Danskerne er dødtrætte af reformer.

Mens Socialdemokratiet har registreret reformtrætheden blandt vælgerne, er der ikke meget der tyder på at begrebet ’reformtræthed’ figurerer i statsminister Lars Løkke Rasmussens univers.

Løkke kører videre i reformsporet

Lars Løkke Rasmussens valgkamp – i den udstrækning man kan sige at valgkampen er i gang – har det seneste år bestået af en række udspil og reformforslag. Hvor sundhedsreformen er langt det største. Ellers står det mere eller mindre mislykkede grønne udspil fra sidste år i erindringen, sammen med ghettoplanen. Dertil kommer at regeringen konstant har haft en højere pensionsalder på ønskelisten.

Endelig har Lars Løkke Rasmussen jo været arkitekten bag nogle af de største reformer af den offentlige sektor i de seneste 50 år. Naturligvis med kommunalreformen som den mest vidtrækkende. Lars Løkke Rasmussen er og bliver reformpolitiker. Det ved vælgerne godt. Derimod er han aldrig rigtig slået igennem som velfærdspolitiker.

Hvem husker ikke Thorning imponerede verdens topledere i Davos med, at hendes regering var gået reformamok

Den reformbølge der har skyllet ind over landet i de seneste årtier har i højere grad været blå, end den har været en rød. Selvom røde regeringer ikke har holdt sig tilbage. Hvem husker ikke da Helle Thorning imponerede verdens topledere i Davos med, at hendes regering var gået reformamok. Hendes vælgere herhjemme var knap så begejstret.

Reformpolitikken – som de fleste danskere kender den - har primært handlet om at effektivisere den offentlige sektor, og at vi alle sammen skal arbejde mere. Dertil kommer et hav af reformer, der har skabt et større bureaukrati, som mange danskere ikke rigtig kan se meningen med. Socialrådgiverne bruger i dag mere tid på papirarbejde og registrering end på deres klienter. Folkeskolen har i de seneste 20 år været igennem 11 større eller mindre reformer. Med folkeskolereformen som det meste nedslående eksempel.  Osv., osv.

Tilbage står, at der i dag, i befolkningen, har bredt sig en stemning af, at nok er nok.

Sådan har de fleste danskere oplevet det. Og tilbage står, at der i dag, i befolkningen, har bredt sig en stemning af, at nok er nok.

Danskerne gider ikke lægere 

Især tre forhold har i det seneste års tid fortalt os, at nu gider danskerne ikke længere.

1. OK18 var en lærestreg

OK 18 overraskede alle. Ingen havde regnet med at de offentligt ansatte ville være i stand til at stå sammen igennem et langt og opslidende forhandlingsforløb, som det vi var vidne til i foråret 2018. Men det lykkedes faktisk til alles overraskelse. Selve forløbet handlede naturligvis om lønstigninger og et utal af overenskomstmæssige teknikalitet, betaling af frokostpauser mv. som har stor betydning for de offentligt ansattes hverdag. Men det var den underliggende strøm af vrede og frustration – oparbejdet igennem en lang årrække over dårligere arbejdsforhold, elendig ledelse og mislykkede reformer – blandt de offentligt ansatte, der holdt lønmodtagersiden og fagbevægelsen sammen. Hvem husker ikke den store skurk: Moderniseringsstyrelsen. Og nok så vigtigt; adskillige målinger fra foråret 2018 viste, at der i den øvrige befolkning var stor forståelse for de offentligt ansatte.

Socialdemokratiet dykkede voldsomt i målingerne under OK18 og fik sig en nyttig lærestreg om, at man ikke bare skal tage vælgerne for givet. Det har den socialdemokratiske ledelse på Christiansborg uden tvivl noteret sig. Mette Frederiksen har senere, ved flere lejligheder, gjort opmærksom på at det gjorde indtryk.

2. Sundhedsreform uden medvind

Statsminister Lars Løkke Rasmussen må være en meget frustreret mand her så kort tid før valget. Ingen af de politiske initiativer han har søsat siden efteråret - herunder finansloven -  har resulteret i vælgerfremgang. Og da slet ikke kronjuvelen: Sundhedsreformen. Tværtimod.

Intet tyder på at danskerne lige med det samme er klar til flere store reformer

Intet tyder på at danskerne lige med det samme er klar til flere store reformer. Erfaringerne med de mange strukturforandringer inden for den offentlige sektor – både hos de ansatte og borgerne – er, at de mest af alt har skabt en masse bøvl.

Kun færreste kan sikkert forstå indholdet i sundhedsreform. Og ingen kan få øje på nødvendigheden af reformen.

Tilbage står reformtrætheden.

3. Kolossal interesse for folkepension

Folkepensionen er det helt store samtale emne blandt danskerne i disse tider. Ikke så mærkeligt. For nu begynder mange for alvor at kunne mærke, hvad den gradvise udfasning af efterlønnen, og udskydelsen af folkepensionen betyder for dem.

Selv danskere i 30’erne interesserer sig i dag for deres pensionsalder

Interessen for folkepensionen er kolossal og har i de senere år bredt sig til hele befolkningen. Selv danskere i 30’erne interesserer sig i dag for deres pensionsalder, sådan var det ikke tidligere. Ingen bryder sig om udsigterne til at skulle arbejde til de er i midten af 70’erne. Alle målinger viser at et stort flertal forventer at der bliver gjort noget ved den sene tilbagetrækning.

Nok er nok.

Reformkværnen på vej ned i tempo

I årtierne efter 2. verdenskrig bidragede et utal af progressive reformer – gennemført, for det meste, under skiftende socialdemokratiske regeringers ledelse - inden for socialpolitik, uddannelse arbejdsmarked osv. - til at opbygge velfærdsstaten. Med folkepensionen i 1956, som en hovedhjørnesten.

Siden 1980’erne har begrebet reform fået en helt anden betydning. Reformer har handlet som at tøjle, effektivisere og slanke velfærdsstaten.

En tidligere politisk rådgiver har formuleret det: ’Et moderne samfund uden reformer giver ingen mening’

Dertil kommer et forhold man bestemt ikke skal undervurdere, nemlig  at kulturen i det politiske miljø, blandt politikere – på tværs af partierne - og embedsmændene, i senere årtier, er gået reformamok. Som en tidligere politisk rådgiver har formuleret det: ’Et moderne samfund uden reformer giver ingen mening.’

De fleste vælgere vil uden tvivl synes at det er noget vrøvl.

Vi lever i et samfund der er præget af konstante forandringer. Stress er blevet en folkesygdom. Ingen tvivl om at mange danskere, ville sætte pris på, om reformkværnen fremover kommer til at køre i et meget lavere tempo.

Pensionsoprør første signal

Pensionsoprøret kan meget vel være det første signal fra en reformtræt befolkningen om, at man ønsker en ny og anderledes reformpolitik, hvor få progressive, velforberedte velfærdsreformer igen sætter dagsordenen og kommer til at præge dansk politik.

Pensionsoprøret kan meget vel være det første signal

Efter folketingsvalget bliver det en af de største udfordringer for eventuelt ny socialdemokratisk regering.