Annonce

Socialdemokratiet finder Sophie Hæstorp Andersens afløser

”Ser frem til opgaven,” lyder det fra Lars Gaardhøj, der erstatter formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, som Socialdemokratiets spidskandidat til regionsrådsvalget
Det bliver favoritten, men i den brede befolkning relativt ukendte, Lars Gaardhøj, som bliver Socialdemokratiets spidskandidat i Region Hovedstaden ved det kommende valg i november.

Den 46-årige Lars Gaardhøj, som i dag er Socialdemokratiets gruppeformand i regionsrådet, afløser dermed regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, der skifter til kommunalpolitik og går efter overborgmesterposten i Københavns Kommune.

”Ser frem til opgaven,” skriver Lars Gaardhøj på Twitter, efter at være blevet valgt uden modkandidater (ingen andre kandidater havde meldt sig, da deadline udløb).

placeholder

Samlende figur

Lars Gaardhøj erklærede sig som kandidat kort før jul, hvor han fremlagde sine mærkesager i et opslag på Facebook.

Gruppeformanden – og nu også spidskandidaten - lægger vægt på, at hans mangeårige erfaring i regionspolitik er vigtig "under den største sundhedskrise i mere end hundrede år". Lars Gaardhøj blev første gang valgt til regionsrådet i 2010.

Også i stormvejr

”Jeg ved, hvad det kræver at stå i frontlinjen - også i stormvejr,” forklarer Lars Gaardhøj. ”Efter mange år som gruppeformand og budgetordfører har jeg været med til at træffe svære og store beslutninger. Jeg kan samle bredt.”

Lars Gaardhøj har da også sammen med Sophie Hæstorp Andersen været pennefører på de seneste syv budgetter i regionen, og han har været med til konstitueringsforhandlinger ved de foregående to regionsrådsvalg og har derfor erfaring med den politiske gang på regionsrådsgangene i Hillerød.

Som mærkesager nævner Lars Gaardhøj lige adgang til sundhed, større inddragelse af patienter og pårørende i tilrettelæggelsen af sundhedsvæsnet og en grøn profil, når det gælder hospitalsbyggeri og trafik, hvor han vil satse på cyklisme, grøn bustrafik og letbaner.

placeholder

Tv-lægen

Lars Gaardhøj var favorit til at tage over efter Sophie Hæstorp Andersen, men spørgsmålet har været, om han er kendt nok af den brede offentlighed til at sikre Socialdemokratiet endnu en valgperiode med regionsrådsformandsembedet (den afgående formand skiftede i sin tid fra Christiansborg og til Hillerød).

Ved regionsrådsvalget i 2017 fik Lars Gaardhøj 2709 personlige stemmer. Eller væsentligt færre end Sophie Hæstorp Andersen, som med 60.162 var den helt store stemmesluger ved valget. Venstres spidskandidat, folketingspolitikeren Martin Geertsen, fik 23.754 stemmer ved samme valg.

Af samme årsag har der været spekuleret i, om Socialdemokratiet skulle kunne tiltrække en mere kendt politiker – eller person – og tv-lægen Peter Qvortrup Geisling har været nævnt i den forbindelse. Sundhedspolitik er det altdominerende for regionspolitikere, da de administrerer sygehusene, og Sophie Hæstorp Andersen havde forinden været Socialdemokratiets sundhedsordfører.

Fodboldfan

Lars Gaardhøj er uddannet cand.mag i samtidshistorie fra Syddansk Universitet (SDU) og har gennem en årrække arbejdet som konsulent hos AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), der blandt andet driver aftenskoler, daghøjskoler og sprogcentre.

Privat er den nye spidskandidat gift og har tre børn. Lars Gaardhøj bor på Østerbro og går meget op i fodbold – yndlingsholdene er Liverpool FC og Vejle Boldklub.

Siden tilblivelsen i 2007 har Region Hovedstaden været ledet af regionsrådsformænd fra Socialdemokratiet. Inden Sophie Hæstorp Andersen satte sig i stolen efter valget i slutningen af 2013, var Vibeke Storm Rasmussen regionens formand fra 2007 til 2014.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet