Navnet på den velfærdsmodel vi har i Skandinavien er ’den universelle velfærdsmodel’. Universel, fordi den synes at gælde for alle nationens medlemmer. Universel, måske fordi den forsøger at tilfredsstille alle de grundlæggende behov et menneske har.

Aktuelt har vores nuværende velfærdsmodel nået et stadie, der forsøger at sikre begge dele; alle, der tæller som en del af samfundet, har adgang til de samme ydelser; sundhedshjælp, husly og uddannelse og meget mere.

Men i forsøget på dette, har den fejlet. Den har glemt, eller bevidst udeladt, noget. Maden.

Fødevaresikkerheden 

Vi er blevet så besat af tanken om lighed i alle facetter, at føden, maden, som fundamental, primær forudsætning for liv, har indtaget status som sekundær.

Vi har i vores bestræbelser på at formindske ulighed og producere egalitære kompromisser som alle kan acceptere, i virkeligheden glemt, hvad ligheden egentlig består i.

Vores velfærdsmodel mangler at tilfredsstille en fundamental betingelse for mennesket - i hvert fald hvis den ønsker at være universel; maden. Fødevaresikkerheden.

I virkeligheden overkompenserer den skandinaviske velfærdsmodel i ydelsesmatrixen; den tilbyder mere end den reelt burde på nogle parametre og mindre end den burde på andre.

Kunne man forestille sig folkekøkkener drevet af offentlige midler, et klippekort til tre retter om dagen tilgængelige for alle? 

Der er lige adgang til sundhedsydelser, uddannelse og kulturtilbud, men intet, der sikrer en lige adgang til mad. Maden, som er konstituerende for menneskets overlevelse og reproduktion.

Kunne man forestille sig folkekøkkener drevet af offentlige midler, et klippekort til tre retter om dagen tilgængelige for alle? 

Det er tilfældet i de danske fængsler, der sikrer tre måltider om dagen til deres indsatte. Hvis du har bedre fødevaresikkerhed på den forkerte side af loven, så er der et problem.

Velfærdsstatens overser behov

Denne universelle tanke om lighed på disse velfærdsparametre skjuler andre, mere grundlæggende behov. Behov som vores nuværende indretning af velfærdsstaten overser.

I sin famøse artikel, ’Food and Class’, 2013, slår Melissa Fuster fast, at uligheden kan spores helt tilbage til, hvad det er vi propper i munden.

Hendes observationer er egentlig ret ligetil: Personer med færre økonomiske ressourcer end gennemsnittet har lettere ved at forfalde til billig, indholdsfattig mad, hurtige kalorier og uregelmæssigt indtag af føde.

Madretfærdighed er mindst lige så relevant som retfærdighed i andre politiske domæner

Som amerikansk sociolog med phD i Food Policy and Nutrition fra Tufts University er hendes hovedærinde at lade os forstå, at selve adgangen til mad, er politisk.

At selv dér, i de betingelser, der bestemmer dit madindtag, som er fælles for alle menneskers liv – indtaget af mad, tre gange om dagen – kan klasseskel, præferencer og strukturelt bestemte forskelle identificeres.

Madretfærdighed er mindst lige så relevant som retfærdighed i andre politiske domæner.  

Social og kulturel status

Dit engagement i verden omkring dig afhænger af din adgang til mad. Hvor ofte du spiser, hvad du spiser, og hvor meget du spiser.

Ifølge Fuster kan vi aflæse et menneskes sociale og kulturelle status – dets klassetilhørsforhold – ved at kigge på dets madvaner; dvs. hvad der købes ind, tilberedes og indtages.

Hvis den største bekymring er, om banklånet kan betales næste måned, er der ikke altid overskud til at stå flere timer i køkkenet.

Kalorierig mad giver ofte en dybere følelse af tilfredsstillelse, som kan fungere som en kompensation for de aspekter af tilværelsen, hvor utilstrækkelighedsfølelsen dominerer.

Den økonomiske ulighed har således forplantet sig helt ind i vores madvaner

Hvis barnets ønske om nyt legetøj ikke kan opfyldes af økonomiske begrænsninger, er det ofte lettere at give barnet en anden, lettere tilgængelig tilfredsstillelse; den usunde mad som ønskes, men ikke er nødvendig.

Dette kan også give en hurtigere træthedsfornemmelse og koncentrationsbesvær, hvilket fører til mindre overskud til at yde på arbejdspladsen eller til fritidsaktiviteter. Det kan derfor være svært at konkurrere med jævnaldrende, der får en sundere og mere næringsrig kost.

Førnævnte madvaner er en ond spiral, der gør det sværere for mennesket at bryde den negative sociale arv.

Den økonomiske ulighed har således forplantet sig helt ind i vores madvaner.

Kostpyramiden forklarer ikke sig selv

En umiddelbar løsning ville være ligetil: at tilføre de økonomisk udfordrede familier et større økonomisk råderum.

Men som Fuster bemærker, er det stadig blot blind symptombehandling. Individer får ikke på den måde et mere nuanceret syn på, hvad sund og næringsrig madlavning er; der følger ingen instruks i sundere kost på den offentlige check; kostpyramiden forklarer ikke sig selv, når der handles i Netto.

Det er ligesom med fiskeren; giv ham en fiskestang i stedet for fisken.

Dette er ikke en afvisning af velfærdsstaten eller et udtryk for en mindre offentlig sektor og lavere skatteprocent – nej tværtimod

Sådan er det også i adgangen til mad; lær folk, hvad sund og næringsgivende mad er, ved at vise dem det, ved at stille sund og næringsrig mad til rådighed, således, at folk er vant til at spise på en mere hensigtsmæssig måde.

Dette er ikke en afvisning af velfærdsstaten eller et udtryk for en mindre offentlig sektor og lavere skatteprocent – nej tværtimod; vi advokerer i stedet for en velfærdsstat, der er indrettet anderledes – tænkt anderledes.

En opfattelse af velfærdsstaten, der træder et skridt tilbage, overskuer de oprindelige, historiske argumenter for opfindelsen og distributionen af velfærden på en måde, hvor alle mennesker får tilfredsstillet deres universelle behov.

Det handler om, hvad du kommer i munden. Tre gange om dagen.