Norges arbejderparti står til vælgerlussing - men nyder opbakning hos unge

Det ser sort ud for Arbeiterpartiet forud for mandagens kommunalvalg. For få dage siden var der ellers stor jubel i det norske arbejderparti.
Foto: AUF
De unge socialdemokrater i Norge vandt skolevalget 2019.
Mandag går 4,2 millioner nordmænd til stemmeurnerne for at stemme til kommune- og fylkestingsvalget (svarende til kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark).

Den seneste meningsmåling fra norske VG er dog ikke en dans på røde roser for Arbeiterpartiet. Således står Arbeiterpartiet til en tilslutning på 22,7 procent, hvilket er en tilbagegang på 10,3 procentpoint sammenlignet med sidste kommunalvalg i 2015.

Nye beregninger viser, at Arbeiterpartiet har mistet 33.000 vælgere til Sosialistisk Venstreparti, 41.000 vælgere til Senterpartiet og hele 49.000 vælgere til Miljøpartiet De Grønne siden stortingsvalget (folketingsvalget) i 2017.

 

 

Fra valgsejr til vælgerlussing

Det er ellers ikke mange dage siden, at der var stor jubel i Arbeiterpartiet.

Onsdag vandt Arbeiterpartiet nemlig det norske skolevalg. En autentisk gennemført valghandling, der kan betragtes som en form for prøvevalg for unge, som endnu ikke har stemmeret.

Mange unge tror, at vi får en værre fremtid end vores forældres generation har haft

Hvor det i Danmark afholdes for elever i 8.-10. klasse, afholdes skolevalget i Norge i stedet for elever på ungdomsuddannelser. Formålet med valget er at ”vække politisk interesse og engagement blandt ungdommen og give dem et indblik i demokratiske processer.”

Med 26,5 procent af stemmerne blev Arbeiterpartiet det største parti ved skolevalg 2019. Æren skal dog i høj grad tilskrives de unge socialdemokrater i Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), som er Arbeiterpartiets politiske ungdomsorganisation.

I forbindelse med skolevalget er det nemlig – ligesom med skolevalget i Danmark – de politiske ungdomsorganisationer, der repræsenterer moderpartierne.

 

AUF satte ny rekord

Hvad der er mere bemærkelsesværdigt er, at det er tredje gang i træk, at AUF & Arbeiterpartiet vinder skolevalget. Ingen andre politiske ungdomsorganisationer har nogensinde før vundet skolevalget tre gange i træk. Dermed skrev AUF & Arbeiterpartiet også historie og satte ny rekord.

Netavisen Pio har talt med AUF’s næstformand, Astrid Willa Eide Hoem, som har været kampagneleder for AUF’s nationale indsats under skolevalget.

”Unge er bekymrede for fremtiden; om vi klarer klimakrisen og holder folk i job. Om vi får en skole, hvor alle bliver set. Hvor vi mindsker uligheden og skaber en fremtid, hvor alle er med. Det er områder, som Arbeiterpartiet har gode svar på,” siger hun til Netavisen Pio og tilføjer:

”Mange unge tror, at vi får en værre fremtid end vores forældres generation har haft.”

 

 

 

Rød blok, som består af partierne Rødt, Sosialistisk Venstreparti, Arbeiterpartiet, Senterpartiet og Miljøet De Grønne, opnåede 60,2 pct. af stemmerne, mens blå blok med partierne Fremskrittspartiet, Høyre, Venstre og Kristeligt Folkeparti fik 39,8 pct. Dermed endte det norske skolevalg med en storsejr til rød blok.

 

Kvinders ret til at bestemme over egen krop

AUF-næstformanden fortæller, at der var flere gennemgående temaer under skolevalget: skolepolitik, arbejdsliv, indvandring, integration og ulighed. Også klimaet stod selvfølgelig højt på dagsordenen.

”Når vi ved, at vi har 11 år til at mindske 50 procent af vores udslip, må vi have en politik, som faktisk mindsker klimagasudslippet,” siger Astrid Willa Hoem.

For første gang i 40 år har en regering i Norge indskrænket kvinders ret til at bestemme over egen krop

Men der var også et andet emne, som fyldte meget, nemlig ændringer i den norske abortlov, fortæller hun:

”Abortloven engagerer norske elever stærkt. For første gang i 40 år har en regering i Norge indskrænket kvinders ret til at bestemme over egen krop.”

 

Generalprøve for kommunalvalget

Skolevalget fandt sted blot fem dage, før den norske befolkning mandag skal stemme til kommunestyre- og fylkestingsvalg.

Skolevalget har fået stadigt flere deltagere og større mediedækning gennem årene og giver ofte en indikation på resultatet ved det ordinære valg.

”Det er i hvert fald et tydeligt fingerpeg om, hvad unge ønsker for valget, og hvad der er vigtigt for unge. Så det kan godt vise en retning for kommune- og fylkestingsvalget. Men det allervigtigste er, at det viser, at unge vil have en ny retning for landet,” siger Astrid W. Hoem, som i øvrigt selv er kommunalvalgskandidat i Kristiansund.

 

Adskiller sig fra skolevalget i Danmark

Skolevalget i Norge adskiller sig en del fra skolevalget i Danmark. Udover forskellen i aldersgruppe og deltagerantal har skolevalget i Norge også langt flere år på bagen end skolevalget i Danmark. Således fandt det første skolevalg i Norge sted i 1989 – for 30 år siden – mens det første skolevalg i Danmark så dagens lys i 2015.

Det seneste skolevalg i Danmark blev afholdt i januar 2019. Her vandt Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) skolevalget for Socialdemokratiet, som med 22,6 pct. af stemmerne blev det største parti.

Andreas Petersson er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook