USA: 2018 kan blive kvindernes år

Når de amerikanske vælgere i næste måned går til valg, vil der være et rekordstort antal kvinder at vælge imellem på stemmesedlerne. Metoo og Trump får æren.
Midtvejsvalget 2018 kan blive ”The Year of Women” – kvindernes år. Andre kalder det en "pink bølge". Faktum er, at der er mere end 250 kvinder, der stiller op til kongressen (Repræsentanternes Hus og Senatet), og der er 11 kvindelige kandidater til guvernørposter. Begge dele en klar rekord.

Set i et ligestillingsperspektiv, så er det bedre sent end aldrig. For USA ligger helt nede i bunden, når det kommer til kvinders deltagelse i det parlamentariske arbejde.

I 2017 lå den kvindelige andel af parlamentarikere i USA på 19,1 procent

I 2017 lå den kvindelige andel af parlamentarikere i USA på 19,1 procent. Et godt stykke under de 28,8 procent, som er gennemsnittet i OECD, og endnu længere fra Danmark, hvor 37,4 procent af folketingsmedlemmerne er kvinder, viser en opgørelse fra OECD.

Kvinderne halter historisk efter

Siden kvinder fik valgret i USA i 1915, har kvinder generelt haft svært ved at blive valgt til politiske poster. Endnu har ingen kvinde været valgt til præsident eller vicepræsident, men også senatet og guvernørposterne har nærmest været lukket land for kvinder.

Den første kvinde i senatet var Rebecca Latimer Felton, der i 1922 fik en enkelt dag i Senatet, i noget vi i dag nok mest ville kalde for et "pressestunt".

Indimellem blev kvinder udpeget til senatet, som midlertidige afløsere for deres afdøde mænd

Indimellem blev kvinder udpeget til senatet, som midlertidige afløsere for deres afdøde mænd, men det lykkedes først i 1932 for Demokraten Hattie Wyatt Caraway at blive valgt til senatet i Arkansas.

Man skal faktisk helt frem til 1978 før at den første kvinde, republikaneren Nancy Landon Kassenbaum fra Kansas, blev valgt til senatet, uden først at skulle udpeges som afløser for en afdød husbond. I alt har 52 kvinder haft en af de 100 senatspladser, 23 af dem sidder i det nuværende senat.

Det amerikanske valgsystem, med flertalsvalg i enkeltmandskredse, er en del af forklaringen. En anden er, at det normalt kræver virkelig mange penge at bryde igennem i amerikansk top-politik – og her har mændene også historisk haft en fordel.

Et opgør med mænd – og med Trump

Hos Demokraterne er der en ting, som har motiveret kvinder til at stille op, mere end noget andet. Præsident Trump – og ikke mindst hvad mange ser som hans nedladende, mandschauvinistiske holdning til kvinder, som kan koges ned til citatet: ”grab them by their pussy”.

Ikke færre end ni mandlige kongresmedlemmer har måtte forlade kongressen på grund af anklager om seksuelle overgreb

Men Trump er ikke den eneste mand, der gøres oprør imod. Hele #metoo-bevægelsen har også haft en stor indflydelse på valget. For i valgperioden har ikke færre end ni mandlige kongresmedlemmer måtte forlade kongressen på grund af anklager om seksuelle overgreb på medarbejdere. Mest markant senator Al Franken fra Minnesota og ikke mindst kongresmedlem John Conyers fra Michigan, som måtte træde tilbage efter 53 år i huset. Begge bliver afløst af kvinder.

Unge kvindelige, kandidater hos Demokraterne har også i flere tilfælde i primærvalg væltet nogle af de siddende hvide, midaldrende mænd fra deres eget parti.

Mest markant, da 28-årige Alexandria Ocasio-Cortez vippede Demokraternes nummer fire i Repræsentanternes Hus af pinden, i et stensikkert distrikt i New York. Og nærmest fra den ene dag til den næste var hun et af de mest efterspurgte navne på den politiske scene.

En lignende situation havde man i Massachusetts, hvor Ayanna Pressley, der er en sort kvinde, vippede det siddende demokratiske kongresmedlem Mike Capuano af pinden.

Dermed kommer Demokraterne også mere i tråd med sammensætningen af deres vælgerkorps. Ved præsidentvalget i ’16 stemte hele 54 procent af kvinderne på Hillary Clinton, og kun 41 procent på Trump. Et lignende ”gender-gap” så man også ved valget i 2012, hvor Barack Obama slog Mitt Romney.

Mere diversitet i kongressen

Men det er ikke bare kønsligestillingsregnskabet, der ser ud til at blive forbedret på bundlinjen ved dette års valg.

I både Minnesota og Michigan stiller Demokraterne for første gang muslimske kvinder op, i New Mexico en kandidat med indianske rødder (og norsk efternavn) og i Texas har både de to første ’latina’ (latinamerikanske kvinder, red.) gode muligheder. Det samme har den første kvinde med filippinske rødder.

Partiet stiller desuden med flere kandidater, der åbent erklærer sig som homoseksuelle – både mænd og kvinder - end tidligere. I Bernie Sanders’ hjemstat Vermont stiller Demokraterne med den første transkønnede guvernør-kandidat, der dog ikke spås mange chancer for at blive valgt.

For et parti, som gerne vil omfavne minoriteterne, så har 2018 allerede nu vist sig som et år, hvor partiets ældre, hvide liberale elite er blevet udfordret af en ny gruppe af yngre mennesker, med en meget mere forskelligartet baggrund.

Kandidater med militærbaggrund

Demokraterne har i flere tilfælde rekrutteret kandidater med militærbaggrund. Kandidater som MJ Hegar, der stiller op til kongressen i Texas, som fik lidt af et viralt hit med reklamen "doors".

En anden militærveteran er Gina Ortiz Jones, der er tidligere efterretningsofficer, der heller ikke er bange for at fremhæve det i hendes kampagnemateriale.

Der er også Elaine Luria, der har tilbragt 20 år i flåden, inden hun vendte hjem til Virginia, hvor hun nu stiller op til kongressen.

Republikanerne kan også - lidt

Fokus har især været på Demokraternes mange nye kvindelige kandidater, men også Republikanerne stiller med deres kvindelige kandidater, som har gode chancer for at blive valgt. Demokraterne stiller bare med tre gange så mange kvinder.

Hun var i 1991 den første kvindelige pilot i det amerikanske flyvevåben

Men der er også Republikanske kvinder. Til senatsvalget i Arizona stiller partiet med det nuværende kongresmedlem Martha McSally, der også har en solid militærbaggrund. Hun var i 1991 den første kvindelige pilot i det amerikanske flyvevåben, der fik tilladelse til at flyve kamp-missioner, hvilket hun gjorde under den første Irak-krig. McSally tilhører den mere moderate fløj i partiet, og står med gode kort på hånden i forhold til at bleve Arizonas første kvindelige senator.

Moderat kan man til gengæld ikke kalde Marsha Blackburn, der stiller op til senatet i delstaten Tennessee. Staten har siden 1796 kun har haft mænd valgt. Blackburn er en kontroversiel figur, som drager paralleller til en type som Sarah Palin.  

Blackburn var tidligt ude og associere sig selv med Tea Party-bevægelsen og senere som en af Trumps stærkeste støtter i kongressen. Demokraterne troede, at de ved at opstille den tidligere guvernør Phil Bredesen havde en god chance for at vinde pladsen, men det er der intet der tyder på sker. Blackburn fører massivt i målingerne.

Hvis Marsha Blackburn bliver valgt, så er det i øvrigt ikke første gang, at hun kan skrive ”første kvinde” på CV’et. Da hun i 2002 blev valgt til kongressen, var hun den første kvinde i Tennessee, der kom i kongressen ved egen hjælp, og ikke fordi hun var udpeget til at erstatte en død husbond.

Første kvinde repræsentant for Mississippi

Republikanerne regner desuden med valg til senator Deb Fischer, der genopstiller til endnu en periode i Nebraska, og Cindy Hyde-Smith, der står til at vinde sin første hele periode i Mississippi, efter at hun i foråret blev udpeget til at efterfølge veteranen Thad Cochran. Hyde-Smith er den første kvinde nogensinde til at repræsentere Mississippi i kongressen, siden staten blev optaget i unionen tilbage i 1817.

Republikanerne opstiller kvinder i både New York, Wisconsin og Washington, men alle tre steder med marginale muligheder for at vinde.

Det er valg i USA tirsdag den 6. november

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook