Men de få, der har haft råd, er i løbet af de seneste 15 år blevet millionærer blot ved at bo i deres eget hjem. Det viser en ny opgørelse fra finanssektorens brancheorganisation, Finans Danmark, som har set på salgsprisernes udvikling de seneste tre årtier. Det skriver Jyllands-Posten.
Så lukrativt har livet som boligejer dog langt fra været alle steder
Har man købt en bolig på Frederiksberg i 1992, så har man årligt tjent 160.000 kroner alene på den stigende værdi af ens mursten.
Penge, der er helt skattefrie. Skulle pengene være tjent som indkomst på arbejde, så ville det kræve en årlig lønindkomst på 320.000 kroner, svarende til en månedsløn på godt 26.500 kroner.
Så lukrativt har livet som boligejer dog langt fra været alle steder.
Har man i stedet investeret i en bolig på Lolland, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992, så har man i samme periode tjent i alt 127.000 kroner - svarende til 4.700 skattefrie kroner årligt.
Langt hovedparten af forskellene mellem pris-top og bund er oparbejdet de seneste 15 år
Skellet mellem huspriserne i udkantsområder som Lolland og velhaver-områder som Frederiksberg, er særligt vokset de seneste 15 år.
“Når man ser på hele perioden, er det slående, at langt hovedparten af forskellene mellem pris-top og bund er oparbejdet de seneste 15 år,” konstaterer boligøkonom i Nykredit, Mira Lie Nielsen, over for Jyllands-Posten.
Omsætter man den skævvridning, som er sket på boligmarkedet de seneste årtier, til procenter, så ser man, at forskellen mellem kvadratmeterprisen i den dyreste og billigste kommune i Danmark har vokset sig til 700 procent.
En bolig koster altså i dag syv gange så meget i den dyreste kommune sammenlignet med den billigste. I 1992 var kvadratmeterprisen 200 procent højere i den dyreste kommune sammenlignet med den billigste kommune.
Skellet handler ikke kun om forskellen mellem land og by, men også mellem Øst og Vest.
De jyske kommuner kan nemlig slet ikke kunne følge med på den himmelflugt, som boligpriserne i hovedstaden har været på.
Huspriserne i Jyllands hovedstad Aarhus slæber sig ikke engang op i en top 20, men ligger som nummer 21 over de kommuner, som har de højeste boligpriser.
København-effekten hiver generelt priserne op store dele af Østdanmark
For to årtier siden var kvadratmeterprisen i Aarhus faktisk en smule højere end i København, men de seneste 25 år er boligpriserne i København stukket af fra dem i Aarhus.
København-effekten hiver generelt priserne op i store dele af Østdanmark. Som eksempel ligger kvadratmeterpriserne i den lille nordsjællandske kommune Gribskov på niveau med den nordjyske universitetsby Aalborg.