterne. Så hvad venter vi på?

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand i HK Danmark.


Flere artikler om emnet