Mandag 29. marts 1920. Kong Christian X meddeler, at han afskediger det radikale Zahle-ministerium, hvor også den socialdemokratiske partiformand Thorvald Stauning er medlem, på trods af, at det ikke er lykkedes oppositionen at få vedtaget en mistillidsdagsorden til ministeriet. I stedet udnævner kongen sagfører Otto Liebe til statsminister.

Dermed har kongen forbrudt sig mod det parlamentariske princip, der har været gældende siden 1901: Nemlig at det er flertallet i Folketinget, og ikke kongen, der afgør, hvem der har regeringsmagten. Afskedigelsen fører da også til voldsomme reaktioner i socialdemokratiske kredse.

”Kongen begaar statskup”, skriver Frederik Borgbjerg på forsiden af Social-Demokraten, hvor han opfordrer til generalstrejke. Store menneskemængder samles til demonstration på Amalienborg Slotsplads, og der lyder taktfaste råb op ”Republik! Republik!”.

Baggrunden var skuffelse over, at Flensborg ikke kom tilbage til Danmark i kølvandet på Første Verdenskrig. Her havde kun det nordlige Slesvig, det nuværende Sønderjylland, ved en folkeafstemning stemt for vende tilbage til Danmark, mens blandt andet Flensborg havde stemt for stadig at være en del af Tyskland. Zahle insisterede på at respektere befolkningsflertallets afgørelse, men både Venstre og Konservative var imod at opgive Flensborg og krævede nyvalg.

Thorvald Stauning var i Jylland, da krisen startede. Selvom han delte harmen over kongens afskedigelse af Zahle-ministeriet, ønskede han ikke en generalstrejke. I stedet gik han i spidsen for en deputation fra Københavns borgerrepræsentation til Kongen, og han holdt flere møder med Christian X og Liebe på Amalienborg.

Generalstrejken blev fastsat til den 6. april, men inden da accepterede kongen efter pres fra Socialdemokratiet og Radikale Venstre at afskedige Liebe og i stedet udnævne lederen af overformynderriget, Michael Petersen Friis, til ny statsminister frem til et folketingsvalg.

Krisen jagede en skræk i livet på Christian X, der fremover respekterede det parlamentariske princip. For Stauning blev påskekrisen øjeblikket hvor han for alvor trådte i karakter som en samlende skikkelse, der på samme tid krævede respekt for parlamentarismen og afviste de revolutionære paroler. Forsvaret for det parlamentariske demokrati blev i de følgende årtier en hjørnesten i det socialdemokratiske samfundsprojekt.