En månedsløn, der gør, at man kan betale husleje. En kort pause for at gå på toilettet eller tage en kop kaffe, når man er på arbejde.

Det er eksempler på rettigheder, som langt de fleste danskere har, men som tolkene som er organiseret i HK må kæmpe for.

Uden tolkene ville sundhedspersonale, jobkonsulenter, socialrådgivere og mange andre ikke vide, hvad de skulle gøre med de af landets borgere, som endnu ikke har lært dansk.

Københavns Kommune har efter længere tids tovtrækning med HK sat en minimumsgrænse for, hvad tolkebureauerne må give deres tolke i timeløn, når de udfører opgaver for kommunen.

Men selv med den nye minimumsløn er det ifølge flere af de tolke, som Netavisen Pio har været i kontakt med, ikke muligt at leve af jobbet.

Tjener under dagpengeniveau

Langt de fleste tolke er ifølge HK løstansatte eller på 0-timers kontrakter. Det betyder, at de ikke er sikret et bestemt antal timer om måneden.

En af de tolke, som har svært ved at skrabe timer nok sammen til at få en rimelig løn, er Peter.

“I gennemsnit per måned giver det en månedsløn på cirka 20.000 kroner,” siger han til Netavisen Pio om sit arbejde.

Det er vel at mærke før skat.

Peter er ikke hans rigtige navn, men han ønsker at være anonym, da han gerne vil sikre sig arbejdsopgaver i tolkebranchen i fremtiden. Hans identitet er redaktionen bekendt.

Siden november har tolkene oplevet en stigning i lønnen på en del af opgaverne, som udføres for Københavns Kommune. Det skyldes, at kommunen har et krav til, at dem, som har vundet udbuddet af tolketjenester, skal have 302 kroner i timen inklusiv pension og feriepenge. Derudover skal de have betaling for transport til de forskellige destinationer, når de kører rundt fra opgave til opgave.

“Af bruttobetalingen på 302 kroner i timen på arbejde for Københavns Kommune, regner jeg de 200 kroner som den egentlige timeløn, mens resten går til ferie, pension og kompensation for arbejdet med at tjekke appen konstant for kommende tolkeopgaver samt for tilfælde af sygdom, som jo ikke kompenseres,” siger Peter til Netavisen Pio.

Som tolk skal man være limet til skærmen for at få timer nok - særligt timer fra Københavns Kommune, som giver op til dobbelt så meget som andre steder, forklarer Peter.

Det kan desuden være svært at skaffe timer jævnt fordelt over dagen, da flere af opgaverne ligger på samme tidspunkt.

“I indeværende uge er det lykkedes mig at komme op på 19 tolketimer ved to forskellige bureauer,” siger Peter.

Hertil får han løn for 5 timers transport, hvilket giver 24 timers betalt arbejde, og altså ender med de cirka 20.000 kroner om måneden baseret på Peters regnestykke.

“Kan man leve af det? Vel kun hvis man kan kombinere det med andet deltids- eller freelancearbejde. Det vil sige ikke i udgangspunktet,” siger Peter.

“Og hvad med de uger, hvor jeg ikke får sikret mig så relativt mange tolketimer?” tilføjer han.

Alt i alt kan man selv hos de bedste steder som Københavns Kommune ikke tjene nok til at have en rimelig levestandard, vurderer Peter.

Med andre ord giver selv ikke de nye regler under udbuddet i Københavns Kommune en betaling, som man kan leve af

“Med andre ord giver selv ikke de nye regler under udbuddet i Københavns Kommune en betaling, som man kan leve af,” lyder det.

Garanteret 0 timer

En række private tolkebureauer har i dag retten til at udføre tolkeopgaver for Københavns Kommune.

Ifølge formanden for HK’s tolkeklub har branchen været præget af usikre ansættelser og dårligt arbejdsmiljø.

Udover løn skaber arbejdsforholdene også andre ulemper ved den måde, som tolkene er ansat på.

Det fortæller Alina Protsyk, som arbejder som tolk. Ligesom Peter tolker hun for ukrainske flygtninge, hvilket er et område, som har oplevet stigende efterspørgsel i kølvandet på Ukraine-krigen.

“Nogle gange har man svært ved at forstå, at tolkene skal have pauser. Det kan ske, at man er bestilt til at arbejde i flere timer uden en pause. Men jeg bliver nødt til at spise frokost, og jeg bliver nødt til at have en pause engang imellem,” siger Alina Protsyk.

Normalt er langt de fleste af ansattes pauser i løbet af dagen sikret af en overenskomst.

Tidligere har arbejdsgiverne ikke betragtet tolkene som ansatte, men derimod som selvstændige. Det betyder, at tolkene ikke har kunnet få en overenskomst, eftersom en overenskomst indgås mellem arbejdsgiver og arbejdstager, som er medarbejderne i en virksomhed eller organisation.

Havde forventet styr på sagerne

Alt i alt står Peter og Alina Protsyk i en situation, hvor de ikke har samme rettigheder, som langt de fleste danskere har i deres arbejdsliv.

Det er en sag, som HK har engageret sig i, men Peter peger på, at han ikke forstår, hvorfor hans ansættelse stadig ser ud, som den gør, efter HK gennem længere tid har lagt pres på Københavns Kommune.

“Jeg har været glad for at kunne levere input til HK’s faglige sekretær på området igennem en længere periode, og har også haft en god dialog med ham. Men alligevel står jeg tilbage med en følelse af, at vi er blevet lovet, at vi ville blive fastansat, og nu kører vi bare videre på timebasis,” siger han.

Han understreger dog, at han er glad for, at HK gør et stort stykke arbejde for at få styr på tolkenes arbejdsvilkår.

“Jeg forventer ikke, at HK skal løse alle vores problemer. Vi skal hjælpe HK med at hjælpe os. Til den ende er vi bare nødt til at have bedre klarhed om, hvordan vi står, og hvad der så at sige definerer kampzonen - Københavns Kommunes udbud taget i betragtning,” siger Peter.

Det uhåndgribelige arbejdsmarked

Spørger man HK’s organiseringskonsulent, som har den daglige kontakt med tolkene, Olfert Kristensen, kan han godt forstå, at tolkene er utilfredse med den måde, de er ansat på.

"Lige nu må man gerne være 0-timers ansat i Danmark. Det er ikke ulovligt. Men hvis man vil have et job med flere timer, så skal man have en overenskomst. For at få en overenskomst skal tolkene gøre sig selv stærkere og melde sig ind i HK,” siger han til Netavisen Pio.

Han tilføjer, at HK har arrangeret flere tolkecaféer og har en aktiv Facebook-gruppe, hvorigennem de prøver at nå ud til tolkene.

Udfordringen er, at langt de fleste tolke er i prekære ansættelsesforhold og derfor ikke har et fast samlingssted, hvor fagforeningen kan nå ud til dem:

"Den store forskel på tolkene og de fleste andre er, at de ikke er på en arbejdsplads. Det gør det enormt uhåndgribeligt,” siger han.

Løsningen er at skabe sammenhold og relationer, lyder det fra organiseringskonsulenten:

“Så det handler udelukkende om, at netværket skal være stærkere. Og at folk skal begynde at koncentrere sig mere om det her med fagforeninger.”

“Det er svært," tilføjer Olfert Kristensen.