Annonce

Trump anerkendte Bidens sejr for en stund

Selv Trump har svært ved at holde fast i linjen om at Joe Biden ikke har vundet valget. Dropper også flere retssager.
Farcen om det netop afholdte amerikanske præsidentvalg fortsætter.

Den amerikanske præsident Donald Trump, der stadig ikke officielt har anerkendt valgresultatet, indrømmede i weekenden at modkandidaten Joe Biden vandt valget - dog med snyd.

"Han (Biden, red.) vandt, fordi der var aftalt spil. Ingen valgkontrollører eller observatører var tilladt, stemmerne blev talt af et radikalt venstreorienteret privatejet selskab, Dominion, med et dårligt rygte og nederen udstyr, der end ikke kunne kvalificere til Texas (som jeg vandt med MEGET)," tweetede Trump og dermed havde han for første gang offentligt konstateret, at Biden faktisk har vundet valget.

placeholder

"Anerkender ikke nederlag"

Tweetet fra Trump fik dog kun lov til at stå alene halvanden times tid, så tweetede præsidenten en præcisering.

Denne gang at det kun er "fake news-medierne" som har givet Biden sejren:

"Jeg anerkender IKKE nederlaget. Vi har lang vej igen. Det var et RIGGED election".

placeholder

Præsidentens personlige advokat, Rudy Giuliani, der også er sat i spidsen for den juridiske indsats med at omstøde valgresultatet i retssalen, skyndte sig også at komme Trump til undsætning og kaldte tweetet "sarkasme".

Ville ikke tage spørgsmål fra journalister

Donald Trump holdt i weekenden en pressebriefing foran Det Hvide Hus, hvor han gjorde status på hvordan det gik med corona-vaccinen.

Her nævnte han kort muligheden for at der kunne komme en ny administration, men han tog ikke imod spørgsmål, så hvad han mente, blev ikke forklaret.

En lang række republikaneske politikere har, henover weekenden, opfordret præsidenten til at anerkende resultatet, eller i det mindste anerkende muligheden for, at retssagerne ikke ændrer på resultatet.

De vil give Biden og hans folk muligheden for at gå i gang med magtovertagelsen - herunder at få ret til at tale med embedsmænd og få efterretnings-briefinger - mens advokaterne får lov til at fortsætte deres arbejde.

Opfordringer som Det Hvide Hus indtil videre har siddet overhørigt.

Men presset på Trump, for at indrømme sit nederlag, stiger og forskellige amerikanske medier melder om, at rådgivere tæt på præsidenten nu regner med, at Trump vil acceptere valgnederlaget, senest når valgmandskollegiet samles den 14. december, og at han derfor også frivilligt forlader Det Hvide Hus, når hans embedsperiode udløber den 20. januar næste år.

Men Joe Biden skal nok ikke forvente en lykønskende telefonsamtale, som det ellers er kutyme.

Dropper søgsmål og genoptællinger

Trump-kampagnen har hængt deres hat og håb, på en række søgsmål i en håndfuld af de stater hvor resultatet var tæt.

Men henover weekenden er en lang række af disse søgsmål enten blevet afvist af lokale dommere, eller trukket tilbage af Trump-kampagnen.

Tirsdag skal en dommer i Pennsylavnia høre de to parters argumenter i en sag om flere forskellige klagemål, og her har Trump-kampagnen på forhånd trukket en del af klagerne tilbage.

Trump-kampagnen har også ønsket en fintælling af stemmerne i Georgia, hvor Biden står til at vinde med omkring 14.000 stemmer, men også her ser det ud til at Trump har tabt interessen.

Trump kalder fintællingen "spild af tid", fordi valgobservatører og repræsentanter for Trump-kampagnen ikke kan få adgang til fintællingen.

"Don’t let the Radical Left Dems STEAL THE ELECTION!" tweetede han.

Fintællingen i Georgia forventes at være færdig den 20. november, men uanset udfaldet det alligevel ikke have nogen betydning, for Georgia 16 valgmænd er ikke nok til at ændre på resultatet, som lige nu står på 306 til Biden, 232 til Trump.

Trump havde også anmodet om en genoptælling af stemmerne i staten Wisconsin, som Biden har vundet med lige over 0,5 procentpoint.

Men her er det den der anmoder om genoptællingen, der skal betale, og prisen for sådan en ligger på omkring 8 millioner dollars (50 millioner kroner), så det er de færreste der regner med, at Trump gider bruge sine penge på det.

Bidens forspring øges stadig

Imens alt det her sker, tælles der fortsat brevstemmer i en håndfuld stater og Biden har i skrivende stund øget sit forspring i stemmer på landsplan til 5.567.000 stemmer. 78,7 millioner mod 73,1 millioner stemmer.

I procent står Biden til 50,9 procent, mens Trump står til 47,3 procent.

Det er især stemmer fra store demokratiske højborge som New York, New Jersey, Massachusetts og Maryland, der mangler at blive talt op.

Det betyder, at Bidens sejr, efter al sandsynlighed, vil vokse i de kommende dage.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet