Et forsøg på at genvinde medvind i meningsmålingerne, som partiet har importeret direkte fra den yderste amerikanske højrefløj, hvor man siden 2009 har brugt den amerikanske statsgæld som en angrebsflanke imod Præsident Obama.

De Konservative lancerede i dag under overskriften ’Ny vækst og styr på gælden’ deres bud på en plan for dansk økonomi frem mod 2020. Hovedpunkterne er den stort anlagte plan er skattelettelser for 40 milliarder kroner finansieret gennem nulvækst, effektiviseringer, privatiseringer og nedskæringer på offentlig service og beskæftigelsesindsats.

Mens medierne fokuserer næsten ensidigt på omfanget af skattelettelser, er det mest interessante udspillets fokus på statsgælden. Et forsøg på at genvinde medvind i meningsmålingerne, som partiet har importeret direkte fra den yderste amerikanske højrefløj, hvor man siden 2009 har brugt den amerikanske statsgæld som en angrebsflanke imod Præsident Obama.

Nu lyder der tilsvarende toner fra de danske konservative: Statsgælden er ved at løbe løbsk, det offentlige forbrug stiger eksplosivt og der er ingen plan for, hvornår gælden skal afdrages, påstår De Konservative:
”Pengene skal betales tilbage på et tidspunkt, og hvis vi ikke selv har modet til at træffe de nødvendige beslutninger, overlader vi problemet til vores børn og børnebørn”, lyder det meget dramatisk fra partiformand Lars Barfoed i indledningen til oplægget.

”Dette er ikke holdbart, og det udgør en særlig problemstilling når gældsopbygningen ikke sker som følge af investeringer til gavn for de kommende generationer, eller bidrager til en varig produktivitetsfremgang. I stedet bruger regeringen bare løs og har udelukkende fokus på øget offentligt forbrug og endnu flere offentlig ansatte”.

Heldigvis for dansk økonomi og uheldigvis for den konservative argumentation er det ikke korrekt, at der ikke findes en plan for gældsafviklingen. Regeringens egen 2020-plan fra maj (se side 56) regner regeringen faktisk med at gældsstiftelsen vil gå i nul i 2020 og derefter vil man igen begynde at afdrage på gælden.

Statsgælden var i 2012 på 486 milliarder kroner.  På samme niveau som den var i 2006, før den borgerlige regering begyndte at betale af på gælden.

Sammenligner man den danske statsgæld med landene omkring os – fraregnet det olierige Norge - så var den danske statsgæld i 2012 på 45 procent af BNP. Dette ligger langt under EU-gennemsnittet på 90 procent og væsentligt under kravene i EU’s vækst- og stabilitetspagt om at lande maksimalt bør have en gæld på 60 procent af BNP.

Derfor har regeringen, både den nuværende og den tidligere, forsøgt at holde hånden under såvel banker som beskæftigelse og har samtidig forsøgt at stimulere økonomien med offentlige investeringer, ikke mindst i infrastruktur, som også vil komme kommende generationer til gavn.

Det er naturligvis korrekt, at det er uholdbart, hvis det offentlige bare bruger penge uden en plan for tilbagebetaling. Men når den danske statsgæld er steget siden 2009 skyldes ikke gavmilde politikere, men derimod finanskrisen, hvor den stigende arbejdsløshed har ført til færre skatteindtægter og flere udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse.

Derfor har regeringen, både den nuværende og den tidligere, forsøgt at holde hånden under såvel banker som beskæftigelse og har samtidig forsøgt at stimulere økonomien med offentlige investeringer, ikke mindst i infrastruktur, som også vil komme kommende generationer til gavn.

Som John Maynard Keynes berømte udtalte, så er ”opsvinget, ikke recessionen, det rette tidspunkt for sparsommelighed på statsfinanserne”. En lektie som De Konservative både glemte, da de sad i regering, og desværre også ignorerer nu.