3. oktober 1972. Statsminister Jens Otto Krag har netop afholdt sin åbningstale i Folketinget. En tale der bærer stærkt præg af gårsdagens folkeafstemningen, hvor et stort flertal af danskerne har valgt at sige ”Ja” til De Europæiske Fællesskaber (EF).

Folketingsmedlemmerne er ved at bryde op, at Folketingets formand, Karl Skytte, meddeler, at statsministeren har en meddelelse til Folketinget. Krag indtager igen talerstolen:

”Efter afstemningen i går er den parlamentariske situation uændret. Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke nødvendigt, at statsministeren fortsætter. Jeg har længe ønsket at trække mig tilbage, og jeg vil benytte en gunstig lejlighed til at gøre det.”

Meldingen kommer ikke bare som et chok for folketingsmedlemmerne og de forsamlede journalister, men også for store dele af regeringen. Krag har nemlig kun orienteret en snæver kreds om sin beslutning.

Budgetminister Per Hækkerup er blandt de overraskede. ”Inden du træffer en beslutning med så vidtgående konsekvenser, kunne du godt have drøftet det med de mere tænksomme af os” siger han, da han fanger Krag. ”Det har jeg også gjort” lyder Krags kølige svar.

Det er Krags plan at gøre Anker Jørgensen, formanden for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, til sin efterfølger som både partiformand og statsminister. På et møde umiddelbart inden mødet i Folketingssalen har han sikrer han sig opbakning til Anker Jørgensens kandidatur fra en række centrale personer i den socialdemokratiske ledelse. Det gælder blandt andet udenrigsminister K. B. Andersen, arbejdsminister Erling Dinesen, handelsminister Ejler Jensen, gruppeformand Orla Møller og LO-formand formand Thomas Nielsen.

Ikke alle er dog lige tilfredse med Krags fremgangsmåde. Angiveligt indsamler utilfredse gruppemedlemmer på en serviet 42 underskrifter fra socialdemokratiske folketingsmedlemmer på, at Orla Møller bør være Krags efterfølger. Møller afviser dog at kandidere til posten. Han har jo allerede lovet Krag at støtte Anker Jørgensen.

En overrasket Anker Jørgensen bliver derfor kaldt til Statsministeriet og får meddelelsen om, at han skal være ny statsminister. Den 5. oktober udnævnes han formelt, og senere på året bliver han også ny partiformand. En ny epoke i Socialdemokratiet kan begynde.