Det er ikke Instagrams uopnåelige kropsidealer eller Facebooks krav til det fede sociale liv, der får unge til at føle sig presset, stresset eller udsat. Det er heller ikke curlingforældrene, eller de uanede muligheder, som debatten om de sårbare unge ellers har været præget af.

Det mener forskere fra Aalborg Universitet, der med et nyt studie peger meget klart på synderen: de politiske reformer af uddannelsessystemet og kontanthjælpssystemet over de sidste 10-15 år.

Reformerne har skabt en præstationskultur, der driver de unge fremad i et ræs for at leve op til alle de krav, der bliver stillet op for dem, mener Iben Nørup, postdoc ved det sociologiske institut ved AAU og medforfatter til det nye studie.

”[…] det er ikke den her fortælling om, at man hele tiden skal være på, og hele tiden skal være smart og ja – de her forskellige historier, man nogle gange hører. Eller at man bliver stresset af, at man ikke kan slukke for Facebook og sådan nogle ting. Det er meget det tydelige pres, som de oplever fra uddannelsessystemet og bagvedliggende – at de godt ved, at der ikke er noget under dem, hvis de ikke leverer,” fortæller hun til Netavisen Pio.

Alle danskere under 75 år er blevet mere stressede. Men stigningen ser værst ud for den 16-24 årige.

Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2017

Præstationskultur med stort P
Iben Nørup er postdoc ved Aalborg Universitet, og har i sin forskning særligt beskæftiget sig med udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Det var netop i denne sammenhæng, at nye tal undrede hende. For der var en stor gruppe af unge, der faldt ud af systemet, som hun umiddelbart ikke kunne forklare.

”Jeg kunne se, at der var nogle mønstre i dataen for unge, som jeg ikke umiddelbart kunne forklare. Forstået på den måde, at vi har sådan en meget stærk fortælling om, at de unge mennesker, som falder igennem, som ender på kontanthjælp og uden uddannelse, at det er noget med social arv. Og det mønster kunne jeg ikke genkende i datasættet.”

De unge, der nu faldt ud, kom i stigende grad fra familier med forskellige grader af ressourcer. Både de dårligere stillet, men i stigende grad også fra middelklasse-familier og den øvre middelklasse. Det gav et meget blandet billede, som ikke umiddelbart kunne forklares med de gængse teorier om social arv, forklarer Iben Nørup.

I samarbejde med forsker-kollegaen Betina Jakobsen, koblede forskerne udviklingen i beskæftigelse og uddannelse med den markante stigning i psykisk mistrivsel hos unge, og de besluttede sig for at spørge de unge selv: hvorfor har de bevæget sig fra et normalt liv og ud på kanten på relativt kort tid?

De interviewede unge, der er tilknyttet organisationen ”Det Sociale Netværk”, som selv havde haft oplevelser med psykiske problemer, og som nu faciliterer samtaler og vejledning af unge, som står i samme situation.

”Det interviewene pegede på – meget tydeligt – var et præstationspres […] fordi det var det, vi kunne se, når vi gik ud og talte med de unge selv, og bad dem om at forklare, hvornår de havde det svært. Og hvorfor de havde det svært. Det var sådan set unge fra en meget blandet social baggrund, men mest middelklasse unge. Men unge, som havde været i meget svære problemer. Så pegede de på det her pres for at præstere og frygten for at falde igennem,” fortæller Iben Nørup og uddyber:

”Mange af dem har oplevet nogle hændelser i deres tilværelse, som for så vidt er normale hændelser, forstået på den måde, at det er noget de fleste mennesker kan risikere at komme ud for. Men de har ikke kunne håndtere dem. Det har væltet læsset for dem […]”

Flere af dem fortæller, at de har valgt ikke at forholde sig til det, fordi det ville gå ud over deres studier.

For de unge blev det et valg om ikke at mærke efter, om de havde det skidt, fordi det ikke var en mulighed at stoppe op.

”Flere af dem fortæller, at de har valgt ikke at forholde sig til det, fordi det ville gå ud over deres studier. Eller det ville være en fiasko for dem. Og når de så knækker på baggrund af det, så italesætter de det, at de knækker, som en fiasko – en yderligere fiasko – at de kunne ikke hænge ved, og blive ved med at levere på så højt et niveau, og det var fordi de var for dårlige til at præstere, samtidig med at livet foregik rundt om dem.”

Et system til rigtige mennesker
Ideen om en præstationskultur er ikke ny. Men for forskerne på AAU sætter deres resultater det i et nyt lys. Udviklingen i tallene og de unges budskaber peger på, at der er sket noget drastisk i uddannelsessystemet over de seneste 10-15 år, og her peger Iben Nørup og Betina Jakobsen på de mange reformer af uddannelsessystemet, som har været med til at skubbe på en præstationsdrevet kultur.

[…] det er det pres, de unge meget specifikt italesætter – altså presset for at skulle vælge uddannelse, og vide, hvad du vil forlader folkeskolen.

Forskerne peger specifikt på de nationale tests indført i 2010, inklusionsmål i folkeskolen, fremdriftsreformen, lærerplaner i daginstitutioner og reformerne af kontanthjælp til unge. Fælles for reformerne er et øget antal af krav, deadlines og tidligere valg.

”[…] det er det pres, de unge meget specifikt italesætter – altså presset for at skulle vælge uddannelse, og vide, hvad du vil forlader folkeskolen. Presset for at vælge forkert på uddannelse – frygten for at ryge ud fra uddannelsessystemet, hvis man ikke levere til sine eksamener til tiden, eller får nok ECTS-point, og frygten for, at man skal igennem uddannelsessystemet og stå udenfor – det er det, de ret eksplicit taler om.”

Derfor håber hun også, at de nye konklusioner vil få politikerne til at genoverveje det samlede billede af uddannelsessystemet.

”Men jeg vil jo sige, at det man burde gøre, og det er nok svært at gøre, når man har rullet så meget ud, det er, at man burde gøre uddannelsessystemet mere rettet mod læring og mindre rettet mod performance-mål. Og anerkende, at mennesker – og slet ikke unge mennesker – passer ikke ind i et regneark, du kan ikke lave en plan som passer til alle, og hvor alle skal levere på et bestemt niveau på et bestemt tidspunkt i deres liv,” siger Iben Nørup.