Hvordan ville det se ud, hvis demokratiet gik i stykker i et land som USA eller Danmark? Hvordan ville processen være, hvis demokratiet blev afskaffet i et land, hvor det er så indgroet, at vi tager det for givet? Og hvad er det for begivenheder, demokratiet ikke vil kunne overleve? Det har Cambridge-professoren David Runciman skrevet en fantastisk god bog om.

Vi glemmer at holde øje med de farer, der kan undergrave demokratiet indefra

Den usynlige trussel

Ifølge Runciman er demokratiet i de vestlige lande ikke truet af en revolution. Militæret overtager heller ikke magten i overmorgen, og på trods af terrortruslen lever vi i Vesten i samfund, der efter historisk målestok er meget lidt voldelige.

Måske er den største fare netop, at vi holder udkig efter de demokratiske kriser, vi kender fra historien – revolution, diktatorer, voldelig undertrykkelse af de demokratiske institutioner – at vi glemmer at holde øje med de farer, der kan undergrave demokratiet indefra.

Da militæret tog magten i Grækenland i 1967 var det tydeligt, hvad der skete. De farer var reelle, men de var også tydelige. Det var farer, der kan mobilisere befolkningen, vække til modstand.

Truslen er usynlig; den kommer indefra

Den fare, der truer de vestlige demokratier i dag, er meget mere farlig, skriver Runciman. For truslen er usynlig; den kommer indefra. Fra demokratiske institutioner, der formelt set fungerer men ikke lever op til de demokratiske idealer. Et demokrati, der i højere grad bliver til performance end noget, der har forbindelse til almindelige menneskers hverdag. Et show hvor der skal stadigt mere farverige politikere til for at holde borgernes interesse.

Tech-giganternes jagt på hurtige klik

For 100 år siden knuste den amerikanske stat Rockefellers Standard Oil, der sad på hele forsyningen af olie og brændstof og udnyttede sit monopol til det yderste. Den rigeste mand, der nogensinde har levet måtte til sidst erkende, at han kunne vinde over sine konkurrenter men ikke de amerikanske lovgivere.

Men er den amerikanske stat stærk nok til at vinde over Facebooks Mark Zuckerberg? Facebook og Google har jo ikke kun monopol på én ting; de har monopol på mange af de ting, vi bruger i vores dagligdag. Søgninger, vejvisning, kontakt med venner og familie. Mark Zuckerberg er Rockefeller fra Standard Oil og tabloid-mogulen Randolph Hearst i én og samme person.

 Facebook, Google og hvad de ellers hedder, er kun drevet af et ønske om at tjene penge

Tech-giganterne definerer i høj grad, hvad det er for nyheder, vi ser og hører, men de har aldrig været drevet af et ønske om en ægte samfundsdebat. Modsat de aviser og mediehuse, der i dag har det så svært, har tech-branchen aldrig været drevet af en publicistisk ambition. Facebook, Google og hvad de ellers hedder, er kun drevet af et ønske om at tjene penge. Ustyrligt mange penge faktisk, og helst uden at betale skat af dem.

Det betyder hurtige kliks frem for dybde. Jagten på det hurtige like eller det hurtige klik på næste YouTube-video overdøver den langsommelighed og grundighed, der er nødvendig i vores demokratiske samtale. Det bliver billeder af integrations-lagkager frem for reel debat, med et dansk eksempel på Runcimans pointe.

Demokratiets midtvejskrise

Demokratiet har en midtvejskrise i de vestlige lande, hvor det moderne demokrati er ældst. Lande som USA, Storbritannien med Brexit og – hvis vi skal være ærlige – lande som Tyskland og Danmark. Demokratiet er blevet hverdag; der er ikke den samme ungdommelige kraft over det som dengang for mange år siden, da magten over samfundet blev givet til folket. Demokrati er mest bare noget vi gør, dag efter dag, valg efter valg. En demokratisk pligt, smiler vi træt og indforstået til hinanden, før vi går ned at stemme.

Når en mand har en midtvejskrise, kan han finde på at købe en motorcykel. Det kan ende galt, med død og ulykke. Men det er heldigvis sjældent; normalt er det bare pinligt og skørt. I demokratiets midtvejskrise er motorcyklen demagoger som Donald Trump. Det kan ende helt, men gør det heldigvis nok ikke. Demokratiet overlever, men vi skal bruge Trump og de andre krisetegn som en anledning til at tage vores demokrati op til overvejelse.

Men hvad er løsningen?

Der er ikke noget hurtigt fiks på demokratiets snuptagsløsning. Der er kun det lange, seje træk, hvor vi gentænker demokratiet og fylder det med indhold.

Et godt sted at starte, når man skal genopfinde det ægte demokrati, er at huske sig selv på, hvad det egentlig var, der oprindeligt tiltrak os til demokratiske styreform. Hvad det er, demokratiet kan og skal tilbyde, hvis det skal opleves som relevant og levende af borgerne.

Det første, demokratiet tilbyder, er værdighed

Det første, demokratiet tilbyder, er værdighed. At min stemme bliver hørt i debatten, at min stemme er lige så meget værd som alle andres, når der er valg. At mine holdninger bliver taget seriøst.

Det andet, demokratiet tilbyder, er langtidsfordele som stabilitet, velstand og fred. Det kan godt ske, at det er mere usexet at tænke på de mange små skridt end den store revolution, der omstyrter verden og skaber den på ny i solopgangens skær, men når det kommer til stykket ved de fleste borgere jo godt, at det er det lange seje træk, der vinder.

Demokratiets midtvejs krise

Men demokratiets problem her i midtvejskrisen er jo netop, at det svigter på begge parametre, som gør det tiltrækkende. Alt for mange borgere føler sig ikke hørt, føler ikke at deres stemme tæller. Hverken som individer, der bare er passive modtagere af elitens nyheder og hvis stemme til valgene ikke ser ud til at gøre en forskel. Og som kollektiver i udkantsområder, der føler at deres livsform bliver overset, hvis ikke den direkte bliver hånet af storby-eliterne.

Alt for mange borgere føler sig ikke hørt

Og alt for mange borgere føler ikke, at de får del i den velstand, der bliver skabt. Hvilket desværre er sandt i en tid, hvor uligheden i de vestlige demokratier – herunder Danmark – er stigende.

De vestlige demokratier er lykkes med at skabe fred. Det er 70 år siden, der sidst var krig mellem de gamle europæiske demokratier, og på trods af bandeskyderier lever vi i fredelige samfund. Men det er et historisk eksperiment, hvis vi vil have fred uden lighed.

David Runciman: Sådan ender demokratiet. Udkommet på dansk på Informations Forlag juni 2018.