S-ordfører trækker sig, terror i Norge og Messerschmidt flytter kreds

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til torsdagens udgave af Netavisen Pios Aktuelt med en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

I dag med en socialdemokrat i en boligsag, en DF-profil der skifter kreds og et forfærdelig trist terrorangreb i Norge.

Tak fordi du læser med.

 

S-ordfører trækker sig efter boligsag

Folketingsmedlem Tanja Larsson trækker sig som boligordfører for Socialdemokratiet. Det oplyser hun til Ekstra Bladet i følge DR..

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet hvordan Tanja Larsson har boet i en af Folketingets gratis lejligheder i hjertet af København, samtidig med at hun fremlejede sin egen andelslejlighed.

Det er imod reglerne, og Tanja Larsson lovede at få orden i boligsituationen, men det er ikke sket.

"Jeg trækker mig som boligordfører med øjeblikkelig virkning. Jeg må konstatere, at jeg ikke har fået ryddet op i min boligsituation på trods af, at jeg i sommer satte min andelsbolig til salg via andelsboligforeningen med henblik på at sælge snarest muligt," oplyser hun til Ekstra Bladet.

Tanja Larsson har siddet i Folketinget siden 2019, hvor hun erstattede Henrik Sass Larsen.

Læs hele historien her.


Messerschmidt skifter kreds

Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt vil ved næste valg være på stemmesedlen i Københavns Omegns Storkreds. Det skriver han på Facebook.

Han erstatter Pia Kjærsgaard, der flytter til Sjællands Storkreds.

"Det er naturligvis vemodigt at skulle skifte kreds, og jeg er rigtig glad for at repræsentere Nordsjælland i Folketinget. Men dels bor jeg i Københavns Omegn og dels er der rigtig mange af de helt konkrete problemer med udlændingepolitikken, der har sin rod i Københavns Omegns kommuner. Endelig er det naturligvis en stor ære at kunne træde i Pia Kjærsgaards fodspor," skriver Morten Messersschmidt på Facebook.  

placeholder

Morten Messerschmidt har også tidligere været opstillet i Østjylland.


Statsminister sender tanker til Norge

Norge blev i går aftes ramt af et forfærdeligt terrorangreb, hvor en dansk statsborger med bue og pil dræbte fem mennesker.

Norsk politi ved ikke hvad motivet er, men fortæller at der tidligere har været bekymringer om, at manden, der er konverteret til islam, var blevet radikaliseret.

Den 37-årige danske statsborger, som er sigtet for angrebet i går, har tidligere været dømt flere gange, blandt andet for trusler mod sine egne forældre, den ene af dem på livet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sendte en kort melding på Twitter:

"Det er med stor sorg, at jeg har modtaget nyheden om det forfærdelige angreb i Kongsberg.

Mine tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og deres pårørende," skriver hun.

Statsminister Mette Frederiksen:

“Det er med stor sorg, at jeg har modtaget nyheden om det forfærdelige angreb i Kongsberg. Mine tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og deres pårørende.”

— Statsministeriet (@Statsmin) October 14, 2021


Her er Støres nye ministre

Vi tager et kort smut tilbage til Norge, som har fået en ny regering, og Norges nye statsminister Jonas Gahr Støre har udnævnt 18 nye ministre fra Arbejderpartiet og Centerpartiet til sin regering.

10 ud af de 18 ministre er kvinder, og det er første gang i Norges historie, at der er et flertal af kvindelige ministre i regeringen, skriver Altinget.

Senterpartiets leder Trygve Slagsvold Vedum er blevet ny finansminister.

Den nye justitsminister Emilie Enger Mehl, også Senterpartiet, bliver regeringens yngste medlem. Hun er 28 år gammel.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"S-ordfører trækker sig efter boligsag". Tanja Larsson kan umuligt have været i god tro.
Og hvad er sanktionen? Er det bedrageri?

Og hvorfor f..... er hun tildelt en af Folketingets gratis lejligheder??? Hvem har svigtet her?
"Men Ekstra Bladet kan nu afsløre, at Socialdemokratiets boligordfører, Tanja Larsson, aktivt har ansøgt om og fået en gratis politiker-lejligheder, selvom hun har folkeregisteradresse på Sjælland og i forvejen ejer en lejlighed blot en cykeltur fra Slotsholmen".

Socialdemokratiet har IKKE brug for folk der skader partiet så meget i jagt på egen profit.
Tanja Larsson burde skamme sig ud over alle grænser.
Og så mangler jeg en forklaring og undskyldning for PIOs artikel-fusk. At stikke hovedet i busken og lade som ingenting er ynkeligt.

hans Jensen,
"Tanja Larsson burde skamme sig ud over alle grænser.", synes du det er nok?

Tja, hvis det er til grænsen til Moldova må det vel række. :-)

I mangel af dødsstraf bør terroristen i Norge straffes med
1) amputering af begge hænder og
2) indespærring i isolation resten af hans liv, uden mulighed for benådning, udgang eller besøg.
Der er INGEN grund til at behandle ham humanistisk, for det var han ikke, da han valgte at myrde sine ofre.

"Messerschmidt skifter kreds" til kredsbrummen...

"Messerschmidt skifter kreds" til kredsbrummen...

Er det overhovedet et repræsentativt demokrati, som er tvunget til at slæbe rundt på en karakter som Morten Messerschmidt?

Annonce