Tidlig pension: Østergaard i halv skrue

Den radikale leder trækker i land: Vil alligevel godt forhandle om differentieret pension
Foto: Pressefoto fra Folkemødet
Hidtil har De Radikale stået fast på, at tidlig pension ikke bliver gennemført med radikale stemmer, men nu kort før præsentationen af regeringens udspil til tidlig pension, lyder der nye toner fra De Radikales leder, Morten Østergaard.

“Vi har ikke noget ønske om, at folk, der skal spise sig gennem et glas gigtpiller i løbet af en uge for at klare arbejdslivet, skal drives på arbejde,” lyder meldingen nu fra Morten Østergaard på et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

I stedet for at melde os ud af den diskussion, så siger vi, at vi er optaget af at hjælpe dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet

“I stedet for at melde os ud af den diskussion, så siger vi, at vi er optaget af at hjælpe dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Men det kræver, at andre kan tage deres plads,” siger Østergaard og fortsætter:

“Vi vil afvente regeringens forslag. Men hvis nogle skal ud af arbejdsmarkedet, så skal andre tage deres plads.”

Østergaard understreger, at tidlig pension ikke må dræne arbejdsmarkedet:

“Dét, der bare ikke går an, det er at lave en ordning, som dræner arbejdsmarkedet for folk, som i dag går på arbejde og udfylder en plads, hvis ikke der er nogle andre til at tage den.” 

Østergaard i januar: Uretfærdig ordning

Hidtil har den radikale position været, at partiet ikke vil lægge stemmer til en aftale om tidlig pension. Morten Østergaard understregede selv den radikale position i forbindelse med partiets nytårsstævne i januar:

en ordning, som jeg i udgangspunktet synes, lyder til at blive uretfærdig

“Det, som Socialdemokratiet taler om, er en ordning, som jeg i udgangspunktet synes, lyder til at blive uretfærdig,” sagde han i forbindelse med partiets nytårsstævne, hvor han i stedet fremhævede aftalen om seniorpension:

“Den model, vi har, er bedre. Og derfor kan man regne med, at det er den, vi står fast på,” sagde han ifølge DR til Ritzau.

Regeringens to øvrige støttepartier - Enhedslisten og SF - modtager de nye toner fra De Radikale positivt. Enhedslistens finansordfører, Rune Lund, betegner de radikale udmeldinger som "konstruktive", og SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, vil gerne se på muligheden for at øge arbejdsudbuddet:

“Det er vi også åbne over for. Men så snakker vi om nogle af dem, der er på deltid i dag, der skal op på fuld tid. Vi snakker om nogle af dem, der har en uddannelse, som gør, at de ikke kan komme i arbejde. Det kan for eksempel være de ufaglærte som skal have et løft til faglært, så de kommer i job,” siger hun.

SF: Flere skal med

I et opslag på Facebook, betegner SF’s formand regeringens forslag til tidlig pension som “et ægte nybrud”, og “et opgør med en ulighed på arbejdsmarkedet”.

Pia Olsen Dyhr mindes i opslaget hendes egen mor, der begyndte på arbejdsmarkedet allerede som 14-årig, og som endte førtidspension.

SF's formand understreger, at SF vil gå ind i forhandlingerne om tidlig pension med et krav om, at flere skal med i ordningen.

 

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det overrasker ikke, at de radikale skifter standpunkt. Det har de historisk set gjort talrige gange. Problemet er, at de radikales egen selvforståelse ofte ligger noget over, hvad alle andre mener på begge sider af deres partiskel. Men ros til de radikales leder for at skifte spor i den rigtige retning.
Seniorpensionen er tiltænkt de, som allerede er for syge til at gå på job. S-udspillet handler om at give de nedslidte en mulighed - før de når til en permanent sygetilstand. Derfor kan man ikke sammenligne de to ordninger - det er reelt at blande æbler og pærer. Meget tyder på, at det har de radikale også erkendt.
Det bliver interessant at se, hvor regeringens pensionsudspil lander, når det sidste komma er sat.

Annonce