Dansk Folkeparti går sin sejrsgang i meningsmålingerne og er med i en tæt dyst mod Socialdemokraterne og Venstre om at blive landets største parti ved næste Folketingsvalg. På trods af det er partiformand Kristian Thulesen-Dahl forbeholden, når pressen spørger, om han og partiet er interesseret i at indgå i en eventuel borgerlig regering.

Argumentet er, at indflydelsen ligger i rollen som støtteparti. Årsagen skal dog snarere findes i de skræmmende spor fra Fremskrittspartiet i Norge.

I september 2013 var jubelen stor i det norske Fremskrittsparti. Partiet og dets leder, Siv Jensen, havde vundet det norske Stortingsvalg sammen med Høyre og skulle for første gang være med som regeringspartner. På valgaftenen steg hun op på talerstolen og erklærede ”Morn’a Jens” - et triumferende og nedladende farvel til Jens Stoltenberg og hans Arbeiderparti, der netop havde tabt regeringsmagten.

Der gik dog ikke lang tid, før virkeligheden gik op for Siv Jensen. Regeringsansvaret tyngede, fordi de seneste års løfter skulle indfries og finansieres, og allerede en måned efter sejren, i oktober 2013, måtte Siv Jensen krybe til korset: Det var hårdt at være i regering, og mange mærkesager var tabt.

Den forklaring bed vælgerne ikke på. Siden Siv Jensens berømte ”Morn’a Jens” er Fremskrittspartiet raslet nedad i meningsmålingerne i et uset omfang. I dag, blot et år efter valget, ligger partiet i underkanten af 10 procent mod 16,3 procent på valgaftenen.

Årsagen er, at partiet har opgivet dets populære mærkesag om at bruge landets oliemilliarder på velfærd, mens de heller ikke har formået at gøre deres egen kritiske udlændingepolitik til regeringens politik.

Særligt ved den seneste finanslov knækkede filmen for partiets store bagland og vælgerskare. De havde forventet et velfærdsløft, men fik i stedet en stram finanslov, hvor der kun blev plads til lavere skatter. Det skabte en kløft af skuffelse mellem partiet i Stortinget og dets bagland og vælgere. En kløft, som Fremskrittspartiet stadig ikke har formået at reparere, og som vil kunne skubbe partiet endnu længere ned i meningsmålingerne.

Dansk Folkeparti kan lide samme skæbne
Kristian Thulesen-Dahl og hans strateger ved godt, at det samme kan ske for Dansk Folkeparti, hvis de går ind i en borgerlig regering. Selvom Dansk Folkeparti har den fordel, at deres indvandrerpolitik stort set er overtaget af Venstre, vil de sandsynligvis opleve de samme problemer på den økonomiske og velfærdspolitiske dagsorden, som Fremskrittspartiet har.

På økonomisiden kræver Dansk Folkeparti en realvækst i de offentlige udgifter på 0,8 procent. Resten af den borgerlige blok kræver nulvækst og færre penge til velfærd. Det vil medføre gevaldige sværdslag på valgnatten. Især fordi Lars Løkke Rasmussen allerede har slået fast, han kun vil være statsminister, hvis han kan holde de offentlige udgifter i ro og få gennemført skattelettelser.

Selv hvis det usandsynlige skulle ske, og Dansk Folkeparti får sin vækst på 0,8 procent igennem, vil det ikke kunne betale for de mange velfærdsløfter, der er givet ud.

Tulliard-løfterne er på over 180 milliarder og vil ikke kunne indfries i hverken næste valgperiode eller de næste 20 år.

Således tegner der sig et klart billede af, hvad der vil blive krævet af Dansk Folkeparti, hvis de vil indgå i en regering med Venstre. De skal acceptere nulvækst, skattelettelser og ikke mindst give afkald på de utallige velfærdsløfter, som deres bagland og vælgere vil forvente, at de gennemfører.

Derfor vil Thulesen-Dahl hellere tage rollen som støtteparti frem for at køre ned ad det samme skræmmende spor, som Fremskrittspartiet har gjort.

Med den øgede indflydelse som regeringspartner kommer nemlig det ansvar, som Dansk Folkeparti ikke kan leve op til.

Rasmus Felt (f. 1987) er stud.scient.pol på Københavns Universitet og byrådsmedlem i Køge Kommune for Socialdemokraterne.