Ved årsskiftet blussede en debat omkring “generation X” op, og pludselig var der hul igennem. Det er en debat, der omhandler værdier (eller mangel på samme), der nok sent vil sættes et punktum for.

For mens vi er vant til at kritisere hippierne fra 68, og elsker at gøre nar af de helt unge “snowflakes”, så er det som om, at netop Generation X ikke rigtig får med samme grovfil, selvom den efterfølgende generation tydeligvis har et udestående med netop dem.

Udpegningen af denne generation blev allerede foretaget, tilbage i september 2021, hvor skribent på Politiken, Matthias Dressler-Bredsdorff, der er selverklæret eksponent for den efterfølgende generation, rettede en skarp kritik mod dem, som han, med henvisning til en udtalelse fra daværende indenrigsminister, Kaare Dybvad, kaldte for 89’erne.

Han skrev blandt andet: 

“Generationen, for hvem Mikael Bertelsen er deres stemme, Claus Meyer deres smagsløg, Rune Lykkeberg deres fremmeste intellektuelle, Radio24syv deres største succes, Birgitte Nyborg deres ansigt udadtil og HBO Nordic deres månedlige tilkøbte moralkompas.” 

Matthias Dressler-Bredsdorff kalder dem for “strategiske relativister”, og han anklager dem for ikke at tage særlig meget seriøst, samtidig med at de klæber sig til den reelle magt, som de, trods deres mange erklæringer om moral, ikke ønsker at dele ud af.

Det har været interessant, men nok ikke helt så overraskende, at læse denne kritik

Det er denne kritik, der pludselig boblede op, efter journalist på Weekendavisen, Søren K Villemoes, i et essay, der blev bragt den 18. december, skrev en ligeså kras kritik af denne generation, som her blev betegnet som Generation X.  

Det har været interessant, men nok ikke helt så overraskende, at læse denne kritik, set fra et perspektiv - Søren K. Villemoes - der, ligesom Matthias Dressler-Bredsdorff definerer sig selv som en repræsentant for den efterfølgende generation.

Søren K Villemoes konkluderede, at generation X’ tid var nået til sin ende, og at dette kan konstateres ved, at dens eksponenter fremstår pinagtige i deres håbløse forsøg på at fremstå som voksne.

Hvad den efterfølgende generation, som Søren K. Villemoes og co. tilhører, så skal kaldes, ved jeg ikke. Måske skal man også være forsigtig med sådan at sætte en label på en hel generation og et dertilhørende tidsafsnit. For selvom det ganske vist er fornuftigt at kigge på en generations helte, og derfra tage temperaturen på “tidsånden”, så er det jo kun en delsandhed, der kan komme ud af et sådant ærinde.

I dag definerer man Generation X som ironisk, apolitisk og evigt selvspejlende i et forsøg på, som en anden Dorian Gray, at holde sig unge

Men også et gran af sandhed er værd at dvæle ved, fordi det måske kan eksponere, hvad der sker under overfladen, når tiderne skifter og magtens centrum flyttes.

I dag definerer man Generation X som ironisk, apolitisk og evigt selvspejlende i et forsøg på, som en anden Dorian Gray, at holde sig unge.

Søren K. Villemoes mener, at Generation X er lige dele rappere og stand-uppere, og at deres medietække er betegnende for generationens arketypiske udtryk per excellence. Det er en generation, der var nihilistisk i sin essentielt udhulede facon, og ironien har været så dominerende, at mange af dem i dag falder helt igennem, når de rammes af nutidens alvor og deres egen aldrende identitet, fordi de for sent opdager, at deres tid er forbi.

Ifølge Søren K. Villemoes er det typer som komikeren Casper Christensen og chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, der er kvintessensen af denne generations personligheder, og i kølvandet heraf, er det typer som chefredaktør på Dagbladet Information, Rune Lykkeberg, men også debattøren og forfatteren David Trads, der også er tidligere chefredaktør på Dagbladet Information, der fremstår som eksponenter for denne useriøse generation.  

Problemet er bare, at den kritik som Søren K. Villemoes bringer på banen, måske ikke kun rammer Generation X, men også den efterfølgende generation, der måske har skiftet stil og udtryk, men som lider under samme, ironiske, camp-agtige anskuelsesform, som deres lidt ældre brødre og søstre.

Ifølge Mads Brügger har vi brug for ironien, men efterspørger samtidig en mere lødig og “ophøjet” udgave af denne

Tag for eksempel Mikkel Andersson, chefredaktør på det borgerlige netmedie, Kontrast. Han er om nogen en ironiker og satirisk anlagt, og kan derfor heller ikke grundlæggende defineres som et kontrastfyldt skifte fra en generation til en anden.

Selv forsvarer eksponenterne for Generation X sig med, at de er vokset op under den kolde krig, i “fattigfirserne” og at de derfor senere havde “brug for en pause” fra alvoren. Det er sådan Mads Brügger, chefredaktør på det borgerlige netmedie, Frihedsbrevet, forsvarer sig, i en replik til Søren K. Villemoes essayistiske angrebsskrift.

Ifølge Mads Brügger har vi brug for ironien, men efterspørger samtidig en mere lødig og “ophøjet” udgave af denne, så det ikke bare ender med en latterlig dyrkelse af kitch.

Og det er nok et eller andet sted mellem Søren K. Villemoes’ krasse kritik og eksponenterne for Generation X selvforsvar, at sandheden befinder sig.

Rødderne

For at komme på sporet af denne konflikts rødder, er det interessant at gå lidt længere tilbage, og tage udgangspunkt i journalist og samfundskritiker, Tom Wolfe’s krasse kritik af sin samtid, i midten af halvfjerdserne, dvs generationen, der kom til udtryk, lige efter hippiernes eksperimenter med den kollektivistiske tanke, og nok også især efter generationen, der blomstrede i begyndelsen af tresserne, og som langsomt, men sikkert, mistede enhver form for tro på det politiske etablissement.

Tom Wolfe påpeger, at hele generationen rykkede sig væk fra hippiernes kollektivistiske projekt, for at realisere sig via det, vi i dag kalder identitetspolitik

Tom Wolfe kaldte tidånden i midten af halvfjerdserne for “‘Me’ Decade”, og han ramte på så ufattelig mange måder plet. Teksten er berømt og klassisk New Journalism, og stilen er stort set ikke overgået siden. Kombinationen af underholdning, et højt litterært niveau og en personlig tilgang, der med en spiddende og ekstremt rammende pen, der var rettet imod selve “tidsånden”, fremstår selv i dag frisk og “tidssvarende”.

Tom Wolfe påpeger, at hele generationen rykkede sig væk fra hippiernes kollektivistiske projekt, for at realisere sig via det, vi i dag kalder identitetspolitik, dvs at man definerer altings mening og mål ud fra sit eget idiosynkratiske perspektiv, der samtidig forgøgler alt og alle, at netop deres selvrealiseringsprojekt er særegent, unikt og divergerende fra den store grå masse.

Teksten, der er essayistisk, er sjovt nok ironisk og bidsk samtidig med, at det lykkedes for Wolfe at definere tidens “trends” helt og aldeles på tværs af de politiske skel. Ifølge Wolfe var det nemlig både en spirende, nyreligiøs højrefløj og en spirituelt søgende venstrefløj, der synkront speedede en individualiserings- og selvrealiseringsbølge op, som på rigtig mange parametre endnu er tilstedeværende i dag.

Halvfjerdsernes genkomst

Men det nok mest kendetegnende ved halvfjerserne, som vor egen tid minder så meget om med inflation, energikrise og en mærkbar politikerlede, var fornemmelsen af at selve “systemet” havde spillet fallit. Grundet Watergate-skandalen, Iran-contra skandalen og oliekrisen føltes det som om, at især “den amerikanske drøm” lå i ruiner.

Det er også derfor, at netop halvfjerdsernes amerikanske kulturindustri er kendetegnet ved nihilisme, pessimisme, ekstrem realisme og spirende modkulturelle bølger, der for alvor slår ud i firserne.

Pludselig stod kampen om hvem der delte mest “identitet” med en amerikansk firserhelt på den politiske dagsorden

Måske Generation X foldede sig ud i halvfemserne, men de var ekstremt præget af firsernes amerikanske genrejsning, med Ronald Reagan ved roret, Tom Cruise i Cockpittet, gemt bag Ray-Bans, i et direkte, selvforherligende opgør med Sovjetunionen, der blev tæsket til ukendelighed af Rambo i Afghanistan og af Rocky i ringen.

Og disse kulturimperialistiske produkter har stukket så dybt, at en repræsentant fra Generation X på Weekendavisen, Leni Malacinski, blev helt befippet over, at statsminister Mette Frederiksen, ligesom hende selv, var fan af firserfilmen First Blood. Det var en forvirring, som flere af generationens journalister gav udtryk for, og det overordnede indtryk var, at de ikke var sikre på, om Mette Frederiksen egentlig mente, at First Blood var en af hendes yndlingsfilm, eller om det var en form for spin eller ironi.

Pludselig stod kampen om hvem der delte mest “identitet” med en amerikansk firserhelt på den politiske dagsorden, og opgøret skulle afgøres ved, om man havde en ironisk distance til filmen, eller ej. Den der, i den nye tidsånds tegn, havde mindst ironisk distance, ville vinde konkurrencen.

Firsernes amerikanisme

Firserne var en tid, hvor Amerika igen fik fodfæste, og nærmest helt glemte det tidligere årtis selvkritiske blik grundet afslutningen på inflationen og energikrisen samt Reagans selvsikre, nyliberale standpunkt.

Det er som om, efter Murens fald i 1989, at disse X’ere intuitivt købte firsernes amerikanske drøm, og helt glemte den selvkritiske modkulturelle bølge, som de selv var udsprunget af. Selv hip-hoppen, de uendelige udgaver af sneakers, skateboardet, burgers og de uendelig mange andre kulturimperialistiske produkter, der flød ud over hele vesten i firserne, blev lynhurtigt afkoblet enhver form for klassekamp og modkulturel styrke.

netop generation X tog denne kulturindustrielle bølge til sig, og de er endnu den dag i dag præget af dette nærmest ekstreme tilhørsforhold.

Firserne var i den grad det år, hvor den kritiske, amerikanske undergrundskultur blev approprieret og gjort til et udtryk for tidens kapitalisme, og ikke til at skelne fra en krokodille på en sweaters.

I ungdomsoprøret i slutningen af tresserne var de modkulturelle bevægelser især kritiske overfor USA, blandt andet grundet krigen i Vietnam, men også på grund af landets forbrugskultur, der fremstod som en særegen ideologi, der indeholdt et massivt forandringspotentiale til det værre.

Og netop generation X tog denne kulturindustrielle bølge til sig, og de er endnu den dag i dag præget af dette nærmest ekstreme tilhørsforhold. Hvis ikke man forstår det, så kan man grundlæggende ikke tage pulsen på den tidsånd, der prægede halvfemserne, hvor generation X for alvor kom til magten.

Den splittede X-generation og den efterfølgende

Det interessante, og helt relevante er så, om dem, der kritiserer Generation X i dag, og anskuer sig selv som tilhørende generationen efter, er blevet mere kritiske og mindre ironiske? 

Jeg tvivler. Jeg er selv født i 1969, og jeg husker min barndom som værende præget af tressernes kritik af den amerikanske ageren og selvforståelse, men oplevede også selv at give totalt efter, da USAs mange, fede produkter og undergrundskulturer væltede ind over mig.

Denne pludselige selvrealiseringsmulighed, hvor man kunne identificere sig som undergrund blot ved for eksempel at dyrke tegneserier,

Alligevel er en rest af kritisk sans hængt ved, men jeg kan også godt se, at den er blevet kraftigt kompromitteret af min egen generations lidt yngre medlemmer. Mange af dem oplevede halvfemserne som et enormt frigørende årti, hvor man kunne blive millionær, og samtidig være indbegrebet af modkultur, for eksempel ved at sidde derhjemme foran en computerskærm og designe hjemmesider, eller i et åbent kontorlandskab med basketball-kurve og Fat Boys, fast food og sushi.

Denne pludselige selvrealiseringsmulighed, hvor man kunne identificere sig som undergrund blot ved for eksempel at dyrke tegneserier, gå med sneakers og jakkesæt, lave nyhedsudsendelser, baseret på satire, droppe formerne, og grine hånligt af fagforeninger og andre former for sociale fællesskaber i en sand rus,forårsaget af en fornyet hegemonisk verdensorden og kraftig vækst, er for mig at se den sande måde at anskue både Generation X og den efterfølgende generation på.

For selvom tressergenerationen, set i bakspejlet, var alt for kritiske i forhold til den amerikanske kulturindustri, der har været så dominerende og stilfornyende, så har det også for undertegnede været næsten uudholdeligt at vokse op med disse ukritiske, amerikansk orienterede unge, der nærmest ikke kunne finde nogle ømme punkter i samfundet “over there”.

Det er i virkeligheden generationen efter både generation X og dens efterfølger, der atter fik halvfjersernes ituslåede drømme om evig vækst, ideologisk verdensherredømme og individets uendelige muligheder for selvrealisering at mærke.

Det er denne yngre generation, der står uforstående overfor de to tidligere generationers ukritisk dyrkende amerikanisme

Det er denne yngre generation, der hverken kan tro på en stabil verdensorden, eller at man er sin egen lykkes smed, at man for altid vil opleve forøget vækst, at klassesamfundet en gang for alle er smidt på møddingen og at en helt er en person, der er så sejrsikker at selve ideen om ideologier var noget, som forsvandt, samtidig med at Muren blev revet ned.

Det er denne yngre generation, der står uforstående overfor de to tidligere generationers ukritisk dyrkende amerikanisme, her efter at Donald Trump væltede alle keglerne, og landets mange minoriteter er piblet frem, og som nu protesterer.

Det er derfor også symptomatisk, at to af Generation X’s ypperste eksponenter, i Søren K. Villemoes essay, David Trads og Mads Brügger, henholdsvis rådyrkede Reagans Amerika og latterliggjorde Gorbatsjov, samtidig med, at de begge i dag agerer som oplyste kritikere af Vestens egne politiske og økonomiske magtbaser.

Der er noget ekstremt indforstået over deres respektive kontroverser omkring magtmisbrug og Woke kultur.   

Fra hver deres politiske fløje, der for de fleste andre er vanskelig at sætte nogen politisk farve på, og derfor heller ikke eksponerer noget egentligt ideologisk ståsted, fremstår disse X’ere som om, at de debatterer internt med sig selv. Der er noget ekstremt indforstået over deres respektive kontroverser omkring magtmisbrug og Woke kultur.   

Det er den yngre generation, der igen må se på klimaet, ligesom hippierne fra tresserne gjorde det, hvor forestillingen om Gaia og økologien blev udklækket. Og det er denne generation, der igen må genoptage debatten om klassesamfundet og dennes “strukturer”.

Rejs jer som opdragere og bekend kulør

For mig at se er det så Generation X’s opgave, at blive hurtigt nok voksne til at kunne vejlede, undervise og fremvise denne historiske horisont, som de faktuelt er udsprunget af, men som de samtidig sked på grundet deres berusende sejre.

For er der noget, som den yngre generation leder efter i blinde, så er det historisk forankring - det som deres ældre brødre og søstre næsten helt glemte, men nu har mere brug for end noget som helst andet.  

Men det en karakteristik med en vis boomerang-effekt, for hvor står Søren K. Villemoes egentlig selv?

I sit essay skriver Søren K. Villemoes, at Mikael Bertelsen også er indbegrebet af Generation X, og at det ikke er muligt at aflæse hans standpunkt. Så dybt er Bertelsen begravet i sin egen ironi, mener Villemoes.

Men det en karakteristik med en vis boomerang-effekt, for hvor står Søren K. Villemoes egentlig selv? Det er der mange, der har spurgt om, og sikkert mange flere, der ikke har kunnet finde et svar på. Det er nok ikke præcis der, hvor skellet mellem Generation X og hans egen kan drages.  

Og ligesom David Trads er han i hvert fald næsten nostalgisk fan af firsernes amerikanske kulturindustri. Det er en karakteristik, der gælder for begge generationer, og det er som om, at der faktisk snarere er et skel mellem dem, der lige nåede at blive præget af tressergenerationens anti-amerikanske pædagogik, og så dem, der aldrig fik indbygget modhager, da den store kulturindustrielle bølge fra Amerika ramte hele vesten.

Faktisk ser det ud til, set fra “den blinde vinkel”, som jeg selv mener at være en del af, at de to generationers stridshaner, mediemenneskene, deler langt flere værdier, end det, der adskiller dem.

Men det hele er jo bare generaliseringer. Og det skal også læses som sådan: En sådan debat eksponerer oftest mere og andet, end hvad der var tiltænkt. Og sådan er det også med denne debat om Generation X.