Vi har ikke ikke en stationær elite i Danmark.

Sådan konkluderer Liberal Alliance og økonomer i Berlingske på baggrund af tal fra den borgerlige-liberale tænketank Cepos. Tallene stammer fra en endnu ikke offentliggjort Cepos-analyse.

Cepos’ tal viser, at én ud af tre af dem som lå i top 1-procent af indkomstpyramiden et år, ikke er en del af gruppen det følgende år. Måler man tre år efter, er kun halvdelen genganger blandt dem med en årsindkomst på mindst 1,5 millioner kroner.

Det er en lukket klub, som det er svært at komme ind i - og det er svært bare at kæmpe sig hen til indgangsdøren

Deraf slutter cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, at der er en “stor trafik ind og ud” af top 1-procent.

Men det er i den grad en “sandhed med modifikationer”, mener Kristian Weise, der er generalsekretær i organisationen Oxfam IBIS, der arbejder mod global ulighed.

Kun én ud af ni af dem, der røg ud af top 1 procent i 2017, havnede helt uden for top ti procent

Svært at komme hen til indgangsdøren

Udskiftningen i toppen af samfundet er ikke stor, blot fordi toppen af indkomstpyramiden skiftes til at føre an, mener Kristian Weise:  

“Der er folk, som det ene år tjener nok til at være i top 1 procent. Det næste år tjener de måske nok til at være i top to procent. Næste år kan de være tilbage i top 1. Så på den måde kan man godt sige, at der lige præcis hos den øverste éne procent er nogen udskiftning. Men det er der ikke i forhold til, hvem der ligger i toppen,” siger han til Netavisen Pio og tilføjer:

“Det er en lukket klub, som det er svært at komme ind i - og det er svært bare at kæmpe sig hen til indgangsdøren.”

Kun én ud af ni af dem, der røg ud af top 1 procent i 2017, havnede helt uden for top ti procent. Tallene viser også, at lidt over 40 procent af danskerne oplever at ramme en indkomst, som gør dem til en del af samfundets top ti procent i ihvertfald ét enkelt år af deres liv.
 

Vanopslagh: En stor venstrefløjs-myte 

En af dem, som bruger Cepos-rapporten til at affeje ulighedsproblemet i Danmark, er Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh.

Til Berlingske siger LA-lederen, at tallene viser, at “venstrefløjens fortælling om en elite, som stikker af fra os andre og giver privilegier videre til børnene, er én stor myte”.

Ifølge Kristian Weise, er det dog indiskutabelt, at gabet mellem top og bund er blevet større. Han henviser blandt andet til, at de ti procent med de største formuer sidder på 47 procent af de samlede formuer i Danmark, ifølge beregninger fra tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Han er en del af en privilegeret elite

Når man - som Vanopslagh - har sit udkigspost på samfundets top, kan skredet dog være svært at få øje på, mener Kristian Weise:

“Når vi får denne her diskussion, så skyldes det måske, at politikerne selv er en del af eliten. Vanopslagh oplever nok ikke, at der er en masse mennesker, som er stukket af fra ham. Men det er jo fordi, han selv som minimum er blandt top fem procent. Han er en del af en privilegeret elite, som har mulighed for at leve et helt andet liv, end dem som er i den nederste tredjedel,” siger Kristian Weise.   

Havde man opgjort top 1 procent på formue, ville man med alt sandsynlighed få et mere statisk billede

Formuer skaber velstand 

I rapporten har Cepos set på top 1 procent målt på indkomst. Undersøgte man i stedet de top 1 procent rigeste målt på samlede velstand, det vil sige inklusiv formuer, så ville døren stå langt mere stille, mener Kristian Weise.

“Vi ved, at formuer er mere ulige fordelt end indkomst. Havde man opgjort top 1 procent på formue, ville man med alt sandsynlighed få et mere statisk billede. Man bør medregne formuer, hvis man reelt er interesseret i at forstå, hvordan mobiliteten er i toppen af samfundet,” siger han.

Der kommer både flere i bunden og toppen har den største indkomstfremgang

Ifølge Kristian Weise er prisstigninger på boligmarkedet og aktiemarkedet en motor for den øgede velstand hos de klasser i samfundet, som har formuer, som de kan investere i mursten og værdipapirer.

“Desuden har vi de sidste årtier indrettet vores samfund på en måde, hvor det kun er blevet mere fordelagtigt at have en formue. Både på grund af bolig-skattestoppet, vores rentepolitik og skattelettelser i toppen,” nævner Kristian Weise som et par eksempler.

Det er også Mads Lundby Hansens klare indtryk, at der blandt top 1 procent målt på formue i “langt højere grad er tale om stationaritet”, end det er tilfældet for top 1 procent målt på indkomst. I et skriftligt svar til Netavisen Pio understreger cheføkonomen, at man også udgiver tal opgjort på formue.

”Med hensyn til formuer, der udgiver vi årligt en formuepolitisk redegørelse, hvor der også er fokus på top 1 procents formue. Og ja mit klare indtryk er, at hvis man ser på top 1 procent målt på formue, så er der i langt højere grad tale om stationaritet, end når man ser på top 1 procent i indkomst. Der er i øvrigt ikke tale om, at det er de samme mennesker, der er i top 1 procent. målt på formue og top 1 procent målt på indkomst,” skriver cheføkonom Mads Lundby Hansen til Netavsien Pio.  

Enøjet fokus på toppen

Når Cepos forsøger at forstå ulighed og social mobilitet ved at kigge på top 1 procent af indkomstskalaen, så er det en enøjet tilgang, mener Kristian Weise:

“Det største problem med ulighed er, at der er flere og flere, som sakker bagud. Der kommer både flere i bunden og toppen har den største indkomstfremgang. Derfor har vi et stigende problem med ulighed i Danmark” siger Kristian Weise.

Her 10 år senere diskuterer vi lønninger på 50-55 millioner

Når Cepos har valgt at zoome ind på top 1 procent, er det netop fordi, at venstrefløjen selv har haft fokus på top 1 procent, skriver Mads Lundby Hansen til Netavisen Pio.

“Vi har valgt at fokusere på top 1 procent, fordi der fra venstrefløjens side har været meget fokus på lige netop top 1 procent. Blandet andet var Occupy Wall Street-bevægelsen meget kritiske over for top 1 procent. Og førende venstreorienterede økonomer problematiserer også top 1 procent.

Vores analyse viser imidlertid, at der er en meget stor mobilitet ind og ud af top 1 procent. Der er dermed langt fra tale om en stationær overklasse, men i stedet om en flygtig størrelse. Og for at være der skal der leveres præstationer ellers er det ud. Og det er et enormt sundhedstegn for dansk økonomi, at det er sådan. Der er således ikke tale om at man er der pga. nedarvede privilegier”, skriver cheføkonom Mads Lundby Hansen.  

Kristian Weise medgiver, at aktører og organisationer, der kæmper mod ulighed - som eksempelvis Oxfam IBIS - har haft stor fokus på netop top 1 procent. Men ifølge ham er det fordi, der er ved at ske noget afgørende nyt i toppen.  

“Der sker noget i toppen, som vi ganske enkelt ikke har set før i historien. Da jeg første gang diskuterede toplønninger herhjemme, gik diskussionen på, om det var for meget med en årsløn på 20 millioner. Her 10 år senere diskuterer vi lønninger på 50-55 millioner,” siger Kristian Weise.