Annonce

S siger nej til regeringens kontanthjælpsloft

Der bliver ingen aftale mellem regeringen og socialdemokraterne om et nyt kontanthjælpssystem. Regeringens forslag rammer børnefamilierne for hårdt, lyder begrundelsen fra Mette Frederiksen.
Venstres forslag fra valgkampen om at indføre et samlet loft over de offentlige ydelser, bliver uden socialdemokraternes medvirken.

Socialdemokraterne meldte sig torsdag selv ud af forhandlingerne, allerede inden det første møde hos beskæftigelsesminister Jørn Neergaard-Larsen (V) har været afholdt.

”Regeringen lægger op til at sætte kontanthjælpen markant ned for folk, som får meget, meget svært ved at komme i arbejde. Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde, men prisen kan blive før høj. Regeringens forslag vil blandt andet ramme børnefamilier for hårdt,” begrunder Mette Frederiksen afbuddet med.

Hun kalder desuden regeringens forhandlingsstrategi for ”besynderlig”.

”Man skal acceptere alle regeringens ønsker før man overhovedet kan blive lukket ind i forhandlingslokalet,” siger hun og lader det nu op til regeringen, at finde et flertal sammen med Dansk Folkeparti.

225 timers-regel var adgangskrav
Ligesom i flere af regeringens øvrige oplæg til forhandlinger i disse uge, skulle partierne på forhånd sige ja til enkelte elementer.

I regeringens udspil til et ”moderne kontanthjælpsloft” lægges der således op til, at en 225 timers regel genindføres – tilmed i en skærpet udgave i forhold til den regel som Thorning-regeringen afskaffede i 2011. Den nye regel betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal dokumentere, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde minimum 225 timer i løbet af et år, ellers mister

Ifølge socialdemokraternes Nicolai Wammen har 225 timers reglen været adgangsbilletten til forhandlingerne med regeringen, og den ønskede Socialdemokraterne altså ikke at indløse.

Ministeren undrer sig
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) siger til DR, at han undrer sig over Mette Frederiksens udmelding.

”Vi tager til efterretning, at Socialdemokraterne ikke vil være med til at lave et nyt kontanthjælpsloft, sådan at det kan betale sig at arbejde og samtidig bidrage til at finansiere skattelettelser til helt almindelige hårdtarbejdende danskere. Det er rammerne for forhandlingerne, og derfor forhandler regeringen nu med de andre borgerlige partier. De partier er alle enige om, at vi skal have et kontanthjælpssystem, hvor det bedre kan betale sig at arbejde. Det ønsker Socialdemokraterne så ikke at medvirke til.”

Det er nu to dage i træk, at Socialdemokraterne og regeringen ikke kan blive enige om en aftale. I går var det en aftale om udlændingepolitik som de to parter ikke kunne blive enige om.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet