☰
☰
Annonce
Hvor er Kennedy 2.0?
For 60 år siden blev USA's 35. præsident, John F. Kennedy, myrdet. Han tændte et håb i amerikanerne og i resten af verden, som vi godt kunne bruge i vores kriseramte tid. Det skriver tidligere formand for Europabevægelsen.
Det er i dag den 22. november 60 år siden, at John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, Texas. Men det føles som om, det er lysår siden, når man betragter de to oldinge, der skal konkurrere om at blive præsident ved valget næste år.
Ganske vist kommer der en Kennedy på stemmesedlen: Robert F. Kennedy, som er nevø af den tidligere præsident. Men han er æblet, der faldt langt fra stammen med hans giftige cocktail af konspirationsteorier og populisme.
Den eftermiddag i november 1963 frøs verden til is. Mange kaldte det siden den mest tragiske dag i deres liv. Mordet blev reference for en hel generation – helt som den 11. september 2001 blev det for en yngre generation.
Når Jakob Holdt mange år senere besøgte de mest udstødte i det amerikanske samfund, hang der i blikskurene og i slum lejlighederne fotografier af JFK bag blafrende stearinlys.
Også Danmark gik i stå. Næppe nogen, der oplevede den 22. november 1963, glemmer dagen. Jeg var 10 år. Min lillebror og jeg lå i køjesengen i vores fælles værelse og småsnakkede, da far stak hovedet ind: “Præsident Kennedy er blevet skudt. Han er død”. Herefter blev alt stille.
Obama på en god dag
Den amerikanske drøm har en stærk romantisk appel. Ingen symboliserer denne drøm stærkere end JFK med hans vitalitet, ungdom og charme.
Da han rykker ind i Det Hvide Hus, får den amerikanske ungdom for første gang en præsident, de kan identificere sig med, og som de finder stimulerende. JFK er intellektuel. Politikernes domæne er magtens verden, men Kennedy er også optaget af idéerne.
De mest bemærkelsesværdige politikere i efterkrigstiden bliver sammenlignet med JFK
I enhver amerikansk boghandel er det fortsat således, at bøgerne om JFK – og hustruen Jacqueline og andre familiemedlemmer – fylder reolmeter, og JFK scorer skyhøjt, når amerikanerne bliver spurgt, hvilken præsident de ser mest op til.
De mest bemærkelsesværdige politikere i efterkrigstiden bliver sammenlignet med JFK.
Bill Clinton fremviste ofte – og ikke uden stolthed – et fotografi af en Clinton, der som teenager på studiebesøg i Washington får lejlighed til at hilse på præsidenten.
I sine bedste øjeblikke udviste Obama som præsident en klogskab i sit politiske instinkt og et intellektuelt niveau, som kunne kalde tankerne hen på JFK.
Den fineste time
Kennedy inspirerer også i dag. Tag appellen fra indsættelsestalen: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land.
Og henvendt til verdenssamfundet: Spørg ikke, hvad USA kan gøre for jer; men hvad vi sammen kan gøre for friheden.
Kennedys ” finest hour ” er under Cuba-krisen, hvor det værste mareridt var på nippet til at blive til virkelighed: det atomare ragnarok.
Han spiller hovedrollen i bestræbelserne på at få krisen bragt til en fredelig afslutning. I forholdet til Moskva viser han evne til at skære igennem i kraft af styrke og beslutsomhed.
Politisk definerede Kennedy sig som en idealist uden illusioner
Han forstår samtidig at sætte sig i modpartens sted – han forstår Sovjets behov for at redde ansigt. JFK har selv i bogen ’Mænd af mod’ fremhævet, at politikere også kan vise mod ved ”at acceptere et kompromis, ved at gå ind for forsoning, ved deres villighed til at erstatte konflikt med samarbejde”. Et mod har vi brug for i dag i en stadig mere farlig, truet og konfliktpræget verden.
Politisk definerede Kennedy sig som en idealist uden illusioner. Han afviste al fundamentalisme, og denne pragmatiske tilgang er ifølge historikeren Arthur Schlesinger forklaringen på det had, som det radikale venstre og højre efterhånden udviklede mod ham.
Brug for håb
I dag er Kennedys budskab til os, at der findes et USA, der er åbent og tolerant, og som arbejder for social retfærdighed og for et USA, der spiller en konstruktiv rolle i den internationale politik.
John F. Kennedy bemærkede engang, at der ikke bør være noget mere loyalt medlem af De Forenede Nationer end USA.
John F Kennedy tændte et håb
Det ligger fint i tråd med hans grundtanke om, at USA bør respekteres ikke alene på grund af sin militære styrke, men også i kraft af sin civilisation.
John F Kennedy tændte et håb. I en tid med krig, klimaforandringer og epidemier er der i dag mere end nogensinde brug for det håb i USA - og i resten af verden…
Kommentarer
Personligt ville jeg nu langt hellere efterlyse en version 2.0 af den noget mere socialdemokratisk indstillede Franklin D. Roosevelt, som ikke kun er den længst siddende præsident nogensinde i USAs historie og genvalgt 3 gange, han var også indædt keynesianer i modsætning til bl.a. den klart liberale John F. Kennedy.
Jeg er enig med Thor, men har en tydelig erindring om mordet, som jeg selv dengang opfattede som en katastrofe. Men i nyere tid har jeg sat mig ind i den unge Kennedys forhold til, og oprør mod, faderen, der var tilhænger af at USA godt nok skulle forsvare sig selv mod angreb udefra, men ikke stille op til at styre hele verden. Som ung senator skrev Kennedy et flammende indlæg i Le Monde Diplomatique, for at slå til lyd for at USA skulle hjælpe det fattige Indien, fordi... det var den bedste måde at bekæmpe Kina på! Denne unge idealist kunne altså ikke acceptere at andre lande troede på noget andet end han selv.
Mange tror stadig, at Kennedy og Vesten vandt over Sovjetunionen under Cuba-krisen. Men det var kun tilsyneladende. Under bordet måtte amerikanerne love at fjerne de raketsystemer, de havde opstillet i Tyrkiet. De holdt deres løfte, men denne side af aftalen blev holdt hemmelig i mange år, for at Kennedy kunne redde ansigtet...
Netop. Og det kom i øvrigt først til offentlighedens kendskab i tiden omkring murens fald (uden at der dog nødvendigvis var nogen sammenhæng).
Om forholdet mellem den unge J F K og hans far, der var ambassadør i London, ved jeg ikke stort mere end den nævnte artikel fra Le Diplo i 1958. Jeg kan tage fejl, men jeg tror den mand, altså ambassadøren, mente at andre lande skulle kunne vælge politisk-ideologisk system, uden at USA skulle blande sig deri.
Jeg håber at ingen læser ovenstående bidrag. Men hvis nogen gør, så læs også dette: Jeg tog helt fejl: J F K's far var en højst ustruktureret og pengebesat højreekstremist. Men i USA var han kendt som isolationist, og derfor tog sønnen afstand fra ham.