Annonce

Regering afskaffer modregning for pensionister og FH vil fortsætte kamp for bededag

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det blevet onsdag og Netavisen Pios nyhedsoverblik 'Aktuelt' er tilbage med en lille håndfuld nyheder fra dansk politik og omegn.

 

Regering vil afskaffe økonomisk straf til pensionister med arbejde

Folkepensionen skal ikke blive mindre, hvis pensionister tager et arbejde og tjener en løn.

Regeringen vil nu fremsætte et lovforslag, der afskaffer den modregning, der indtil nu har været i folkepensionen, hvis pensionister tjener en løn ved siden af deres pension.

Det skriver DR.

"Samlet har regeringen nu fjernet modregningsregler for pensionister, som vil have stor betydning for op mod 130.000 danskere. Heriblandt rigtig mange seniorer, som nu ikke behøver at sætte sig ind i reglerne for beregning af pension, før man påtager sig ekstra arbejde," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i følge en pressemeddelelse.

"Nu sikrer vi, at det økonomisk kan betale sig at give en tørn mere. Det her har rigtig mange danskere kæmpet for i lang tid, og derfor er jeg stolt over, at det nu kommer til at ske."

Forslaget vil koste omkring 450 millioner kroner og øge det såkaldte strukturelle arbejdsudbud med 1,050 personer ifølge Beskæftigelsesministeriet.

Selvom loven endnu ikke er vedtaget, kan pensionisterne allerede nu glæde sig over, at lønnen i princippet ikke bliver modregnet i deres folkepension.

Læs hele historien her.

 

Ny DF'er bliver social- og sundhedsordfører

Dansk Folkepartis nyeste medlem af folketingsgruppen, Mette Thiesen, skulle ikke vente længe med at få noget at rive i, efter at hun forleden blev medlem.

Hun har på et gruppemøde fået tildelt fem ordførerskaber: Socialordfører, sundhedsordfører, familieordfører, handicapordfører og ytringsfrihedsordfører.

Socialordførerslkabet overtager hun fra Pia Kjærsgaard, mens sundhed kommer fra Peter Kofod.

placeholder


Tidligere partiformand kommer i hæren

Den tidligere formand for Kristendemokraterne Marianne Karlsmose er ansat i Kirkens Korshær i stillingen som landssekretær for Region Østjylland og region Nord- Midt og Vestjylland.

Det meddeler Kirkens Korshær i en pressemeddelelse.

"Efter tre måneder på lavt blus glæder jeg mig rigtig meget til at blive en del af Kirkens Korshærs fantastiske arbejde for socialt udsatte mennesker med et klart værdimæssigt udgangspunkt i, at ethvert menneske er unikt og værdifuldt uanset livssituation og baggrund," siger hun om ansættelsen.

Marianne Karlsmose har i to omgange været partiformand for Kristendemokraterne, senest ved valget i november, hvor partiet endnu en gang ikke kom over spærregrænsen.


Fagbevægelsen vil fortsætte bededagsmodstand

Toppen af FH-fagbevægelsen var tirsdag samlet for at drøfte næste træk i kampen mod afskaffelsen af store bededag.

Kampgejsten er stor, men der er delte meninger om retningen her fra og ikke mindst opfordringen til en folkeafstemning-

Det skriver A4.

Der kommer ikke flere demonstrationer, som i søndags, men underskriftsindsamlingen vil fortsætte.

"Derudover overvejer man netop nu, hvad man kan bruge de foreløbigt 467.000 underskrifter til, og hvordan og hvornår de skal afleveres til regeringen.

Der tygges samtidig på, hvordan man kan mobilisere de angiveligt 150.000-200.000 af underskriverne, som har givet samtykke til, at kampagneholdet må kontakte dem.

Og så vil man begynde at kaste sig mere nidkært ind i ministeriets høringsnotat, som har vakt harme i flere dele af fagbevægelsen, der opfatter den korte høringsproces som ren og skær skinproces," skriver A4 Aktuelts politiske redaktør.

Tilbage står spørgsmålet om et krav en folkeafstemning, som ikke længere synes aktuelt for FH.

Læs hele analysen her.

 

Ombudsmand: Stop med at give offentligt ansatte mundkurv på ved fratrædelser

Det offentlige må ikke som standard bruge tavshedsklausuler i fratrædelsesaftaler, fastslår ombudsmanden.

Og det vækker glæde hos FH.

“I et demokrati må offentlige myndigheder kunne tåle kritik – både fra borgere og fra de nuværende og tidligere ansatte. Vi har alle ytringsfrihed, og offentligt ansatte har en vidtgående ytringsfrihed, men vi oplever desværre ofte, at arbejdsgivere bruger tavshedsklausuler i fratrædelsesaftaler som en generel mundkurv, der skal lukke ned for kritik,” siger næstformand for FH, Morten Skov Christiansen og uddyber:

”Det er et problem for vores offentlige demokrati, debat og retssikkerhed, så udtalelsen er en stor sejr. Vi er derfor glade for Ombudsmandens meget klare og vigtige udtalelse”.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet