Vælgere kan ikke bestikkes til at glemme – heller ikke i Sverige

Den svenske valgkamp har været en tour de force i dumstædig gaveregn og skræmmekampagner, der skulle udelukke Sverigedemokraterne. Det har fejlet katastrofalt
Foto: Socialdemokraterna
Nedsmeltningen er komplet, når man reducerer politik til at handle alene om, hvordan man kan skade andre, holde andre ude og nægte andre politisk indflydelse. 

Politik bygger på modsætninger, og hårde kampe er en indbygget del af det demokratiske system, men når man som politiker eller parti opgiver at sætte sine egne politiske ambitioner og drømme i første række, så er det et spørgsmål om tid, før implosionen indtræffer.

Skræm en skræmmekampagne
Skræmmekampagner for at bekæmpe andre skræmmekampagner er i sagens natur stadig skræmmekampagner. Og de udgør også frygtens politik. Og ja – det er lige så dumt, som det faktisk lyder. 

Skræmmekampagner for at bekæmpe andre skræmmekampagner – er i sagens natur stadig skræmmekampagner

I en kronik i Dagens Nyheter forleden hælder statsminister Löfven netop bezin på frygtens bål ved igen-igen at tegne billedet af Sverigedemokraterne som nazister. I en valgdebat krævede Löfven en bred koalitionsregering og sagde, at "alternativet er at give magten til Sverigedemokraterna (SD), et racistisk parti med nazistiske rødder." 

Udelukkelse af demokratiske valgte partier er en svensk tradition, der går tilbage til den såkaldte 'december-aftale' fra 2014, hvor alle svenske partier enedes om ikke at ville samarbejde med Sverigedemokraterne. En aftale med en udløbsdato, der kommer nærmere og nærmere. 

 
SD er vælgerdybets indlysende reaktion
Mens skræmmekampagnerne er fejlet med fortsat fremgang til Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterne, så er bestræbelserne på at afvise bekymringer og nægte at høre på op imod 1/5 af befolkningen fortsat. Parnasset har lukket ører og øjne, mens de langsomt har gravet deres egen grav. Sverigedemokraterne er på mange måder et ubehageligt bekendtskab, som savner reelle løsninger på udfordringerne, men det gavner ikke at slække på den demokratiske åbenhed.

Hvis Jimmie Åkesson forsvandt i morgen, så vil svenskerne opleve de samme bekymringer

De problemer, som svenskerne oplever med et velfærdssamfund under pres, en stigende utryghed, voksende centraliseringer og massiv tilstrømning af udlændinge forsvinder ikke med Sverigedemokraterne. Hvis Jimmie Åkesson forsvandt i morgen, så vil svenskerne opleve de samme bekymringer.

Årelange bestræbelser på at undertrykke kritiske tunger, på at sløre de problemer migrationen skaber og på hadefuld behandling af især Sverigedemokraterne og deres vælgere har fjernet det politiske etablissement fra vælgerne. Det politiske system er blevet afkoblet og løsninger af de reelle problemer udskudt på ubestemt tid.

Sverigedemokraterne har været den indlysende og helt forventelige reaktion fra vælgerdybet. 

Sosserne tør ikke tale om egen politik
”Tager vi fat på de virkelige samfundsproblemer og viser, at de kan løses, forsvinder Sverigedemokraternas bedste våben: Frygten.” Sådan skrev en gruppe svenskere i en nyudgivet pamflet, der har forsøgt at give svar på, hvordan man kan tackle Sverigedemokraterne. 

Og de har ret i, at svaret kun kan være politik – der skal ganske enkelt gives politiske svar. 

Sådan har det været i Danmark, sådan vil det være i resten Europa, og sådan er det også for landet Sverige, der – i bedste napoleonske stil – ynder at udråbe sig selv som en humanitær stormagt. 

Selvom stramningerne har været et faktum, så har Löfven og hans partikammerater nægtet at tale om dem


Det er værd at bemærke, at især Socialdemokraterne rent faktisk har flyttet sig op til valget og er begyndt at formulere politiske løsninger til at nedbringe den massive tilstrømning af udlændinge. Stefan Löfven har været mere strammer end slapper for at bruge de sløje danske betegnelser. Löfvens politiske kurs har på lange stræk været den helt rigtige, og derfor desto vigtigere at den bliver talt op. 

Selvom stramningerne har været et faktum, så har Löfven og hans partikammerater stort set nægtet at tale om dem. Det er måske det mest bemærkelsesværdige ved 2018-valget overhovedet. De har gjort ét i handlingen, hvor de har løftet det socialdemokratiske ansvar, og et andet i retorikken, hvor de har underspillet den faktiske indsats. Den svenske moralisme, politiske korrekthed og et fodslæbende bagland har gjort, at Löfven i sidste ende ikke har turdet stå ved den politik, som har faktisk har ført. 

Bestikkelsespolitikkens nedsmeltning
De etablerede partier i Sverige har forsøgt at tale udenom og alene fokusere på emner, som ikke kunne direkte relateres til udlændinge. Men en bestikkelsesstrategi baseret på at love svenskerne bedre sygehuse, højere pension, flere job, mere politi, flere ambulancehelikoptere, gratis influenzavacciner, flere velfærdsmedarbejdere og generelt 20 milliarder ekstra til den kommunale velfærd har ikke været overbevisende.

Det korte svar er, at de svenske socialdemokrater er gået til valg på lidt mere af det hele. Og partiets egen valgfilm viser det egentligt meget tydeligt:



Det har været en svensk valgkamp ført på lidt mere af de hele og meget mindre af Sverigedemokraterne. Det har udstillet partiernes fortsatte berøringsangst, manglende politiske mod og en massiv afstand til de svenske vælgere. 

Ved sidste valg kaldte flere medier Stefan Löfven for 'kammerat 25 procent’. Spørgsmålet er, hvad de vil kalde ham efter valget på søndag. Øgenavne bliver næppe mere flatterende, før "sosserne" får en leder, der lader problemer, politik og retorik følges ad. 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce